ProcesbevillingsnævnetEn somalisk statsborger, der kom til Danmark som næsten 8-årig, blev idømt 1 års fængsel for forsøg på røveri mod en taxachauffør og for vold mod en medindsat samt udvist med indrejseforbud i 6 år. Landsretten stadfæstede dommen, men korrigerede byrettens vurdering af tiltaltes alder ved indrejsen og af, om hans tidligere kriminalitet var ungdomskriminalitet i Menneskerettighedsdomstolens forstand. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kunne indbringes for Højesteret.
Tiltalte er somalisk statsborger født i oktober 1997. Som 4-årig flygtede han med sine søskende fra Somalia til Etiopien og kom til Danmark kort før han fyldte 8 år. Han har ingen familiemedlemmer i Somalia, men har sin mormor, søskende og flere andre familiemedlemmer i Danmark. Han er hverken gift, samlevende eller far til børn og blev i 2023 færdig med en hf-uddannelse.
Tiltalte var på gerningstidspunkterne i den aktuelle sag tidligere straffet, bl.a. for røveri, brugstyveri, overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og knivloven.
Denne forstraf og den betingede udvisning blev et centralt omdrejningspunkt i den senere vurdering af, om en ubetinget udvisning var forenelig med EMRK artikel 8.
I den foreliggende straffesag var tiltalte tiltalt for to forholdskredse:
Tiltalte erkendte sig skyldig i røveriforsøget. For så vidt angik volden i arresten erkendte han at have slået forurettede 1-2 gange på kroppen, men gjorde gældende, at der var tale om simpel vold omfattet af straffeloven § 244, og at handlingerne var foretaget i nødværge.
Byretten henførte volden i arresten under straffeloven § 244 og fandt, at tiltaltes handlinger ikke var foretaget i nødværge, hvorfor han blev fundet skyldig i vold og forsøg på vold.
Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år. Byretten lagde vægt på, at der var tale om et kortvarigt røveriforsøg begået af to i forening, hvor der blev holdt en kniv op foran en taxachaufførs hals, og at tiltalte tidligere var dømt for lignende kriminalitet.
Byretten udviste samtidig tiltalte af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Retten anførte bl.a., at tiltalte havde boet i Danmark, siden han var 3 år gammel, hvorfor der skulle foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning.
Byretten fandt navnlig efter karakteren og grovheden af den aktuelle kriminalitet og set i lyset af tiltaltes tidligere kriminalitet og betingede udvisning, at de hensyn, der talte for udvisning, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, der på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Somalia talte imod udvisning.
Byretten henviste videre til, at tiltalte gennem sin familie måtte have et vist kendskab til det somaliske sprog og til somalisk kultur, og at han derfor ikke ville være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia.
Tiltalte ankede dommen med påstand om formildelse og frifindelse for udvisningspåstanden. Mens ankesagen verserede, blev han idømt to bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer for forhold begået efter byrettens dom.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Landsretten bemærkede, at der var tale om en tillægsstraf, og fandt den passende udmålt henset til især karakteren og grovheden af røveriforsøget, samt at volden mod den medindsatte var begået under en varetægtsfængsling, og at der var tale om vold i gentagelsestilfælde.
Under henvisning til de grunde, byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Landsretten foretog dog to væsentlige justeringer af byrettens præmisser:
Afslutningsvis bemærkede landsretten, at selvom tiltalte havde færdiggjort en hf-uddannelse efter gerningstidspunkterne, havde han efter byrettens dom fortsat sin kriminelle adfærd, idet han var blevet idømt bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvordan proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8 skal foretages ved udvisning af en udlænding, der er kommet til Danmark som barn og har sin nære familie og hele sin opvækst her, jf. afvejningskriterierne i udlændingeloven § 26, sammenholdt med udvisningshjemlen i udlændingeloven § 22.
Den centrale uenighed mellem instanserne angik:
Disse spørgsmål er afgørende for, om en tidsbegrænset udvisning af en "settled migrant" med stærk tilknytning til opholdslandet er forenelig med konventionen.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at straffesagen kunne indbringes for Højesteret, jf. reglerne om 3.-instansbevilling i straffesager i retsplejeloven § 932.
Nævnet meddeler kun en sådan tilladelse, når sagen er af principiel karakter, eller når særlige grunde i øvrigt taler for det. Tilladelsen indebærer alene, at Højesteret nu kan tage stilling til, om udvisningen — navnlig spørgsmålet om proportionaliteten efter EMRK artikel 8 og betydningen af tiltaltes alder ved indrejsen og af hans tidligere kriminalitet begået som 17-årig — er berettiget. Nævnet tager ikke selv stilling til selve straffe- og udvisningsspørgsmålet.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/04443.
