Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om udvisning af foranstaltningsdømt skizofren med indrejseforbud i 6 år

Somalisk statsborger med langvarigt ophold, paranoid skizofreni og omfattende kriminalitetshistorik

Den tiltalte var somalisk statsborger og indrejst til Danmark i midten af 1990'erne som 11-årig. Han havde ikke stiftet selvstændig familie, men havde flere familiemedlemmer i Danmark. Han havde gået i skole i Danmark og haft arbejde i bl.a. en dagligvarebutik, men modtog i øvrigt førtidspension. Han læste og forstod dansk, men kunne også tale somalisk og havde ved en enkelt lejlighed besøgt Somalia.

Efter flere års ophold blev den tiltalte diagnosticeret med paranoid skizofreni. Forud herfor var han idømt fængselsstraffe flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet. Efter diagnosticeringen fortsatte han med at begå kriminalitet og blev idømt flere foranstaltningsdomme frem mod sin nuværende anbringelsesdom i 2013, hvor han blev dømt for bl.a. brandstiftelse og røveri, men frifundet for straf under henvisning til straffeloven § 16, stk. 1. Han var desuden tildelt advarsler om udvisning.

Den aktuelle sag angik tiltale for bl.a. trusler og vidnetrusler efter straffeloven § 119, stk. 1 og § 123. Episoderne fandt sted under tiltaltes indlæggelse på lukket afsnit på et psykiatrisk center, hvor han havde været indlagt i ca. 8 år. Han blev efterfølgende overflyttet til Sikringsafdelingen i Slagelse, hvor hans farlighedsdekret blev ophævet som følge af stabiliserede forhold.

Byrettens flertal nøjedes med en advarsel om udvisning

Byretten fandt den tiltalte skyldig i den rejste tiltale og fandt ikke anledning til at ændre foranstaltningen fra 2013.

Byretten fandt, at betingelserne for udvisning var opfyldt. Under henvisning til bl.a. den tiltaltes personlige forhold, arten og karakteren af de begåede forhold, varigheden af det lovlige ophold i Danmark og den vage tilknytning til Somalia fandt byrettens flertal, at udvisning — trods den massive kriminalitetshistorik — med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Mindretallet fandt med henvisning til de samme momenter og tiltaltes vage tilknytning til Danmark, at de hensyn, der talte for udvisning, var så væsentlige, at de — uanset at tiltalte havde opholdt sig i Danmark siden 11-års alderen — havde større vægt end hensynet til privatlivet. Efter stemmeflertallet blev den tiltalte alene tildelt en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om skærpelse til udvisning med indrejseforbud, mens tiltalte påstod stadfæstelse. Ankesagen angik således alene udvisningsspørgsmålet.

Landsrettens flertal udviste med indrejseforbud i 6 år efter en samlet proportionalitetsafvejning

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for udvisning var opfyldt, og fandt — bl.a. henset til tidligere domme — at lovovertrædelserne ville have medført en fængselsstraf på mere end 3 måneder, men ikke over 1 år, hvis tiltalte havde været strafegnet. Et indrejseforbud skulle derfor som udgangspunkt gælde i 6 år.

Landsretten konstaterede, at udvisning ville udgøre et indgreb i retten til privatliv efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og vurderede, om betingelserne i stk. 2 var opfyldt, bl.a. med henvisning til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om proportionalitetsvurderingen og tilfælde med frifindelse som følge af utilregnelighed.

Under henvisning til den aktuelt pådømte kriminalitet, de adskillige tidligere domme og advarsler samt de lægelige oplysninger fandt landsretten, at tiltaltes forhold fortsat indebar en betydelig risiko for ny ligeartet kriminalitet, hvis han ikke blev udvist. Der blev navnlig lagt vægt på antallet af domme med strafbortfald pga. utilregnelighed, og at tiltalte før diagnosen var straffet for personfarlig kriminalitet.

Landsretten vurderede herefter tilknytningen til henholdsvis Danmark og Somalia:

• Tiltalte havde ikke tilbragt hovedparten af sin barndom og ungdom i Danmark, men havde fortrinsvis opholdt sig her.
• Han havde ingen familie i Somalia og meget begrænset tilknytning hertil, men var ikke ganske uden forudsætninger for at klare sig efter en udsendelse.
• Tilknytningen til Danmark var væsentligt stærkere end til Somalia, men tiltalte var meget dårligt integreret i det danske samfund.

5 dommere fandt efter en samlet afvejning, at hensynet til at forebygge en betydelig risiko for yderligere personfarlig kriminalitet vejede tungere end hensynet til privatlivet, og at udvisning — henset til at indrejseforbuddet alene gjaldt i 6 år — ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1, så landsrettens dom kan indbringes for Højesteret.

Sagen rejser det principielle spørgsmål om proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 ved udvisning af en utilregnelig lovovertræder, der er idømt foranstaltning og frifundet for straf efter straffeloven § 16, stk. 1 — herunder samspillet mellem den betydelige gentagelsesrisiko og den meget lange, men dårligt integrerede, tilknytning til Danmark hos en person, der kom hertil som barn.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/50113.