ProcesbevillingsnævnetSagen angår, om en byretsdom, der underkendte en planklagenævnsafgørelse som ugyldig, kan tillægges retskraft (opsættende virkning) under en verserende ankesag. Landsretten afviste foreningens anmodning herom med henvisning til, at retskraft efter retsplejelovens § 372 først indtræder, når der afsiges dom i ankesagen. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse kunne kæres til Højesteret.
I marts 2022 stadfæstede Planklagenævnet i en samlet afgørelse flere afgørelser fra en kommune om:
Det nye boligområde skulle placeres på et areal, der tidligere havde været anvendt som olieberedskabslager.
I september 2022 anlagde en frivillig forening sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at anerkende, at afgørelsen fra marts 2022 var ugyldig.
Foreningen gjorde gældende, at planområdet udgjorde et yngle- og rasteområde af betydning for Bilag IV-arter, der er beskyttet efter Habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF).
Byretten afsagde dom i sagen den 26. november 2024. Ved dommen blev Planklagenævnet pålagt at anerkende, at afgørelsen fra marts 2022 i det hele var ugyldig, og sagen blev hjemvist.
Planklagenævnet ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Foreningen påstod dommen stadfæstet.
Under henvisning til byrettens dom anmodede foreningen om, at landsretten undtagelsesvist tillagde retssagen opsættende virkning. Planklagenævnet protesterede og gjorde bl.a. gældende, at der ikke var et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed af nævnets afgørelse.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Dom af 26. nov. 2024 — planafgørelsen ugyldig, sagen hjemvist | Medhold til foreningen |
| Landsretten | Afgørelse om opsættende virkning/retskraft under anken | Anmodningen afvist |
| Procesbevillingsnævnet | Tilladelse til kære til Højesteret | Tilladelse meddelt |
Landsretten forstod anmodningen om opsættende virkning som en anmodning om at tillægge byrettens dom retskraft, uanset at dommen var anket.
Landsretten anførte, at en dom er endelig ved udløbet af den ordinære ankefrist, jf. retsplejeloven § 372. Er der iværksat rettidig anke, indtræder retskraften først, når der afsiges dom i ankesagen, eller når anken hæves eller bortfalder. Da der var sket rettidig anke, ville retskraft først indtræde ved dom i ankesagen.
Herefter, og da der ikke var hjemmel til at fravige princippet om, hvornår en dom tillægges retskraft, afviste landsretten anmodningen om at tillægge byrettens dom retskraft under ankesagen.
Landsretten bemærkede afslutningsvist, at grundloven § 63 og den i processkrifterne nævnte retspraksis vedrører spørgsmålet om, hvorvidt domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel undtagelsesvis kan tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse kunne kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om samspillet mellem retskraftprincippet i retsplejeloven § 372 og adgangen til efter grundloven § 63 og retspraksis undtagelsesvist at tillægge et søgsmål om prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning — herunder om en byretsdom, der underkender en forvaltningsafgørelse, kan gives virkning under en verserende ankesag.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/08801.
