Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om afsvækkelse af formodningen for et patents gyldighed i forbudssager om MS-lægemidler

Forbuds- og påbudsbegæringer mod V og S om MS-lægemidler

Et selskab B indgav i henholdsvis juli og august 2022 begæringer om midlertidige forbud og påbud mod henholdsvis V og S vedrørende fremstilling, udbud mv. af lægemidler til behandling af multipel sklerose.

V og S påstod sagerne nægtet fremme. Til støtte herfor gjorde de navnlig gældende, at det patent (stridspatentet), som B baserede sine begæringer på — og som var udstedt efter prøvelse i EPO's Examining Division (Det Europæiske Patentkontors prøvelsesafdeling) — var ugyldigt.

Betingelserne for at meddele et midlertidigt forbud eller påbud følger af retsplejeloven § 413, hvorefter den part, der anmoder om forbuddet eller påbuddet, bl.a. skal godtgøre eller sandsynliggøre, at parten har den ret, der søges beskyttet.

Sø- og Handelsretten nægtede fremme mod V, men meddelte forbud og påbud mod S

Sø- og Handelsretten nåede forskellige resultater i de to sager:

• Sagen mellem B og V: Retten fandt, at stridspatentet var ugyldigt som følge af manglende basis. Allerede som følge heraf fandtes der ikke grundlag for at tage B's begæring om midlertidigt forbud til følge.
• Sagen mellem B og S: S gjorde navnlig gældende, at stridspatentet manglede nyhed og opfindelseshøjde. Sø- og Handelsretten anførte, at det havde formodningen for sig, at stridspatentet var gyldigt, og at S ikke i tilstrækkelig grad havde svækket denne formodning. Retten fandt herefter, at B havde sandsynliggjort sin ret, og at de øvrige betingelser for forbud og påbud var opfyldt. B's anmodning blev taget til følge mod sikkerhedsstillelse.

Østre Landsrets vurdering af gyldighedsformodningen og EPO's foreløbige opposition

Sø- og Handelsrettens kendelser blev kæret til Østre Landsret. Under sagens behandling i landsretten fremkom Opposition Division ved EPO — på baggrund af et forsøg omtalt i en artikel — med en foreløbig vurdering, hvorefter stridspatentet måtte anses for ugyldigt som følge af utilstrækkelig beskrivelse.

Landsretten opstillede følgende bevismæssige udgangspunkt:

Der bestod en formodning for, at stridspatentet var gyldigt, og det påhvilede V og S som dem, der gjorde indsigelse mod patentets gyldighed, at godtgøre, at det grundlag, på hvilket EPO havde besluttet at udstede patentet, var så klart mangelfuldt eller fejlagtigt, at den vurdering, som Examining Division havde foretaget af gyldighedsbetingelserne, var så klart fejlagtig, at formodningen for patentets gyldighed ikke kunne opretholdes.

Landsretten lagde herefter vægt på karakteren af det i artiklen beskrevne forsøg samt forfatterens forbehold med hensyn til, hvilke konklusioner der kunne drages, herunder at der var behov for yderligere undersøgelser. Landsretten fandt på den baggrund, at forsøget og Opposition Division's vurdering — som kun var foreløbig — ikke medførte en sådan svækkelse af gyldighedsformodningen, at B ikke kunne anses for at have den påberåbte ret.

Landsretten meddelte forbud mod V og stadfæstede afgørelsen mod S

På dette grundlag:

• ændrede landsretten Sø- og Handelsrettens kendelse i sagen mod V og meddelte midlertidigt forbud og påbud til V mod sikkerhedsstillelse, og
• stadfæstede landsretten Sø- og Handelsrettens kendelse om at meddele midlertidigt forbud og påbud til S.

Procesbevillingsnævnets tilladelse til kære til Højesteret (j.nr. 23/51515 og 23/51642)

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelser kunne kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392. Tilladelse til kære af en landsretskendelse afsagt under appel forudsætter, at sagen er af principiel karakter, eller at særlige grunde i øvrigt taler for det.

Det principielle spørgsmål i sagerne angår, hvad der nærmere skal til for at afsvække formodningen for et patents gyldighed i forbindelse med behandlingen af en begæring om midlertidigt forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40 — herunder den bevismæssige betydning af en foreløbig opposition fra EPO's Opposition Division og af et endnu ikke endeligt videnskabeligt forsøg, når det vurderes, om rekvirenten har sandsynliggjort sin ret efter retsplejeloven § 413.

Sagerne behandles i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/51515 og 23/51642.