Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om arbejdsgiveransvar for personskade ved livbådsøvelse med frit fald fra boreplatform

Livbådsøvelse med frit fald udløst af Arbejdstilsynets påtale

Skadelidte arbejdede i 2016 på en boreplatform. I august 2016 deltog han i en livbådsøvelse med et såkaldt "live launch", hvor livbåden blev sendt af sted i frit fald fra boreplatformen ca. 45 meter, før den ramte havoverfladen.

Under øvelsen sad skadelidte i kaptajnsædet, der som det eneste sæde vendte med front mod havoverfladen (faldretningen), mens de øvrige deltagere sad bagudvendt. Ved nedslaget pådrog skadelidte sig nakkesmerter og blev efterfølgende sygemeldt. Hændelsen blev anerkendt som en arbejdsskade.

Baggrunden for øvelsen var et besøg fra Arbejdstilsynet, der havde påtalt, at der ikke var sket sejlads med livbådene siden 2010.

Den retlige ramme: offshoresikkerhedslovens krav om risikoreduktion

Skadelidte anlagde sag mod sin daværende arbejdsgiver. Byretten udskilte spørgsmålet om ansvarsgrundlaget til særskilt behandling.

Efter den dagældende offshoresikkerhedslovs § 10 skal arbejdsgiveren sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici forbundet med arbejdet er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt — den forpligtelse, der i offshoresikkerhedsloven i dag bl.a. genfindes for arbejdsgivere i § 53. Forpligtelsen knytter sig til det internationalt anerkendte ALARP-princip (As Low As Reasonably Practicable).

Byretten: arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig

Byretten fandt, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for personskaden. Retten lagde vægt på følgende:

• Arbejdstilsynet havde ikke stillet krav om en øvelse, hvor livbådene blev udløst ved frit fald.
• Det var ikke nødvendigt, at kaptajnen under nedkastningen sad i kaptajnsædet.
• Der var større risiko for piskesmæld, når man sad med fronten mod havoverfladen.

Med henvisning til en mail fra den udbyder af livbådskaptajnkurser, hvor skadelidte var uddannet — og som arbejdsgiveren også selv benyttede — fandt byretten, at det var kendt viden, der blev undervist i på kurset, at der var fare for piskesmæld, hvis kaptajnen sad med front mod havet. Nogen på boreplatformen burde have fået den viden, og ledelsen burde dermed også være bekendt med den.

Byretten konkluderede, at arbejdsgiveren med den viden — og uanset hvad producenten af livbåden i øvrigt havde anvist — kunne have undgået arbejdsulykken ved at placere skadelidte som de øvrige i båden.

Byretten afsagde deldom om, at arbejdsgiveren skulle anerkende erstatningsansvaret for personskaden (Retten i Kolding, BS-30323/2021-KOL).

Med Procesbevillingsnævnets tilladelse ankede arbejdsgiveren dommen til landsretten.

Landsretten: frifindelse med dissens om ALARP-princippets rækkevidde

Landsretten frifandt arbejdsgiveren med dissens.

Flertallet

Flertallet fandt det ikke bevist, at livbådsøvelsen var planlagt, tilrettelagt og gennemført på en måde, der kunne begrunde erstatningsansvar. Det var ikke godtgjort, at arbejdsgiveren på tidspunktet havde eller burde have indset, at skadelidte som følge af placeringen i kaptajnsædet kunne komme til skade som sket. Det var derfor ikke ansvarspådragende, at arbejdsgiveren ikke instruerede skadelidte i at placere sig i et bagudvendt sæde. Flertallet fandt, at arbejdsgiveren havde nedbragt risiciene så meget, som det var rimeligt praktisk muligt, jf. den dagældende offshoresikkerhedslovs § 10.

Mindretallet

Mindretallet fandt, at arbejdsgiveren havde tilsidesat sin forpligtelse ved at lade skadelidte sidde i kaptajnsædet under det frie fald. Efter ALARP-princippet havde arbejdsgiveren ikke alene en ubetinget pligt til at overholde lovgivning og forskrifter, men tillige en videregående pligt til at vurdere muligheden for helt at fjerne eller nedbringe risiciene. Arbejdsgiveren var bekendt med den rimelige praktiske mulighed for at gennemføre øvelsen uden at bemande kaptajnsædet, og ulykken kunne dermed være undgået.

Procesbevillingsnævnets tilladelse til prøvelse ved Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens dom kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, hvorefter tilladelse kan gives, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Sagen rejste det principielle spørgsmål om rækkevidden af arbejdsgiverens erstatningsansvar for personskade i forbindelse med en lovpligtig sikkerhedsøvelse, herunder hvor langt forpligtelsen efter den dagældende offshoresikkerhedslovs § 10 og det bagvedliggende ALARP-princip rækker, når en risiko kunne have været fjernet ved en anden tilrettelæggelse af øvelsen.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22668.

Højesteret afsagde efterfølgende dom den 26. september 2025 og stadfæstede byrettens afgørelse, således at arbejdsgiveren blev fundet ansvarspådragende, fordi sikkerhedsrisiciene ved det frie fald ikke var nedbragt i overensstemmelse med ALARP-princippet (BS-62638/2024-HJR).