ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret i en arbejdsretlig sag om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a at afskedige en ubestridt handicappet socialrådgiver, der var ansat i fleksjob, da hun grundet forværret helbred kun kunne arbejde 10 timer ugentligt. Byretten gav arbejdstageren medhold og tilkendte en godtgørelse på 310.000 kr., men landsretten ændrede dommen og frifandt regionen. Sagen rejste det principielle spørgsmål om rækkevidden af arbejdsgiverens tilpasnings- og omplaceringsforpligtelse over for en handicappet medarbejder.
Arbejdstageren — som ubestridt var handicappet og derfor omfattet af forskelsbehandlingsloven — blev i april 2011 ansat i fleksjob som socialrådgiver ved en region med en ugentlig arbejdstid på 20 timer.
Forløbet op til afskedigelsen var præget af gentagne ønsker om nedsættelse af arbejdstiden begrundet i arbejdstagerens helbredsmæssige situation:
Regionen oplyste, at ønsket om 10 timer ugentligt ikke kunne imødekommes, og indkaldte arbejdstageren til et møde den 5. marts 2018 med henblik på afskedigelse. I forlængelse heraf blev hun fritaget for tjeneste med den begrundelse, at hendes stilling ikke kunne varetages på 10 timer ugentligt.
Arbejdstageren søgte herefter en opslået stilling (ansøgningsfrist 3. april 2018) på 10 timer som socialrådgiver i et andet center i regionen. Hun deltog i en ansættelsessamtale, men blev ikke tilbudt stillingen.
Regionen fremsendte et høringsbrev om afskedigelse den 15. maj 2018, og arbejdstageren blev afskediget ved brev af 31. maj 2018.
Arbejdstageren indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, der traf afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige hende, herunder at regionen havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Regionen skulle derfor betale en godtgørelse på 310.000 kr. — svarende til omkring 9 måneders løn. Da regionen ikke imødekom afgørelsen, indbragte Ligebehandlingsnævnet sagen for domstolene.
Byretten fandt, at arbejdstageren havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhvilede derfor regionen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.
Retten fandt det ikke godtgjort, at regionen relevant havde forsøgt at foretage hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Retten lagde til grund, at der i den omhandlede afdeling ikke blev ansat en socialrådgiver i arbejdstagerens sted, og at det dermed ikke var godtgjort, at det ville have været en uforholdsmæssig byrde for regionen, hvis arbejdstageren forblev i sin ansættelse. Afskedigelsen var derfor i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Retten fandt ikke grundlag for at fravige praksis og tilkendte arbejdstageren en godtgørelse på 310.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn henset til ansættelsesperiodens længde og sagens omstændigheder.
Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at arbejdstageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, og at bevisbyrden derfor påhvilede regionen.
Efter særligt de afgivne forklaringer fandt landsretten det imidlertid godtgjort, at det ville have været forbundet med væsentlige vanskeligheder for den forsvarlige varetagelse af det socialfaglige arbejde, hvis arbejdstagerens arbejdstid skulle nedsættes til 10 eller 12 timer fra de oprindelige 20 timer.
Landsretten fandt herefter, at regionen havde løftet bevisbyrden for, at arbejdstageren ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at bestride sin hidtidige stilling, og at en fortsat beskæftigelse med et timetal på 10 eller 12 timer ville påføre arbejdspladsen en uforholdsmæssig stor byrde.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten det desuden tilstrækkeligt godtgjort, at arbejdstageren ikke var den mest kvalificerede ansøger til den opslåede stilling ved det andet center, at der ikke var eller forventedes at blive en ledig stilling med et passende timetal et andet sted inden opsigelsesperiodens udløb, og at regionen i øvrigt i tilstrækkelig grad havde forsøgt at omplacere hende. Landsretten tog herefter regionens frifindelsespåstand til følge.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Ligebehandlingsnævnet | Tilsidesættelse af tilpasningsforpligtelsen | Godtgørelse 310.000 kr. |
| Byretten | Afskedigelse i strid med § 2 a | Medhold til arbejdstager, 310.000 kr. |
| Landsretten | Bevisbyrde løftet, uforholdsmæssig byrde | Regionen frifundet |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagen rejste det principielle spørgsmål om rækkevidden af arbejdsgiverens tilpasnings- og omplaceringsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a over for en handicappet medarbejder i fleksjob — herunder hvor langt arbejdsgiveren skal gå for at undersøge og afprøve omplacering til en ledig stilling med et passende timetal, og hvornår en fortsat beskæftigelse udgør en uforholdsmæssig stor byrde.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, idet sagen blev anset for principiel. Sagen blev behandlet under j.nr. 23/45123.
Højesteret afsagde efterfølgende dom den 3. december 2024 i sagen BS-19728/2024-HJR, hvor Højesteret — modsat landsretten — fandt, at regionen havde tilsidesat tilpasningsforpligtelsen, fordi forpligtelsen omfattede hele regionen og medarbejderen burde have været omplaceret til en konkret ledig 10-timers stilling. Højesteret stadfæstede dermed byrettens dom og tilkendte godtgørelsen på 310.000 kr.
