Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling i to sager om tilbagebetaling af for meget udbetalt erhvervsevnetabserstatning modtaget "mod bedre vidende"

To arbejdsskadelidte pålagt at tilbagebetale erhvervsevnetabserstatning efter ændret indtægt

I begge sager havde den skadelidte været udsat for en arbejdsulykke, der blev anerkendt som en arbejdsskade, og begge modtog løbende midlertidig erhvervsevnetabserstatning, der senere blev nedsat og krævet delvist tilbagebetalt, fordi den skadelidte var kommet i (mere) arbejde og havde fået væsentligt højere indtægt.

Fælles for sagerne er det retlige spørgsmål: Havde den skadelidte modtaget den for meget udbetalte erstatning mod bedre vidende, jf. arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3? Bestemmelsen pålægger Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at træffe afgørelse om tilbagebetaling, når den tilskadekomne:

i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

Sag 1: Overgang fra ledighedsydelse til midlertidigt fleksjob (70 % → 40 %)

For den ene skadelidte traf arbejdsskademyndighederne afgørelse om ret til midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 70 %, fastsat på baggrund af, at hun modtog ledighedsydelse.

• Den 1. maj 2019 blev hun ansat i et midlertidigt fleksjob, hvilket hun den 8. august 2019 oplyste Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om.
• Ved midlertidig afgørelse af 14. januar 2020 blev erhvervsevnetabet nedsat til 40 % på baggrund af fleksjobbet, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besluttede, at hun skulle tilbagebetale den for meget udbetalte erstatning (30 procentpoint) fra den 1. maj 2019.
• Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen, dog således at tilbagebetalingen først skulle ske fra den 1. juni 2019.

Sag 2: Overgang fra virksomhedsrevalidering til fuldtidsarbejde (45 % → under 15 %)

For den anden skadelidte traf arbejdsskademyndighederne afgørelse om ret til midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 45 %, fastsat på baggrund af, at han var i virksomhedsrevalidering og modtog løn samt supplerende sygedagpenge.

• Den 1. maj 2019 begyndte han at arbejde fuld tid og til fuld løn, hvilket han i juni og september 2019 oplyste Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om.
• Ved afgørelse af 18. marts 2021 blev erhvervsevnetabet for en periode fra den 1. maj 2019 fastsat til mindre end 15 %, og han blev pålagt at tilbagebetale den for meget udbetalte erstatning (45 procentpoint) for samme periode.
• Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen.

Begge skadelidte indbragte Ankestyrelsens afgørelser om tilbagebetaling for domstolene.

Byret og landsret frifandt Ankestyrelsen i begge sager

Sag 1 — fleksjob-sagen

Byretten fandt, at den skadelidte ved overgangen til fleksjob overgik til at modtage en anden offentlig ydelse (fleksjobtilskud) samt løn fra en arbejdsgiver, hvorved hendes månedlige indtægt steg ca. 86 %. Uanset at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var orienteret om overgangen, og uanset at hun ikke havde forudsætninger for at forstå de tekniske beregninger, fandt byretten, at hun havde modtaget beløbet mod bedre vidende, og at betingelserne for tilbagebetaling efter § 40 a, stk. 1, nr. 3 var opfyldt. Ankestyrelsen blev frifundet.

Landsretten anførte, at vurderingen af, om erstatningen var modtaget mod bedre vidende, beroede på en konkret og subjektiv vurdering af den skadelidtes forhold sammenholdt med sagens omstændigheder, herunder størrelsen af det for meget udbetalte beløb. Af de grunde, byretten havde anført, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, og byrettens dom blev stadfæstet.

Sag 2 — fuldtidsarbejde-sagen

Byretten fandt, at den skadelidte — henset til den væsentlige ændring i både antallet af arbejdstimer og lønindtægten, der steg med mere end 100 % — burde have indset, at overgangen til fuldtidsarbejde havde betydning for hans ret til erstatning. Efter en samlet vurdering, og da arbejdsskademyndighedernes sagsbehandlingstid ikke kunne føre til et andet resultat, var betingelserne for tilbagebetaling opfyldt, og Ankestyrelsen blev frifundet.

Landsretten tiltrådte dette og lagde navnlig vægt på, at den skadelidte var vejledt om forudsætningen for den midlertidige afgørelse (erhvervsevnetab på 45 %), og at han i den relevante periode i strid med denne forudsætning igen tjente ca. det samme som før skaden. Byrettens dom blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i begge sager

Procesbevillingsnævnet meddelte i begge sager tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling), jf. retsplejeloven § 371. Bevillingerne afspejler, at sagerne rejste et principielt fortolkningsspørgsmål om rækkevidden af kravet om at have handlet "mod bedre vidende" i arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3 — herunder hvilken grad af tilregnelse der kræves, og hvilken betydning det har, at den skadelidte faktisk havde orienteret myndighederne om ændringen i sin erhvervsmæssige situation.

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/01361 og j.nr. 25/07405.

Sagernes videre forløb i Højesteret

Begge bevillinger førte til principielle højesteretsdomme, hvor Højesteret fastslog, at udtrykket "mod bedre vidende" også omfatter tilfælde, hvor den tilskadekomne har udvist en betydelig grad af uagtsomhed, og at tilbagebetaling efter nr. 3 ikke forudsætter aktiv tilsidesættelse af oplysningspligten:

• I fuldtidsarbejde-sagen stadfæstede Højesteret ved dom af 8. januar 2026 landsrettens dom om tilbagebetaling (BS-24019/2025-HJR).
• I fleksjob-sagen stadfæstede Højesteret ved dom af 4. marts 2026 — med dissens 3-2 — ligeledes tilbagebetalingskravet (BS-24477/2025-HJR).