Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om den sikrede personkreds ved sammenfald af arbejdsulykke og redningsaktion (arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, over for § 4, stk. 2, nr. 3)

Færdselsuheldet og det efterfølgende redningsforsøg i minibussen

Skadelidte blev under sit arbejde som buschauffør påkørt bagfra af en minibus, der kørte med høj hastighed. Hændelsesforløbet udviklede sig herefter i flere led:

• Påkørslen: Skadelidte blev kastet frem og pådrog sig smerter i nakken.
• Første indsats i egen bus: Han tilså først passagererne i sin egen bus for at sikre, at de var uskadte.
• Redningsforsøget i minibussen: Han forlod herefter bussen for at hjælpe de svært tilskadekomne passagerer i minibussen og løb tilbage til sin egen bus for at hente værktøj til at frigøre en fastklemt passager.

Ved hændelsen pådrog skadelidte sig en skade i form af vrid i nakken og en uspecificeret belastningsreaktion, der af arbejdsskademyndighederne blev anerkendt som en arbejdsskade. Der blev fastsat godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.

Stridens kerne: ét samlet forløb efter § 2, stk. 1, eller udsondring af redningsforsøget efter § 4, stk. 2, nr. 3

Arbejdsskademyndighederne anså skadelidte for omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, både for færdselsuheldet og for den efterfølgende redningsaktion. Efter denne bestemmelse er personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, berettigede efter loven.

Forsikringsselskabet anmodede om refusion af den del af udgifterne, som kunne tilskrives skadelidtes psykiske skade opstået under redningsforsøget i minibussen. Selskabet henviste til:

• Arbejdsskadesikringslovens § 4, stk. 2, nr. 3, hvorefter også personer, der gør forsøg på at redde menneskeliv, er berettigede, »når forsøget uden at være arbejde efter § 2 dog sker i sammenhæng med sådant arbejde«.
• Arbejdsskadesikringslovens § 49, stk. 5, hvorefter et forsikringsselskabs ydelser ved skader som følge af forsøg på redning af menneskeliv refunderes af statskassen.

Forsikringsselskabet præciserede, at henvendelsen skulle forstås som en anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesagen, fordi der var anvendt et forkert retsgrundlag. Arbejdsskademyndighederne fandt imidlertid ikke grundlag for at genoptage sagen.

Det centrale spørgsmål var dermed, om hele hændelsesforløbet kunne henføres under § 2, stk. 1, eller om den andel af skaden, der hidrørte fra redningsforsøget, skulle udsondres og henføres under § 4, stk. 2, nr. 3 — med den retsfølge, at forsikringsselskabet kunne opnå refusion fra statskassen.

Byretten frifandt Ankestyrelsen

Byretten fandt, at ulykken skete som led i skadelidtes arbejde som buschauffør, og at den uspecificerede belastningsreaktion opstod, da han assisterede de tilskadekomne i minibussen. Skaden var efter rettens vurdering en direkte følge af forhold, der vedrørte hans arbejde.

Retten fandt således, at skadelidtes reaktion var nært forbundet med arbejdet som buschauffør, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den ydede assistance ikke kunne anses for uvedkommende for en buschauffør.

Byretten fandt herefter, at forsikringsselskabet ikke havde godtgjort, at der var anvendt et forkert retsgrundlag, og at der ikke var grundlag for at genoptage sagen eller hjemvise den, da der ikke var godtgjort væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Østre Landsret stadfæstede med dissens (2-1)

Den underliggende landsretsdom er afsagt af Østre Landsret den 4. juni 2025 (BS-39180/2023-OLR).

Flertallet

Landsrettens flertal fandt, at der efter de foreliggende oplysninger om ulykken sammenholdt med det efterfølgende sagsbehandlingsforløb ikke var fornødent grundlag for at antage, at arbejdsskademyndighederne havde begået sagsbehandlingsfejl ved at henføre skadelidte til personkredsen i § 2, stk. 1, for hændelsesforløbet i sin helhed — og således ikke havde søgt at opdele forløbet mellem § 2, stk. 1, og § 4, stk. 2, nr. 3. Flertallet lagde vægt på, at hele forløbet skete i nær tidsmæssig og geografisk sammenhæng med det arbejde, chaufføren var ansat til.

Mindretallet

Landsrettens mindretal fandt under henvisning til ordlyden og forarbejderne til §§ 4, stk. 2, nr. 3, og 49, stk. 5, at bestemmelsen netop tilsigtede at udsondre forsøg på redning af menneskeliv fra det sikrede i øvrigt udførte arbejde. Den andel af arbejdsskaden i form af psykiske gener, der måtte hidrøre fra redningsforsøget, ville derfor være omfattet af § 4, stk. 2, nr. 3, og § 49, stk. 5, uden at dette kunne fraviges alene, fordi skadelidte tillige pådrog sig en skade omfattet af § 2, stk. 1.

Mindretallet fandt således, at Ankestyrelsens afgørelse om at anskue hændelserne som ét samlet forløb og henføre den under § 2, stk. 1, var forkert, og at der var grundlag for at genoptage arbejdsskadesagen på ulovbestemt grundlag og hjemvise sagen.

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, og byrettens dom blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 371, således at landsrettens dom kan prøves ved Højesteret.

Sagen rejser det principielle spørgsmål om afgrænsningen af den sikrede personkreds i arbejdsskadesikringsloven, når et hændelsesforløb både rummer en arbejdsulykke omfattet af § 2, stk. 1, og et forsøg på redning af menneskeliv omfattet af § 4, stk. 2, nr. 3 — herunder om de to dele skal udsondres med den følge, at forsikringsselskabet kan opnå refusion fra statskassen efter § 49, stk. 5. At landsretten afgjorde spørgsmålet med dissens, understreger sagens principielle karakter.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16465. Landsrettens dom er trykt i FED 2025.128.