ProcesbevillingsnævnetEn far ydede efter en aftale med kommunen 30 timers ugentlig socialpædagogisk støtte til sin voksne autistiske søn i hjemmet og krævede 50.000 kr. i godtgørelse for overtrædelse af 48-timersreglen. Byretten fandt slet ikke et tjenesteforhold, mens landsretten anerkendte faderen som lønmodtager, men frifandt kommunen, fordi den gennemsnitlige arbejdstid ikke oversteg 48 timer. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret.
Arbejdstagerens voksne søn, der var autist, flyttede i foråret 2016 hjem til sine forældre, da han efter en familieferie ikke ville vende tilbage til sit bosted. Forældrene accepterede at have sønnen boende i hjemmet, indtil der var fundet et nyt botilbud, men fremhævede samtidig over for kommunen, at sønnens plejebehov af forskellige årsager gjorde det svært for både dem og sønnen at have ham boende i hjemmet.
Kommunen bevilgede støtte til sønnen efter servicelovens § 85, og dette udmøntede sig i en aftale mellem kommunen og arbejdstageren om, at arbejdstageren 30 timer om ugen skulle yde socialpædagogisk støtte til sønnen i hjemmet. Sønnen flyttede i sommeren 2017 på et nyt botilbud, og kommunen opsagde i den forbindelse aftaleforholdet med arbejdstageren.
Arbejdstageren anlagde efterfølgende retssag mod kommunen med krav om betaling af 50.000 kr. i godtgørelse med henvisning til, at arbejdet med at passe sønnen i hjemmet langt havde oversteget 48 timer om ugen.
Spørgsmålene under sagen var:
Byretten fandt, at aftaleforholdet mellem arbejdstageren og kommunen ikke kunne karakteriseres som et egentligt tjenesteforhold, og at arbejdstageren derfor heller ikke kunne anses for omfattet af arbejdstidsdirektivsgennemførelseslovens lønmodtagerbegreb.
Herved lagde byretten navnlig vægt på de konkrete omstændigheder omkring aftaleforholdets indgåelse, indholdet af aftalen og rammerne for arbejdstagerens varetagelse af sin funktion. Da arbejdstageren ikke kunne anses for omfattet af loven, fandtes han allerede af den årsag ikke at være berettiget til godtgørelse, og kommunen blev frifundet.
Landsretten nåede frem til frifindelse på et andet grundlag end byretten.
Landsretten fandt, at arbejdstageren havde befundet sig i et tjenesteforhold med kommunen og derfor var omfattet af lovens lønmodtagerbegreb. Landsretten lagde navnlig vægt på, at aftaleforholdet efter omstændighederne indebar, at arbejdstageren over for kommunen havde forpligtet sig til mod vederlag at udøve støtte til sønnen med 30 ugentlige timer inden for rammerne af bevillingen efter servicelovens § 85, og at arbejdet blev udført for kommunens regning og risiko.
Det kunne ikke føre til anden vurdering, at arbejdstageren inden for rammerne af bevillingen selv tilrettelagde sin arbejdstid, eller at kommunen undlod at stille krav til arbejdets udførelse og heller ikke førte tilsyn med dette.
Dernæst fandt landsretten, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid ikke havde oversteget 48 timer om ugen. Landsretten lagde navnlig vægt på, at arbejdstageren udtrykkeligt kun var ansat 30 timer om ugen til at udføre støtteopgaver efter bevillingen, og at kommunen klart havde afvist at bevilge yderligere.
I lyset af ansættelsesforholdets rammer kunne de omfattende pleje- og omsorgsopgaver, som arbejdstageren havde påtaget sig at udføre udover det, han var ansat til, ikke anses for arbejde i ansættelsesforholdet. Dette arbejde måtte derimod anses som en konsekvens af, at forældrene havde accepteret, at sønnen boede i hjemmet, indtil der var fundet et egnet botilbud. Arbejdstageren var dermed ikke berettiget til godtgørelse, og landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsrettens dom er trykt i U 2024.2981 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte arbejdstageren 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 371, således at sagen kan prøves af Højesteret.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en pårørende, der mod vederlag yder socialpædagogisk støtte til et familiemedlem i eget hjem efter servicelovens § 85, står i et tjenesteforhold og dermed er omfattet af lønmodtagerbegrebet i arbejdstidsloven — og navnlig hvordan arbejdstiden i et sådant forhold skal afgrænses, når den pårørende reelt udfører langt flere pleje- og omsorgstimer end de bevilgede, fordi familiemedlemmet bor i hjemmet.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08521.
