ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt appeltilladelse i en sag om, hvorvidt en international organisation kan påberåbe sig immunitet mod et erstatningssøgsmål fra en tidligere ansat, eller om opretholdelse af immuniteten ville krænke arbejdstagerens ret til en retfærdig rettergang efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Byretten afviste sagen på grund af immunitet, mens landsretten ophævede dommen og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
Arbejdstageren blev i 2017 ansat i en international organisation. I 2021 blev arbejdstageren tvunget til at indgå en ny kontrakt af kortere varighed, hvilket arbejdstageren ikke ønskede. Da der ikke kunne opnås enighed mellem parterne, ophævede den internationale organisation i 2023 kontrakten med arbejdstageren.
Tvisten blev indbragt for organisationens disciplinærudvalg ("Disciplinary Committee"), der er et rådgivende organ. Udvalget fastslog, at ophævelsen var sket med urette, og at forløbet omkring ophævelsen ikke opfyldte betingelserne for en retfærdig proces.
Den 12. marts 2024 blev arbejdstageren ikke desto mindre informeret om, at organisationen fastholdt beslutningen om ophævelse af kontraktforholdet, og at sagen efter organisationens opfattelse var afsluttet — uden at der blev tilbudt godtgørelse eller erstatning.
Arbejdstageren anlagde herefter sag mod den internationale organisation med påstand om erstatning. Organisationen påstod sagen afvist med henvisning til, at den nyder immunitet mod søgsmål som det foreliggende.
Byretten udskilte i medfør af retsplejeloven § 253, stk. 1 spørgsmålet om, hvorvidt organisationen i medfør af Konventionen om de Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter måtte anses tillagt immunitet i den pågældende situation.
Det centrale delspørgsmål var navnlig, om organisationen i fornødent omfang havde stillet et uafhængigt og effektivt tvisteløsningsorgan til rådighed for arbejdstageren til sikring af dennes ansættelsesretlige rettigheder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.
Byretten lagde indledningsvist til grund, at der mellem parterne var enighed om, at den internationale organisation havde rettigheder og immunitet svarende til dem, som FN og FN's institutioner nyder i medfør af Konventionen om de Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter.
Spørgsmålet var herefter, om organisationen konkret i sagen havde immunitet over for søgsmålet vedrørende ophævelsen.
Byretten bemærkede, at der var tale om en privatretlig ansættelsesaftale, der henviste til et regelsæt for behandling af tvister i ansættelsesforhold hos organisationen — herunder regler om en uafhængig "Disciplinary Committee" og om "Appeals".
Disse vilkår var kendt af arbejdstageren, da ansættelsesaftalen blev indgået med de vilkår, som var gældende for personer ansat hos den internationale organisation — herunder at organisationen efter aftale med Danmark var tillagt immunitet i forhold til søgsmål vedrørende privatretlige sager.
På denne baggrund tog byretten begæringen om afvisning til følge. Byretten bemærkede afslutningsvist, at arbejdstagerens anbringende efter EMRK artikel 6 — om at organisationen ikke i tilstrækkeligt omfang havde stillet et uafhængigt internt tvistbilæggelsesorgan eller andet alternativ til rådighed, og at arbejdstageren derfor havde ret til national domstolsprøvelse uanset immuniteten — ikke under de foreliggende omstændigheder kunne føre til et andet resultat. Sagen blev afvist.
Landsretten fastslog, at sagen angik, om arbejdstageren i medfør af EMRK artikel 6 havde haft rimelige alternative tvisteløsningsmuligheder til rådighed for effektivt at kunne beskytte sine rettigheder i anledning af ophævelsen.
Landsretten fremhævede, at organisationens disciplinærudvalg netop havde fastslået, at ophævelsen var sket med urette, og at forløbet ikke opfyldte betingelserne for en retfærdig proces. Organisationen havde trods dette fastholdt ophævelsen uden at tilbyde arbejdstageren godtgørelse eller erstatning eller muliggøre, at arbejdstageren kunne opnå dette.
Landsretten fandt under disse omstændigheder, at det ville indebære en krænkelse af arbejdstagerens ret til en retfærdig rettergang efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 at opretholde den internationale organisations immunitet over for et søgsmål iværksat af arbejdstageren i anledning af ophævelsen.
Landsretten ophævede således byrettens dom og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved byretten.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Udskilt spørgsmål om immunitet, jf. retsplejeloven § 253, stk. 1 | Sagen afvist (immunitet opretholdt) |
| Landsretten | Ophævede byrettens dom | Hjemvist til realitetsbehandling (immunitet kunne ikke opretholdes, jf. EMRK art. 6) |
Procesbevillingsnævnet har meddelt appeltilladelse, så sagen kan prøves ved Højesteret som 3. instans, jf. retsplejeloven § 371. Tilladelse hertil forudsætter, at sagen er af principiel karakter.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om samspillet mellem en international organisations folkeretlige immunitet efter Konventionen om de Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter og en arbejdstagers ret til adgang til domstolsprøvelse efter EMRK artikel 6 — herunder under hvilke betingelser manglen på et uafhængigt og effektivt internt tvisteløsningsorgan kan medføre, at immuniteten må vige til fordel for prøvelse ved de nationale domstole.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/31949.
| Procesbevillingsnævnet | Appeltilladelse til Højesteret | Tilladelse meddelt |
