Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om beviskrav for årsagssammenhæng ved selvmord efter manglende psykiatrisk opfølgning (patientskade)

Manglende psykiatrisk opfølgning efter fødsel hos kvinde med kendt angst og depression

Sagen udspringer af et behandlingsforløb omkring en fødsel. Kvinden var blandt andet kendt med generaliseret angst, ængstelig personlighedsstruktur samt depression og blev under sin graviditet indlagt på en psykiatrisk afdeling, bl.a. på grund af selvmordstanker.

Under indlæggelsen blev der udarbejdet en efterfødselsplan, og i forbindelse med udskrivelsen blev det anført, at der skulle ske psykiatrisk opfølgning i tiden op til og umiddelbart efter fødslen.

Det centrale hændelsesforløb forløb over få dage:

• 30. oktober 2017 (kort før midnat): Kvinden fødte sit første barn.
• 2. november 2017: Kvinden blev udskrevet — uden at der var sket den planlagte psykiatriske opfølgning.
• Natten mellem 4. og 5. november 2017: Kvinden tog sit eget liv.

Dagen forud for selvmordet var ifølge enkemandens forklaring for byretten "en dag med klassisk trummerum".

Patienterstatningen og Ankenævnet afviste at anerkende selvmordet som patientskade

Boet efter kvinden klagede over forløbet til Patienterstatningen, der ved afgørelse af 2. oktober 2018 afviste at anerkende selvmordet som en patientskade. Begrundelsen var, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad en erfaren specialist ville have gjort under de konkrete omstændigheder, jf. specialiststandarden i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1.

Boet påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, der ved afgørelse af 11. september 2019 stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Boet indbragte herefter sagen for byretten.

Byretten tilsidesatte Ankenævnets afgørelse efter Retslægerådets besvarelser

Under byrettens behandling afgav Retslægerådet to besvarelser. Byretten fandt på baggrund af sagens oplysninger og Retslægerådets besvarelser, at der ved diagnosticeringen og behandlingen af kvinden var begået klare fejl.

Byretten lagde til grund, at:

• Det ikke var sikkert, at fejlene havde ændret forløbet, hvis de ikke var begået.
• Tvivlen efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet, de begåede fejl og den korte tid fra udskrivelse til selvmord måtte komme boet til gode.
• Det ikke kunne anses for usandsynligt, at fejlene var årsag til selvmordet.
• Det ikke kunne udelukkes, at selvmordet kunne være afværget, hvis de almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer havde været fulgt.

Byretten fandt herefter, at der var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse, og tog boets påstand om anerkendelse af patientskade til følge.

Landsrettens flertal frifandt Ankenævnet under henvisning til U 2019.3916 H

Ankenævnet for Patienterstatningen ankede dommen til landsretten.

Landsretten fastslog det generelle udgangspunkt om, at det er skadelidte, der skal bevise årsagsforbindelse mellem fejl og skade, men at beviskravet i tvivlsomme tilfælde kan lempes, hvis der klart er begået en ansvarspådragende fejl, der kunne have forårsaget skaden. Landsretten henviste i den forbindelse til Højesterets dom gengivet i U 2019.3916 H.

Såfremt det efter bevisførelsen måtte anses for usandsynligt, at behandlingen var årsag til skaden, forelå der ikke en erstatningsberettigende patientskade.

Landsretten fandt efter Retslægerådets besvarelser, at der ved den manglende etablering af den planlagte psykiatriske opfølgning og den manglende overvejelse af psykiatrisk tilsyn klart var begået fejl, som var erstatningspådragende. Da det ikke kunne vurderes, om kvinden alligevel ville have begået selvmord uden fejlene, skulle tvivlen komme boet til gode, således at der ikke krævedes overvejende sandsynlighed, men blot en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng.

Flertallet fandt herefter — på baggrund af Retslægerådets besvarelser og enkemandens forklaring om, at dagen før selvmordet "var en dag med klassisk trummerum" — at boet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en vis større (men ikke overvejende) sandsynlighed for, at fejlene havde påført kvinden en skade, som kunne være undgået. Ankenævnet blev derfor frifundet.

Mindretallet stemte for at stadfæste byrettens dom og fandt det sandsynliggjort, at kvinden ikke havde begået selvmord i umiddelbar forlængelse af fødslen, hvis hun havde fået den fornødne bistand efter de lægefaglige retningslinjer — og at der dermed var ført det fornødne bevis i form af en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse ved Højesteret

Sagen rejser et principielt spørgsmål om beviskravet for årsagssammenhæng i patientskadesager, hvor der klart er begået en erstatningspådragende behandlingsfejl, men hvor det ikke kan vurderes, om skaden — her et selvmord — alligevel ville være indtrådt. Det centrale er, hvilken grad af sandsynlighed ("en vis større sandsynlighed") der kræves, og hvordan tvivlen skal fordeles, jf. den lempede bevisstandard i U 2019.3916 H.

Procesbevillingsnævnet meddelte på den baggrund boet efter kvinden 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kan ankes til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/47553.