ProcesbevillingsnævnetEn kvinde pådrog sig ved en velindiceret operation for svær endometriose i 2012 en række komplikationer — anastomoselækage, fisteldannelse, urinlederpåvirkning og nyresten. Spørgsmålet var, om patientskaden var erstatningsberettigende efter tålereglen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, herunder om sjældenhedskriteriet skal vurderes for hver enkelt komplikation eller for kombinationen samlet. Efter at både byret og landsret havde frifundet Ankenævnet for Patienterstatningen, meddelte Procesbevillingsnævnet tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret.
Kvinden blev i september 2012 opereret for endometriose i svær grad. Operationen var velindiceret og blev udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.
Uanset den korrekte behandling pådrog kvinden sig ved indgrebet og det efterfølgende hospitalsforløb flere komplikationer:
Det var under sagen ubestridt, at kvinden havde lidt en patientskade. Tvisten angik alene, om skaden var erstatningsberettigende efter tålereglen i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4.
Erstatning ydes, hvis der som følge af undersøgelse eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.
Patientskademyndighederne fandt, at hverken alvorligheds- eller sjældenhedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4 var opfyldt.
Om sjældenhedskriteriet udtalte Ankenævnet for Patienterstatningen, at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden, idet de enkelte komplikationer hver for sig forekom i mere end 2 procent af tilfældene ved operation for endometriose.
Kvinden indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene med:
Til støtte for den principale påstand gjorde kvinden gældende, at der i forhold til sjældenhedskriteriet som udgangspunkt må tages udgangspunkt i sjældenheden for den kombination og det omfang af komplikationer, som kvinden var blevet pådraget. Det forhold, at de enkeltstående komplikationer i sig selv kunne ske i mere end 2 procent af tilfældene, var således uden betydning.
Til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand gjorde kvinden gældende, at ankenævnet ikke havde taget stilling til hyppigheden af kombinationen af ansøgerens komplikationer.
Under byretssagen skete der forelæggelse for Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at ved den for sagen relevante operation ville:
| Komplikation | Estimeret hyppighed |
|---|---|
| Anastomoselækage | ca. 10 % |
| Fisteldannelse | 2-6 % |
| Ureterskade (urinleder) | ca. 5 % |
Retslægerådet udtalte videre, at der ikke forelå sikre data på de udbedte kombinationer af de nævnte komplikationer.
Retten i Esbjerg (sag BS-8919/2018-ESB) frifandt ved dom af 21. marts 2023 Ankenævnet for Patienterstatningen, jf. byrettens dom.
Byretten fandt, at der hverken i relation til alvorligheds- eller sjældenhedskriteriet var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
Om sjældenhedskriteriet udtalte byretten, at ingen af kvindens komplikationer "isoleret set" opfyldte kravet om sjældenhed, og at der ikke forelå oplysninger om, at kombinationen af komplikationerne var så sjælden, at de i lyset af grundlidelsens alvor kunne føre til, at de oversteg, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle.
Byretten tog herefter ankenævnets frifindelsespåstand til følge.
Kvinden ankede byrettens dom. Vestre Landsret (sag BS-19660/2023-VLR) stadfæstede ved dom af 8. marts 2024 byrettens dom, jf. landsrettens dom.
I forhold til sjældenhedskriteriet udtalte landsretten, at ingen af kvindens komplikationer "isoleret betragtet" kunne anses for sjældne i lovens forstand. Landsretten udtalte videre, at der efter bevisførelsen ikke var påvist et lægefagligt grundlag for at konkludere, at komplikationerne havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at de skulle vurderes som et samlet skadesbillede, eller i øvrigt at komplikationerne i kombination forekom sjældent i lovens forstand. Sjældenhedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4 var derfor ikke opfyldt.
Landsretten tiltrådte derfor og i øvrigt af de grunde, som var anført af byretten, efter en samlet vurdering, at kvindens skade ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle, og stadfæstede byrettens dom.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Ankenævnet for Patienterstatningen | Hverken alvorligheds- eller sjældenhedskriteriet opfyldt | Afslag |
| Retten i Esbjerg (BS-8919/2018-ESB) | Frifandt ankenævnet | Anket |
| Vestre Landsret (BS-19660/2023-VLR) | Stadfæstede byrettens dom | Tilladelse søgt til Højesteret |
| Procesbevillingsnævnet (j.nr. 24/09297) | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet behandlede sagen under j.nr. 24/09297 og meddelte tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret.
Det principielle spørgsmål er forståelsen af tålereglen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4 — navnlig hvordan sjældenhedskriteriet skal anvendes, når en patient pådrager sig flere komplikationer: Skal hver enkelt komplikations hyppighed vurderes isoleret, eller skal vurderingen foretages for kombinationen og det samlede omfang af komplikationerne? Sagen rejser dermed et generelt fortolkningsspørgsmål om afgrænsningen af, hvad en patient med en alvorlig grundlidelse med rimelighed må tåle.
Da Procesbevillingsnævnet ikke er en ankeinstans, tager nævnet ikke stilling til selve tvisten, men alene til, om sagen må prøves af Højesteret. Højesteret skal herefter tage stilling til, om landsrettens fortolkning af tålereglen er korrekt.
