ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en borger 3.-instansbevilling til at kære en landsretskendelse til Højesteret i en sag om opretholdelse af en tidsubestemt anbringelsesdom (type II) efter straffeloven § 72. Det principielle spørgsmål var, om landsretten havde begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl ved at afgøre kæresagen, efter at den ved en fejl havde overset advokatens anmodning om frist til at fremkomme med bemærkninger til anklagemyndighedens kæreskrift — og dermed tilsidesat kontradiktionsprincippet.
Borgeren blev i 2013 idømt en anbringelsesdom (type II) — anbringelse i institution for personer med vidtgående handicap med mulighed for overførsel til sikret afdeling — uden fastsat længstetid. Dommen var en tidsubestemt strafferetlig foranstaltning idømt i stedet for straf efter reglerne i straffeloven § 68.
Foranstaltningen blev herefter løbende opretholdt gennem flere år. Det påhviler efter straffeloven § 72, stk. 1 anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt, og spørgsmål om ændring eller endelig ophævelse afgøres ved kendelse efter § 72, stk. 2.
Anklagemyndigheden indbragte i marts 2023 på ny sagen for retten med påstand om, at foranstaltningen skulle opretholdes.
Borgeren nedlagde modsat påstand om:
Byretten fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger — herunder risikovurderingen fra tilsynsmyndighederne og oplysningerne om borgerens adfærd — at der fortsat var nærliggende risiko for, at han ville begå ny personfarlig kriminalitet, hvis foranstaltningen blev ophævet.
Byretten lagde dog ved den samlede vurdering vægt på flere formildende forhold:
Byretten tog på den baggrund borgerens subsidiære påstand til følge og ændrede foranstaltningen til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykisk handicap (type III).
Anklagemyndigheden kærede byrettens afgørelse til landsretten.
Afgørende for sagens principielle karakter var, at landsretten ved en fejl havde overset en henvendelse fra borgerens advokat, hvori advokaten anmodede om en frist til at fremkomme med bemærkninger til anklagemyndighedens kæreskrift. Landsretten afgjorde derfor kæresagen, uden at borgeren havde fået lejlighed til at udtale sig — i strid med kontradiktionsprincippet, jf. retsplejeloven § 971, stk. 2.
Materielt fandt landsretten, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger fortsat måtte lægges til grund, at der bestod en nærliggende risiko for, at borgeren ved en ændring af foranstaltningen ville begå ny kriminalitet. Landsretten lagde herved blandt andet vægt på, at borgeren endnu ikke var afprøvet i et åbent regi.
Landsretten ændrede derfor byrettens kendelse, således at den foranstaltning, borgeren i 2013 var idømt (type II), blev opretholdt.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse efter straffeloven § 72 | Foranstaltning ændret til type III |
| Landsretten | Ændrede byrettens kendelse (oversete advokatens fristanmodning) | Type II-foranstaltningen opretholdt |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagen rejste det principielle spørgsmål om betydningen af, at en ankeinstans ved en ekspeditionsfejl overser et partsindlæg — her advokatens anmodning om frist til bemærkninger — og afgør en kæresag uden at sikre kontradiktion.
Efter retsplejeloven § 971, stk. 2 skal parterne, når der er særlig anledning hertil, have lejlighed til at udtale sig, før retten træffer afgørelse i en kæresag. Spørgsmålet var, om landsrettens manglende iagttagelse heraf udgjorde en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at kendelsen måtte ophæves og sagen hjemvises — et spørgsmål af generel betydning for behandlingen af kæresager, herunder i tidsubestemte foranstaltningssager efter straffeloven § 72.
Procesbevillingsnævnet meddelte borgeren tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret (3.-instansbevilling i en straffe-/foranstaltningssag, jf. retsplejeloven § 973). Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/50474.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen blev anset for at være af principiel karakter for så vidt angik kontradiktionsspørgsmålet.
Ved den efterfølgende behandling ophævede Højesteret ved kendelse af 28. juni 2024 (AM2024.06.28H) landsrettens kendelse og hjemviste kæresagen til fornyet behandling i landsretten. Højesteret lagde vægt på, at forsvareren ved den oversete fejl ikke havde haft lejlighed til at udtale sig inden landsrettens behandling af kæresagen, jf. retsplejeloven § 971, stk. 2, og at fejlens karakter — i overensstemmelse med parternes samstemmende principale påstande — måtte føre til ophævelse og hjemvisning.
