ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en fogedsag om, hvorvidt der kunne opkræves vandafledningsbidrag for vand udledt fra en privat swimmingpool. Fogedretten nægtede sagen fremme, mens landsretten ophævede kendelsen og hjemviste sagen, idet poolvandet blev anset for afgiftspligtigt spildevand. Sagen rejste det principielle spørgsmål om fortolkningen af spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 1.
Skyldnerne købte i 1995 en ejendom med en tilhørende swimmingpool.
I 2023 modtog de to fakturaer vedrørende vandafledningsbidrag for deres spildevandsforbrug, herunder for vandet i swimmingpoolen. Da skyldnerne ikke betalte, indgav spildevandsmyndigheden fogedrekvisition med begæring om udlæg for tilgodehavendet.
Skyldnerne gjorde indsigelse og henviste navnlig til:
Det centrale retlige spørgsmål var, om der kunne opkræves vandafledningsbidrag efter betalingsloven § 2 a, stk. 1 (spildevandsbetalingsloven).
Fogedretten lagde til grund, at reglerne om betaling af vandafledningsbidrag forudsatte, at vandet var forurenet.
Retten fandt herefter:
På den baggrund fandt fogedretten, at spildevandsmyndigheden ikke havde dokumenteret, at det udledte vand var spildevand eller vand, der kunne sidestilles hermed — hvilket var afgørende for opkrævning efter betalingsloven § 2 a, stk. 1.
Fogedretten bemærkede, at spildevandsmyndigheden måtte tilse vandet i swimmingpoolen for at afgøre, om der var tale om spildevand eller vand, der kunne sidestilles hermed, før opkrævning kunne påbegyndes.
Denne afgørelse svarer til Fogedretten i Roskildes kendelse af 16. december 2024 (FS-9776/2023-ROS), hvor husejerne blev frifundet for FORS Spildevand Lejre A/S' krav.
Landsretten lagde til grund:
På denne baggrund fandt landsretten, at spildevandsmyndigheden havde været berettiget til at opkræve vandafledningsbidrag af skyldnerne. Landsretten ophævede derfor fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.
Dette svarer til Østre Landsrets kendelse af 3. juni 2025 (BS-230/2025-OLR), hvor retten fastslog, at afledning af poolvand via regnvandskloakken til forsyningsselskabets ledningsnet skulle sidestilles med afledning til et spildevandsanlæg.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Fogedretten | Kendelse om udlæg | Sagen nægtet fremme |
| Østre Landsret | Ophævede og hjemviste | Poolvand = afgiftspligtigt spildevand |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagen rejste det principielle spørgsmål, om der efter betalingsloven § 2 a, stk. 1 kan opkræves vandafledningsbidrag for vand udledt fra en swimmingpool, når vandet er renset/klorfrit og udledes via en regnvandskloak til forsyningsselskabets ledningsnet — herunder om betalingspligt forudsætter, at vandet er forurenet eller renses.
Fogedrettens og landsrettens modsatrettede resultater illustrerede usikkerheden om fortolkningen af bestemmelsen, der har generel betydning for forsyningsselskabernes opkrævningspraksis.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 392, stk. 4, så landsrettens kendelse kunne kæres til Højesteret.
Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/17098.
Højesteret behandlede efterfølgende kæremålet og afsagde kendelse den 4. december 2025 (BS-47265/2025-HJR), hvor landsrettens kendelse blev stadfæstet med den begrundelse, at spildevandsbetalingsloven ikke kræver, at vandet er forurenet eller renses, før der kan opkræves vandafledningsbidrag.