ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt to selskaber (A og B) begrænset tilladelse til at kære en kendelse fra landsretten til Højesteret i en konkurrenceretlig erstatningssag om ansvarsgrundlag på markedet for værdihåndtering. Tilladelsen er begrænset til sagens påstand 2 om, hvorvidt det dominerende selskab A havde misbrugt sin stilling ved at anvende urimeligt lave priser (predatory pricing) over for otte detailkunder, hvor priserne lå over de gennemsnitlige variable omkostninger men under de gennemsnitlige totale omkostninger.
Frem til 2016 var der på markedet for værdihåndteringsydelser tre konkurrenter — i omtalen benævnt A, B og C. A var ejet af et stort antal banker. I 2016 købte B selskabet A, der fortsatte som selvstændigt selskab og senere skiftede navn. Efter opkøbet fik A en samlet markedsandel på ca. 80 % og indtog dermed en dominerende stilling på markedet for værdihåndtering.
I forbindelse med opkøbet blev der indgået en tillægsaftale til overdragelsesaftalen. Tillægsaftalen indeholdt en klausul, hvorefter de sælgende banker forpligtede sig til fortsat at købe værdihåndteringsydelser hos A. Ifølge konkurrenten C medførte klausulen, at bankmarkedet reelt var lukket i perioden efter opkøbet.
C anlagde erstatningssøgsmål mod både A og B. Sø- og Handelsretten udskilte spørgsmålet om ansvarsgrundlag til forlods forhandling og afgørelse, jf. retsplejeloven § 253, stk. 1 og 2.
Under delsagen om ansvarsgrundlag fremsatte C to selvstændige anbringender:
Påstand 1: Sø- og Handelsretten fandt, at A og B havde handlet ansvarspådragende, og tog C's påstand 1 til følge.
Påstand 2: Retten fandt indledningsvis, at bevisførelsen ikke gav grundlag for at fastslå, at A overhovedet havde afgivet tilbud over for én af de ni detailkunder, og denne del af sagen udgik derfor. For de resterende otte detailkunder fandt retten:
| Antal tilbud | Prisniveau | Vurdering |
|---|---|---|
| 1 tilbud | Under AVC (gennemsnitlige variable omkostninger) | Lavere end de variable omkostninger |
| 7 tilbud | Under ATC (gennemsnitlige totale omkostninger), men over AVC | Mellem variable og totale omkostninger |
Retten fandt ikke, at der forelå nogen elimineringshensigt fra A's side. Den fandt imidlertid, at der ikke var godtgjort en objektiv begrundelse for prissætningen, og at prissætningen medførte en sandsynlighed for eliminering af konkurrenten C til skade for konkurrencen og forbrugerne.
Rettens flertal fandt det herefter godtgjort, at der i de otte sager forelå en overtrædelse af TEUF artikel 102 og konkurrenceloven § 11, og tog C's påstand 2 til følge vedrørende de otte detailkunder. B blev frifundet for påstand 2.
Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kærede A og B Sø- og Handelsrettens kendelse til landsretten.
Påstand 1: Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse.
Påstand 2: Landsretten lagde til grund, at de af A tilbudte priser til de otte detailkunder alle lå over AVC men under ATC. Landsretten fandt herefter, at prissætningen ud fra en objektiv betragtning alene kunne anses for meningsfuld, hvis den var et udslag af A's interesse i at eliminere sine konkurrenter for efterfølgende at drage fordel af sin monopolstilling til at forhøje priserne.
Landsretten lagde videre til grund, at A's prissætning over for de otte kunder var egnet til at udkonkurrere A's mest effektive konkurrent, C — og i øvrigt også B.
A måtte dermed anses for at have misbrugt sin dominerende stilling og derved at have handlet ansvarspådragende over for C. Landsretten tiltrådte derfor, at C's påstand 2 var taget til følge i det af Sø- og Handelsrettens flertal afsagte omfang.
Procesbevillingsnævnet har meddelt A og B begrænset tilladelse til kære til Højesteret for så vidt angår sagens påstand 2.
Det principielle spørgsmål, der herefter kan prøves ved Højesteret, angår ansvarsgrundlaget ved underbudspriser (predatory pricing) efter TEUF artikel 102 og konkurrenceloven § 11 — herunder navnlig den retlige betydning af, at en dominerende virksomheds priser ligger mellem de gennemsnitlige variable og de gennemsnitlige totale omkostninger (over AVC, under ATC), og hvilken vægt der skal lægges på henholdsvis manglende elimineringshensigt og manglende objektiv begrundelse ved vurderingen af, om der foreligger et ansvarspådragende misbrug.
Tilladelsen er meddelt som en begrænset kæretilladelse efter retsplejeloven § 253, stk. 4, hvorefter en tilladelse til at indbringe en udskilt delafgørelse for Højesteret som 3. instans kan begrænses til en del af sagen, når særlige grunde taler for det, og sagen angår spørgsmål af principiel karakter. Påstand 1 (klausulen i tillægsaftalen) er ikke omfattet af tilladelsen og kan derfor ikke prøves særskilt ved Højesteret.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/09487.
