Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om genoptagelse af faderskabssag efter børnelovens § 24 trods DNA-bevis for andet biologisk faderskab

Familieretten genoptog faderskabssagen efter moderens anmodning

Familieretten foretog en samlet afvejning efter børnelovens § 24.

Hensyn der talte mod genoptagelse:

• Barnet var nu mere end 3 år gammelt og havde en væsentlig tilknytning til den registrerede far, som barnet så som sin far.
• Den registrerede far havde behandlet barnet som sit – også efter at han fik kendskab til de omstændigheder, der kunne rejse tvivl om faderskabet.

Hensyn der talte for genoptagelse:

• Moderen havde allerede, da barnet var omkring 8 måneder, første gang anmodet om genoptagelse og kunne fra dette tidspunkt ikke siges at have ladet den registrerede far behandle barnet som sit.
• Efterfølgende uenighed om samvær havde medført, at samværet gennem lang tid havde været relativt begrænset.
• Barnet havde allerede gennem en periode set den mulige far, og det måtte forventes, at barnet ville få en far, der også ønskede denne rolle, hvis sagen blev genoptaget.

Samlet set var det familierettens vurdering, at der skulle ske genoptagelse af faderskabssagen på baggrund af moderens anmodning. Ved en separat kendelse afslog familieretten den mulige fars selvstændige anmodning om genoptagelse.

Landsretten ændrede afgørelsen, så faderskabssagen ikke blev genoptaget (U 2024.1453 Ø)

Landsretten inddrog den mulige far som part i kæresagen i medfør af retsplejelovens § 456 e, stk. 1, jf. børnelovens § 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 4.

Landsretten lagde ved afvejningen efter § 24 blandt andet vægt på:

• At moderen med viden om sine seksuelle forhold deltog i registreringen af den registrerede far og lod ham behandle barnet som sit, indtil hun første gang anmodede om genoptagelse.
• At hun først havde påberåbt den privat indhentede DNA-test 2 år og 10 måneder efter barnets fødsel og 2 år efter, at den mulige far fik kendskab til muligheden for faderskab.
• At den registrerede far siden samlivsophævelsen havde haft og fortsat havde et regelmæssigt samvær med barnet og stedse havde udfoldet bestræbelser på at fastholde eller udvide samværet.
• At barnets beskikkede advokat under hensyn til at undgå ustabilitet og usikkerhed i barnets liv havde anført, at der ikke skulle ske genoptagelse.

Landsretten fandt ikke, at det forhold, at DNA-testresultatet kunne medføre en mulig vished om det genetiske faderskab, var afgørende for vurderingen af, om betingelserne i børnelovens § 24 var opfyldt.

Efter en samlet afvejning med særligt fokus på barnet og de øvrige parters interesser fandt landsretten, at betingelserne for genoptagelse i § 24 ikke var opfyldt.

Landsretten fandt desuden, at afslag på genoptagelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller FN-Konventionen om barnets rettigheder artikel 3 og 20, og at der heller ikke var sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6.

Landsrettens kendelse er trykt i U 2024.1453 Ø, jf. TfA 2024.145/2 Ø.

Procesbevillingsnævnets tilladelse til prøvelse ved Højesteret

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/03139 og 24/03256.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at spørgsmålet om genoptagelse af den registrerede faderskabssag kunne indbringes for en yderligere instans. Sagen blev vurderet at være af principiel karakter, idet den rejste spørgsmålet om afvejningen efter børnelovens § 24 mellem på den ene side barnets interesse i, at det genetiske ophav – dokumenteret ved en DNA-test med 99,99 % sandsynlighed – afspejles i registreringen, og på den anden side hensynet til stabilitet i barnets eksisterende sociale faderskabsrelation, herunder set i lyset af EMRK artikel 8 og 6 samt FN's Børnekonvention.

Højesteret traf efterfølgende afgørelse den 8. oktober 2024 og stadfæstede landsrettens kendelse, så faderskabssagen ikke blev genoptaget (BS-23819/2024-HJR), med afgørende vægt på, hvad der måtte antages at være bedst for barnet.