ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret i to straffesager om forbuddet mod brug af håndholdt teleudstyr under kørsel i færdselslovens § 55 a, stk. 1. I begge sager havde politividner observeret de tiltalte med en mobiltelefon i hånden under kørslen, men landsretterne nåede modsatte resultater af, om dette i sig selv udgør strafbar benyttelse. Sagerne rejser det principielle spørgsmål om, hvad der kræves for at anse forbuddet for overtrådt.
Efter færdselsloven § 55 a, stk. 1 må førere af køretøjer ikke under kørsel benytte sig af håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater.
Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater, jf. dog stk. 2-5.
De tiltalte i begge sager var tiltalt for overtrædelse af bestemmelsen ved som førere af en bil at have benyttet en mobiltelefon under kørslen.
Det centrale fortolkningsspørgsmål er, hvad der ligger i kravet om at benytte sig af udstyret. Det fremgår af forarbejderne til den teknologineutrale udvidelse af forbuddet (lovforslag nr. 42 af 3. oktober 2018), at forbuddet omfatter enhver benyttelse — opkald, SMS/MMS, brug af internet, kamera- og optagefunktioner mv. — og at det udtrykkeligt også er i strid med bestemmelsen at holde udstyret i hånden for at aflæse uret på displayet, fordi føreren da må håndtere apparatet.
I begge sager fandt byretterne de tiltalte skyldige.
I sag 1 lagde byretten vægt på politividnets forklaring, som retten fandt sikker, detaljeret og troværdig. Byretten fandt det herefter bevist, at tiltalte var skyldig, og idømte en bøde på 1.500 kr.
I sag 2 lagde byretten vægt på politividnets forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger og fandt tiltalte skyldig. Tiltalte blev idømt en bøde på 2.500 kr. Da tiltalte inden for en periode på 3 år havde gjort sig skyldig i tre forhold omfattet af klippekortordningen, blev tiltalte desuden betinget frakendt førerretten i tre år.
De to ankesager fik forskelligt udfald i landsretten.
| Sag | Byret | Landsret | Udfald i landsret |
|---|---|---|---|
| Sag 1 | Domfældt, bøde 1.500 kr. | Frifindelse | Anklagemyndigheden havde ikke bevist benyttelse |
| Sag 2 | Domfældt, bøde 2.500 kr. + betinget frakendelse | Stadfæstet skyld, bøden bortfaldt | Lang sagsbehandlingstid |
Landsretten gennemgik forarbejderne til færdselsloven § 55 a, stk. 1 og lagde efter politividnets sikre og detaljerede forklaring til grund, at tiltalte havde holdt en mobiltelefon i hånden under kørslen, mens hånden hvilede på rattet. Da politividnet — mod tiltaltes benægtelse — imidlertid ikke havde forklaret, at tiltalte benyttede mobiltelefonens funktioner som anført i forarbejderne, fandt landsretten, at anklagemyndigheden ikke havde bevist en overtrædelse. Tiltalte blev frifundet.
Denne frifindelse svarer til Østre Landsrets dom af 11. februar 2026 (SS-2108/2025-OLR), der stadfæstede frifindelsen med den begrundelse, at blot at holde telefonen i hånden uden påvist funktionsmæssig brug ikke rammer forbuddets kerne. Byretssagen blev behandlet ved Retten i Hillerød ().
De to sager illustrerer den uafklarede grænse i fortolkningen af "benytte sig af" i færdselsloven § 55 a, stk. 1:
Spørgsmålet om, hvorvidt det i sig selv er strafbart at holde et håndholdt kommunikationsapparat i hånden under kørsel, eller om anklagemyndigheden skal bevise en konkret funktionsmæssig benyttelse, har givet anledning til divergerende afgørelser ved landsretterne — herunder dissens i tidligere sager om bl.a. at holde telefonen op mod bakspejlet. Det gør spørgsmålet egnet til prøvelse ved Højesteret.
Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling (appeltilladelse til Højesteret) i begge straffesager, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1. Tilladelse til anke til Højesteret af en landsretsdom i en straffesag gives, når sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.
Nævnet har fundet, at sagerne — der på sammenlignelige faktiske grundlag har fået modsatte resultater i landsretten — rejser et principielt spørgsmål om, hvad der kræves for at anse forbuddet mod benyttelse af håndholdt teleudstyr under kørsel i færdselsloven § 55 a, stk. 1 for overtrådt, herunder om det er tilstrækkeligt at holde et apparat i hånden, eller om der skal føres bevis for benyttelse af apparatets funktioner.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/05817 og j.nr. 26/07223.
I sag 2 forstod landsretten tiltaltes forklaring sådan, at tiltalte bestred overhovedet at have haft fat i sin telefon under kørslen, idet hændelsesforløbet fandt sted, mens tiltalte holdt stille. Politividnet havde heroverfor forklaret, at tiltalte under kørslen i det pågældende kryds havde sin telefon i den ene hånd, og havde bestridt, at tiltalte holdt stille ved et busstoppested. Landsretten fandt politividnets forklaring troværdig og fandt det bevist, at tiltalte havde benyttet telefonen under kørslen. Landsretten tiltrådte derfor, at tiltalte var skyldig, men fandt, at bøden skulle bortfalde grundet lang sagsbehandlingstid, og stadfæstede byrettens dom med denne ændring.
