ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i to færdselsstraffesager, hvor spørgsmålet er, om en ualmindelig lang sagsbehandlingstid kan føre til, at en ellers ubetinget frakendelse af førerretten gøres betinget. I begge sager endte landsretten med ubetinget frakendelse trods sagsbehandlingstider på over fem år, og Højesteret skal nu afklare rækkevidden af den undtagelse, der er anerkendt i bl.a. U 2020.3527 V.
Procesbevillingsnævnet behandlede to sager, der rejser samme principielle spørgsmål om samspillet mellem lang sagsbehandlingstid og frakendelse af førerretten.
Sag 1 — hastighedsovertrædelse efter kørselsforbud
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af færdselsloven § 41, stk. 1, nr. 1 ved i to tilfælde — bl.a. den 14. og 19. december 2019 — at have ført personbil med en hastighed på mere end 30 procent over den tilladte. Tiltalte var ved dom i august 2018 meddelt et kørselsforbud for overtrædelse af færdselsloven § 4, stk. 1 om anvisninger for færdslen. De nye forhold var dermed begået inden for tre år efter kørselsforbuddet.
Sag 2 — narkokørsel i frakendelsestiden
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af færdselsloven § 54, stk. 1, nr. 2 samt lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3 ved den 15. april 2020 at have ført personbil i et tæt befærdet område efter indtagelse af bevidsthedspåvirkende stoffer og ved at være i besiddelse af 15,20 gram hash til eget brug. Tiltalte var ved dom i november 2016 bl.a. frakendt førerretten i 4 år, og kørslen skete derfor tillige i frakendelsestiden (andengangstilfælde).
Begge sager skal vurderes på baggrund af den dagældende retstilstand, da forholdene blev begået før lovændringen.
Forud for lov nr. 2601 af 28. december 2021 (ikraft 1. januar 2022) fulgte det af dagældende straffelovs § 82, nr. 13, at det i almindelighed skulle indgå som formildende omstændighed, at straffesagen ikke var afgjort inden for rimelig tid, uden at det kunne bebrejdes gerningsmanden. Efter dagældende § 82, nr. 14 (svarende til nugældende § 82, stk. 1, nr. 13) kunne det tillægges formildende betydning, at der var gået så lang tid, at sædvanlig straf var unødvendig. Straffen kunne efter dagældende straffelovs § 83 bortfalde under formildende omstændigheder.
Efter lovændringen kan sagsbehandlingstiden derimod kun indgå som formildende omstændighed, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling inden for rimelig frist, jf. nugældende straffeloven § 82, stk. 2 og § 83.
Højesteret fastlagde allerede i 2012 et princip om, at en sagsbehandlingstid, der i væsentligt omfang overstiger det rimelige, kan kompenseres ved strafnedsættelse eller bortfald, jf. U 2012.2315/1 H og UfR 2012.2316 H — men også, at trafiksikkerhedshensynene bag frakendelsesreglerne som udgangspunkt vejer tungere, så frakendelsen ikke gøres betinget alene af denne grund.
Begge byretter ydede kompensation for sagsbehandlingstiden i selve strafudmålingen efter Højesterets 2012-principper, men nåede forskellige resultater for frakendelsen.
Sag 1 (byret): Tiltalte fandtes skyldig. Bøden, der efter indkomstforholdene skulle have været 3.000 kr., skulle bortfalde, da sagsbehandlingstiden (ca. 3 år og 10 måneder ved byrettens dom) i så væsentligt omfang havde oversteget det rimelige, jf. dagældende straffelovs § 82, nr. 13, og § 82, 2. pkt. samt princippet heri, jf. U 2012.2315/1 H. Byretten fandt dog ikke, at sagsbehandlingstiden var tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelsen betinget eller forkorte den, og frakendte førerretten ubetinget i 6 måneder.
Sag 2 (byret): Tiltalte havde tilstået samtlige forhold. Fængselsstraffen blev gjort betinget, og bøden udmålt under hensyn til den lange sagsbehandlingstid efter 2012-principperne. Byretten fandt her grundlag for at gøre frakendelsen betinget (3 år). Der blev navnlig lagt vægt på:
Byretten fremhævede, at der helt undtagelsesvist var grundlag for at gøre frakendelsen betinget.
| Instans | Sag 1 (hastighed/kørselsforbud) | Sag 2 (narkokørsel/andengangstilfælde) |
|---|---|---|
| Byret | Ubetinget frakendelse 6 mdr.; bøde bortfaldt | Betinget frakendelse 3 år; betinget fængsel |
| Landsret | Stadfæstede (ubetinget) | Ændrede til ubetinget frakendelse |
Sag 1 (landsret): Landsretten bemærkede, at lang sagsbehandlingstid som udgangspunkt ikke er tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelse betinget efter færdselsloven § 126, stk. 2 eller efter princippet i dagældende straffelovs § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., jf. princippet i UfR 2012.2316 H. En ualmindelig lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltaltes forhold, kan dog helt undtagelsesvist føre til, at en ellers ubetinget frakendelse gøres betinget, jf. U 2020.3527 V. Efter en samlet vurdering — og under henvisning til, at forholdene var begået inden tre år efter kørselsforbuddet — fandt landsretten hverken på baggrund af sagsbehandlingstiden (ca. 5 år og 6 måneder ved landsrettens dom) eller de personlige forhold, at der forelå sådanne helt særligt formildende omstændigheder. Frakendelsen forblev ubetinget.
Sag 2 (landsret): Anklagemyndigheden havde anket den betingede frakendelse. Landsretten fandt, at sagsbehandlingstiden (5 år og 4 måneder ved domsafsigelsen) — navnlig henset til, at der var tale om et andengangstilfælde — ikke udgjorde tilstrækkeligt grundlag for helt undtagelsesvist at gøre frakendelsen betinget. Frakendelsen blev gjort ubetinget.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i begge sager, så de kan prøves ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1.
Det principielle spørgsmål er, om — og under hvilke betingelser — en ualmindelig lang sagsbehandlingstid, der ikke kan bebrejdes tiltalte, kan føre til, at en frakendelse af førerretten, der som udgangspunkt skal være ubetinget, helt undtagelsesvist gøres betinget. Sagerne giver Højesteret anledning til at præcisere rækkevidden af den undtagelse, der er anerkendt i landsretspraksis (U 2020.3527 V), herunder betydningen af, at forholdene er begået i gentagelsestilfælde (efter kørselsforbud henholdsvis i frakendelsestiden), og samspillet med skiftet i straffelovens § 82 og § 83 pr. 1. januar 2022.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/13268 og 25/20773.
