Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling i Haagerbørnebortførelsessag om tilbagegivelse af barn til USA og rækkevidden af § 11, nr. 2

Dansk-amerikansk familie og forsvinden med barnet i Danmark i juni 2025

Sagen udspringer af en international familiekonflikt om et 6-årigt barn, der er både dansk og amerikansk statsborger. Moderen er dansk statsborger, faderen amerikansk.

Forældrene mødte hinanden og blev gift i USA. Under graviditeten tog de sammen ophold i Danmark, hvor barnet blev født, og de blev i Danmark i barnets første levetid. Faderen rejste derefter tilbage til USA for at genoptage sit arbejde, hvorefter moderen og barnet jævnligt besøgte ham, indtil de officielt flyttede til USA.

Det videre forløb var konfliktpræget:

• Sommeren 2024: Forældrene blev separeret. De amerikanske myndigheder meddelte faderen et midlertidigt tilhold mod moderen, der blev pålagt at forlade hjemmet uden barnet.
• Efteråret 2024: Forældrene genoptog samlivet.
• Primo juni 2025: Forældrene rejste sammen med barnet til Danmark. Før den planlagte hjemrejse til USA forsvandt moderen med barnet og afbrød al kontakt til faderen.

Faderen rejste tilbage til USA og indledte en skilsmissesag, hvorunder en amerikansk domstol midlertidigt tillagde ham den fulde forældremyndighed. Medio juni 2025 anmodede faderen via den amerikanske centralmyndighed om tilbagegivelse af barnet efter Haagerkonventionen om børnebortførelser.

Familieretten nægtede tilbagegivelse på grund af alvorlig risiko ved adskillelse fra moderen

Familieretten fandt, at tilbageholdelsen af barnet i Danmark var ulovlig, hvorfor barnet som udgangspunkt skulle tilbagegives, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1 og 2.

Familieretten fandt dog samtidig grundlag for at nægte tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, idet det var godtgjort, at der var en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen ville skade barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke skulle tåle.

Familieretten lagde vægt på:

• at faderen efter sin forklaring og oplysningerne om hans sociale forhold i USA ville få behov for bistand fra familie og venner til at varetage en hverdag med barnet,
• at det ikke ville være muligt for moderen at indrejse i USA sammen med barnet, da den ulovlige tilbageholdelse var meldt til de amerikanske myndigheder, som havde tillagt faderen forældremyndigheden midlertidigt,
• at en tilbagegivelse uundgåeligt ville medføre adskillelse af barnet og moderen,
• at moderen var og altid havde været barnets primære omsorgsperson,
• at barnet udviste ringe tilknytning til faderen, og
• at barnet var i risiko for emotionel fejludvikling, hvis det mistede kontakten til sin primære omsorgsperson.

På denne baggrund fandt familieretten, at en adskillelse af barnet fra moderen udgjorde en alvorlig risiko for barnets sjælelige sundhed og en situation, som det ikke burde tåle.

Landsretten ændrede afgørelsen og bestemte, at barnet skulle tilbagegives til USA

Landsretten kom til det modsatte resultat og fandt, at der ikke var grundlag for at nægte tilbagegivelse efter § 11, nr. 2 og nr. 3, idet moderen blandt andet ikke havde godtgjort, at en tilbagegivelse indebar en alvorlig risiko for skade på barnets sjælelige eller legemlige sundhed.

Landsretten lagde til grund:

• at faderen forud for bortførelsen efter det oplyste boede sammen med moderen og barnet og aktivt tog del i barnets hverdag,
• at barnet udviste god trivsel i forbindelse med skolegang og fritidsaktiviteter i USA, og
• at moderen ville kunne indrejse i USA, hvis barnet skulle tilbagegives, således at en tilbagegivelse ikke uden videre ville medføre adskillelse af barnet og moderen.

Det principielle spørgsmål om undtagelsen i § 11, nr. 2

Sagen rejser det principielle spørgsmål om rækkevidden af undtagelsen i børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, herunder hvilken vægt der ved vurderingen af »alvorlig risiko« skal lægges på, at en tilbagegivelse kan medføre en adskillelse mellem barnet og dets primære omsorgsperson, og hvilke krav der stilles til den part, der modsætter sig tilbagegivelse, med hensyn til at godtgøre risikoen.

Udgangspunktet efter Haagerkonventionen er, at et ulovligt bortført eller tilbageholdt barn skal tilbagegives til bopælslandet, og undtagelsesbestemmelsen i § 11 har derfor et snævert anvendelsesområde. Spørgsmålet om, hvornår en moders mulige adskillelse fra barnet i sig selv kan begrunde nægtelse, er behandlet i Højesterets praksis, jf. bl.a. sagen om tilbagegivelse til Ukraine (BS-25052/2024-HJR), hvor Højesteret nægtede tilbagegivelse under hensyn til barnets tætte tilknytning til moderen som primær omsorgsperson, der ikke kunne rejse med tilbage.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret af landsrettens afgørelse, jf. retsplejeloven § 371, idet sagen blev anset for at være af principiel karakter.

Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/27423.

Højesteret behandlede herefter den underliggende sag (BS-61751/2025-HJR) og afsagde den 8. maj 2026 dom, hvorved landsrettens kendelse om tilbagegivelse til USA blev stadfæstet. Højesteret fastslog dels, at moderen trods den allerede gennemførte tilbagegivelse havde retlig interesse i at få prøvet afgørelsen, da en tilbagegivelsesafgørelse i sig selv udgør et indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8, dels at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter § 11, nr. 2, ikke var opfyldt, da risikoen ikke var godtgjort på grundlag af objektive forhold.