ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en sag om, hvorvidt en professor, der var ansat som ledende lægekonsulent hos den myndighed, der var part i en personskadesag, var inhabil ved Retslægerådets behandling af sagen — selvom han ikke havde deltaget i myndighedens konkrete sagsbehandling. Både byret og landsret havde fundet professoren inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, og princippet i retsplejelovens § 61. Sagen rejste det principielle spørgsmål om rækkevidden af inhabilitet i ansættelsesmæssige situationer.
Sagen udsprang af en personskadesag mellem en skadelidt og en myndighed. Under retssagens behandling blev sagen forelagt Retslægerådet med henblik på en lægevidenskabelig vurdering.
Under Retslægerådets behandling af sagen deltog en professor, der ved siden af sit virke samtidig var ansat som ledende lægekonsulent hos den myndighed, der var part i sagen. I sin ansættelse hos myndigheden bestod professorens rolle i at:
Professoren havde ikke deltaget i den konkrete sags behandling ved myndigheden. Retslægerådet fandt på den baggrund ikke, at professoren var inhabil ved rådets behandling af sagen.
Sagens kerne var, om professorens ansættelsesmæssige tilknytning til den myndighed, der var part i sagen, gjorde ham inhabil ved Retslægerådets behandling, selv om han ikke konkret havde behandlet sagen hos myndigheden.
Vurderingen skulle ske efter flere regelsæt:
Retsplejelovens § 61 har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå reel risiko for, at en sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den person, der skal medvirke i sagen.
Efter retsplejeloven § 199, stk. 2 må personer, der ville være udelukkede fra at handle som dommere efter § 60, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke udpeges som skønsmænd. Højesteret har i en kendelse af 14. januar 2014 udtalt, at også princippet i retsplejelovens § 61 finder anvendelse ved bedømmelsen af skønsmænds habilitet efter retsplejelovens § 199, stk. 2 (dengang § 197, stk. 1).
Byretten fandt — uanset at professoren ikke direkte havde deltaget i behandlingen af sagen ved myndigheden — at han var inhabil ved Retslægerådets behandling af sagen.
Byretten lagde vægt på, at professorens virke havde en sådan tilknytning til den generelle sagsbehandling og til ansættelsen af lægekonsulenter, at hans ansættelse hos myndigheden var egnet til at rejse tvivl om hans upartiskhed, jf. forvaltningsloven § 3, stk. 1, nr. 5. Det var derfor uden betydning, at professoren ikke konkret havde været påvirket af sit ansættelsesforhold.
Byretten bemærkede, at professorens rolle i væsentlig grad adskilte sig fra de lægekonsulenter, som blot udførte ad hoc-opgaver for myndigheden.
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og fandt ligeledes professoren inhabil.
Landsretten anførte, at det efter § 4, stk. 1, i Retslægerådets forretningsorden følger, at den, der er inhabil i en sag, ikke må medvirke ved rådets behandling, og at inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven.
Landsretten fandt derudover, at retsplejelovens regler om skønsmænds inhabilitet fandt tilsvarende anvendelse på Retslægerådets medlemmer, og at der derfor forelå inhabilitet, hvis der forelå omstændigheder egnede til at rejse tvivl om upartiskheden, jf. retsplejeloven § 199, stk. 2, og princippet i retsplejeloven § 61.
Landsretten udtalte, at det dobbelte formål med retsplejelovens § 61 skulle fortolkes i lyset af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver har ret til rettergang for en uafhængig og upartisk domstol.
På den baggrund fandt landsretten, at professoren som følge af sin ansættelse ved myndigheden måtte anses for inhabil, da han deltog i Retslægerådets behandling af sagen, uanset at han ikke havde deltaget i behandlingen af den konkrete sag hos myndigheden, jf. princippet i retsplejelovens § 61.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om inhabilitet | Professoren inhabil |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens kendelse | Professoren inhabil |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, således at sagen om lægekonsulentens inhabilitet kunne prøves ved Højesteret. Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/09500.
Bevillingen blev meddelt, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om rækkevidden af inhabilitet i ansættelsesmæssige situationer — nærmere bestemt, om en person med en overordnet, koordinerende og mentorlignende rolle hos den myndighed, der er part i sagen, er inhabil ved Retslægerådets behandling, selv om vedkommende ikke har deltaget i myndighedens konkrete sagsbehandling.
Højesteret tog efterfølgende stilling til spørgsmålet og stadfæstede ved kendelse af 10. januar 2025 landsrettens afgørelse, jf. Højesterets kendelse i sag BS-33979/2024-HJR. Højesteret fastslog, at princippet i retsplejeloven § 61 finder anvendelse på Retslægerådets medlemmer, når rådet afgiver udtalelser til domstolene, og at lægekonsulenten på grund af sin fremtrædende tilknytning til den myndighed, der var part i sagen, var inhabil — selv om han ikke havde deltaget i myndighedens forudgående behandling af sagen.
