Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om forældrekompetenceundersøgelsers alder og kulturelle hensyn i sag om fortsat tvangsanbringelse

Sagen indbragt for domstolene — strid om undersøgelsernes gyldighed

Kvinden anmodede om, at Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for retten. Hun nedlagde påstand om:

• principalt ophævelse af afgørelsen, og
• subsidiært nedsættelse af genbehandlingsfristen.

Barnet var enig i kvindens påstand. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse.

Moderens anbringender

Kvinden gjorde navnlig gældende:

• at hun havde udviklet sig meget siden den seneste forældrekompetenceundersøgelse,
• at Kommune A i 2022 havde vurderet, at hun havde de nødvendige kompetencer til at få hjemgivet det andet barn,
• at det 15-årige barn ønskede at komme hjem, og
• at der burde udarbejdes en ny forældrekompetenceundersøgelse.

I den forbindelse blev det gjort gældende, at de tidligere undersøgelser ikke havde taget hensyn til kvindens kulturelle baggrund, herunder fordi der ikke havde medvirket tolk.

Byrettens dom — stadfæstelse med dissens om genbehandlingsfristen

Byretten var enig med Ankestyrelsen i, at forældrekompetenceundersøgelserne kunne lægges til grund i sagen.

Retten var sat med tre dommere, og der var dissens om fristen:

Dommen blev afsagt efter stemmeflertallet, således at Ankestyrelsens afgørelse blev stadfæstet med den ændring, at genbehandlingsfristen blev fastsat til 1 år.

Procesbevillingsnævnet meddelte den 11. april 2025 kvinden tilladelse til anke til landsretten af byrettens dom (2.-instansbevilling).

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Under landsrettens behandling nedlagde barnet — nu påstand om stadfæstelse (modsat ved byretten).

Landsretten afviste moderens indsigelser mod undersøgelsernes gyldighed og aktualitet:

• Sproglig/kulturel baggrund: Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at forældrekompetenceundersøgelserne var behæftet med betydelige fejl på grund af utilstrækkelig hensyntagen til kvindens sproglige og kulturelle baggrund fra Færøerne.
• Forældelse: Landsretten fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at undersøgelserne var forældede, idet vurderingerne om kvindens vanskeligheder havde en sådan varig karakter, at fraværet af en nyere undersøgelse ikke i sig selv kunne føre til tilsidesættelse af afgørelsen.
• Hjemgivelsen i 2022: At kvinden i 2022 havde fået hjemgivet et andet barn, kunne ikke føre til en anden vurdering. Det andet barn med særlige behov måtte formodes at trække på kvindens i forvejen begrænsede ressourcer.

Landsretten lagde ved den samlede vurdering også vægt på, at afgørelserne i børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og byretten var truffet i enighed og under medvirken af børnesagkyndige, samt at barnet, der nu var 17 år, havde tilsluttet sig påstanden om stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets tilladelse til prøvelse ved Højesteret

Det principielle spørgsmål i sagen angår sagens oplysning i en sag om tvangsanbringelse — nærmere bestemt, om grundlaget for fortsat anbringelse er tilstrækkeligt, når afgørelsen i vidt omfang hviler på forældrekompetenceundersøgelser fra 2010 og 2015, og under hvilke omstændigheder der må kræves en ny, opdateret undersøgelse, herunder med inddragelse af forælderens sproglige og kulturelle baggrund og eventuel tolkebistand.

Procesbevillingsnævnet meddelte på den baggrund tilladelse til, at sagen kan prøves i tredje instans ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, stk. 1, idet sagen er af principiel karakter.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/31683.