ProcesbevillingsnævnetEn irakisk statsborger, der var født og opvokset i Danmark og mindreårig på gerningstidspunktet, blev i en straffesag om bl.a. grov vold med golfkølle udvist med tidsbegrænset indrejseforbud. Byretten fastsatte indrejseforbuddet til 12 år, mens landsretten nedsatte det til 6 år. Procesbevillingsnævnet meddelte den domfældte tredjeinstansbevilling, så Højesteret kan tage stilling til udvisningen af en udlænding med meget stærk tilknytning til Danmark, hvis kriminalitet alene er begået som mindreårig.
Den tiltalte var irakisk statsborger og født og opvokset i Danmark. Han var ugift og havde ingen børn.
Han var tidligere straffet med flere betingede domme, bl.a. for personfarlig kriminalitet, men samtlige tidligere idømte forhold var begået, mens tiltalte var mindreårig. Han var ikke tidligere meddelt en advarsel om udvisning.
Dette placerer sagen i den særlige kategori af udlændinge, hvor der efter EMRK artikel 8 og Menneskerettighedsdomstolens praksis (jf. Maslov mod Østrig (2008)) skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, fordi der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet og har tilbragt hele sin barndom og ungdom her.
Den tiltalte var sammen med en medtiltalt tiltalt for blandt andet grov vold under særdeles skærpende omstændigheder i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247.
Volden bestod i, at forurettede var blevet tildelt:
hvorved forurettede som følge af overfaldet havde været i livsfare.
Tiltalte var herudover tiltalt for tyveri af et løbehjul og for at have været i besiddelse af en mobiltelefon i arresten. Samtlige forhold var begået, mens tiltalte var .
Byretten fandt tiltalte skyldig i grov vold ved at have tildelt forurettede slag på kroppen og i hovedet, herunder med en golfkølle, men fandt, at volden ikke var begået under særdeles skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 246. Tiltalte blev tillige fundet skyldig i de to øvrige forhold.
Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år, som tillige omfattede en betinget dom af 20. april 2021 på 8 måneders fængsel.
Byretten udviste tiltalte med et indrejseforbud i 12 år og lagde herved vægt på:
hvilket endvidere medførte, at det ikke kunne tillægges væsentlig betydning, at tiltalte var under 18 år på gerningstidspunktet.
Efter en proportionalitetsafvejning – hvor byretten bl.a. lagde vægt på, at tiltalte ikke var gift eller havde børn, og at han i kraft af sit kendskab til kulturen og det kurdiske sprog ikke ville stå helt uden forudsætninger ved en tilbagevenden til den kurdiske del af Irak – fandt byretten, at tiltalte skulle udvises. Indrejseforbuddet blev fastsat til 12 år, fordi udvisning med indrejseforbud for bestandig med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Den tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse og formildelse.
Landsretten fandt tiltalte skyldig i grov vold ved at have slået forurettede én gang i hovedet med en golfkølle og ved at have tilsluttet sig den resterende vold. Landsretten tiltrådte, at voldsforholdet ikke var henført under straffelovens § 246.
Tiltalte blev idømt fængsel i 2 år og 2 måneder, fastsat som en tillægsstraf til en dom af 11. maj 2023 på fængsel i 10 måneder.
Landsretten udtalte, at der som følge af tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og hans manglende tilknytning til Irak skulle foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Dette blev yderligere støttet af, at tiltalte:
Landsretten fandt dog efter omstændighederne ved voldsudøvelsen og oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder hans tidligere straffe, at der var en betydelig risiko for, at tiltalte også fremover ville begå personfarlig kriminalitet.
Da tiltalte på baggrund af sine personlige forhold og kendskab til sproget ikke kunne anses for uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, fandt landsretten, at de hensyn, der talte for udvisning, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, der talte imod.
Landsretten var enig med byretten i, at hensynene imod udvisning førte til, at indrejseforbuddet skulle være tidsbegrænset, og fastsatte det til 6 år.
Afgørelsen følger den linje, der bl.a. kommer til udtryk i Højesterets praksis om udvisning af unge tredjelandsstatsborgere med stærk dansk tilknytning (jf. U.2020.132 H), hvor risikoen for fortsat personfarlig kriminalitet tillægges afgørende vægt.
Procesbevillingsnævnet meddelte den domfældte tredjeinstansbevilling til at indbringe landsrettens dom for Højesteret, jf. retsplejelovens § 932.
Sagen rejser et principielt spørgsmål om grænserne for proportionalitetsafvejningen ved udvisning, jf. udlændingelovens § 26 og EMRK artikel 8, når der er tale om en udlænding, der:
Højesteret skal herefter tage stilling til, om disse momenter samlet kan føre til, at udvisning med tidsbegrænset indrejseforbud udgør et uproportionalt indgreb, eller om hensynet til risikoen for fortsat personfarlig kriminalitet kan begrunde udvisning.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/46883.
