ProcesbevillingsnævnetEn person blev uden sit vidende optaget med skjult kamera til brug for et dokumentarprogram og anmodede retten om at nedlægge forbud mod, at optagelserne blev vist uden sløring af vedkommendes identitet. Byretten nedlagde forbuddet, men landsretten ophævede det. Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at sagen om forbuddet kan indbringes for Højesteret.
Sagen udsprang af, at en person uden sin viden blev optaget med skjult kamera til brug for et dokumentarprogram. Da personen blev bekendt med, at optagelserne var foretaget og påtænktes vist, indgav vedkommende anmodning til retten om at få nedlagt et midlertidigt forbud mod, at optagelserne blev offentliggjort uden sløring af vedkommendes identitet.
Anmodningen rejste det grundlæggende spørgsmål om afvejningen mellem:
Forbud af denne karakter nedlægges efter reglerne om forbud og påbud i retsplejeloven kapitel 40, herunder § 413, hvorefter et forbud bl.a. ikke kan nedlægges, hvis hensynet til den, forbuddet retter sig imod (her mediet og dets informationsfrihed), taler afgørende imod indgrebet.
Sagen fik forskelligt udfald i de to første instanser.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Anmodning om forbud | Forbud nedlagt mod visning af optagelserne uden sløring af personens identitet |
| Landsretten | Kære af byrettens kendelse | Forbuddet ophævet — byrettens afgørelse ændret |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Byretten meddelte forbud mod, at optagelserne blev vist uden sløring af personens identitet. Byretten fandt dermed, at hensynet til beskyttelsen af personens identitet på dette stadium måtte veje tungere end hensynet til en uredigeret offentliggørelse.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse og ophævede forbuddet, således at der ikke længere var hindringer for at vise optagelserne uden sløring.
Spørgsmålet om forbud mod offentliggørelse af skjulte optagelser i dokumentarsammenhæng har tidligere været prøvet ved Højesteret. I Højesterets kendelse af 28. september 2021 (BS-35975/2020-HJR) — vedrørende skjulte optagelser af en dement plejehjemsbeboer i TV 2-dokumentaren »Plejehjemmene bag facaden« — fastslog Højesteret, at spørgsmålet om berettigelsen af et forbud mod offentliggørelse af skjulte optagelser:
»har væsentlig, vidererækkende betydning for mediernes muligheder for at anvende skjulte videooptagelser til brug for dokumentarprogrammer.«
Den foreliggende sag adskiller sig ved at angå en person, der selv har anmodet om forbud forud for visningen, og hvor tvisten konkret vedrører, om optagelserne må vises uden sløring af identiteten. Sagen knytter sig dermed til den samme principielle afvejning mellem privatlivets fred og mediernes informationsfrihed efter retsplejeloven § 413, straffelovens regler om beskyttelse mod uberettigede optagelser og Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og 10.
Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 392 (kære af landsrettens kendelse som 1. instans i kæresager). Tilladelse til prøvelse ved Højesteret som tredje instans meddeles efter retsplejeloven § 371, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Bevillingen indebærer alene, at landsrettens ophævelse af forbuddet nu kan prøves af Højesteret — Procesbevillingsnævnet tager ikke stilling til, om forbuddet rettelig bør nedlægges. Den principielle problemstilling, som Højesteret herefter skal tage stilling til, er afvejningen mellem den enkeltes beskyttelse mod offentliggørelse af skjult-kamera-optagelser uden sløring og mediernes ytrings- og informationsfrihed ved produktion af dokumentarprogrammer.
