ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at en sag om naboretlig erstatning for opsætningen af en 42 meter høj antennemast 8 meter fra skel til en beboelsesejendom kan prøves ved Højesteret. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om den voldsomme samfundsmæssige udvikling på telekommunikationsområdet skal tillægges vægt ved vurderingen af, om den naboretlige tålegrænse er overskredet, samt hvordan erstatningen i givet fald skal udmåles.
I 2021 opsatte et teleselskab en 42 meter høj antennemast på et naboareal til en beboelsesejendom. Masten blev placeret 8 meter fra skellet til beboelsesejendommen, og der kørte en lokalbane på det areal, hvor masten blev opsat.
Ejerne af beboelsesejendommen anlagde i 2022 sag mod teleselskabet med påstand om betaling af 450.000 kr. De gjorde gældende, at:
Teleselskabet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at der før opsætningen ikke var tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende mobilnet til at imødekomme befolkningens efterspørgsel, at masten var etableret i tilknytning til allerede eksisterende infrastruktur og derfor faldt naturligt ind i området, og at tålegrænsen ikke var overskredet. Subsidiært gjorde teleselskabet gældende, at en eventuel erstatning alene skulle tilkendes for den del af værdiforringelsen, der oversteg den naboretlige tålegrænse.
Der blev under sagen foretaget syn og skøn, hvor det i skønserklæringen blev vurderet, at opsætningen af antennemasten havde forringet beboelsesejendommens værdi med 200.000 kr.
Byretten dømte teleselskabet til at betale 200.000 kr.
Byretten udtalte, at det ikke var til hinder for et erstatningskrav fra en nabo, at antennemasten var lovligt opsat efter tilladelse fra de relevante myndigheder. Der kunne således være grundlag for et erstatningskrav, hvis opsætningen indebar en overskridelse af den naboretlige tålegrænse.
Det var efter en samlet vurdering rettens opfattelse, at antennemasten med dens placering og højde sammenholdt med reglerne for maksimal byggehøjde i området medførte en så væsentlig forringelse af det visuelle helhedsindtryk af beboelsesejendommen og gener ved udsynet fra ejendommen, at opsætningen af masten indebar en overskridelse af den naboretlige tålegrænse.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at ejendommen var beliggende tæt på jernbaneskinner, en togstation og en parkeringsplads, og at området derfor i forvejen var belastet af infrastrukturanlæg, som reducerede herlighedsværdien betydeligt. Byretten fastsatte erstatningen til 200.000 kr., svarende til den fulde værdiforringelse.
Teleselskabet ankede dommen til landsretten.
Under ankesagen biintervenierede brancheforeningen Teleindustrien til støtte for teleselskabet.
Teleselskabet gjorde supplerende gældende, at den samfundsmæssige betydning af mobile tele- og datatjenester havde undergået en voldsom udvikling, og at der havde været og fortsat var et betydeligt politisk fokus på udviklingen af mobil tele- og datainfrastruktur. Det samfundsmæssige behov var således et helt andet end ved tidligere behandlede sager, hvilket efter teleselskabets opfattelse måtte tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af tålegrænsen.
Landsrettens flertal fandt efter en samlet vurdering og af de samme grunde som byretten, at opsætningen havde overskredet den naboretlige tålegrænse. Flertallet fandt, at det i dette tilfælde — hvor masten var placeret så tæt på skel og naboejendommen, og hvor den medførte en så væsentlig forringelse af bl.a. det visuelle helhedsindtryk — ikke kunne føre til et andet resultat, at der havde været en betydelig samfundsmæssig udvikling på telekommunikationsområdet.
Flertallet fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 100.000 kr. under henvisning til, at erstatningen skulle tilkendes efter differenceerstatningsprincippet, jf. U 1999.353 H og U 2006.1290 H.
Landsrettens mindretal fandt på baggrund af samfundsudviklingen på telekommunikationsområdet og efter en konkret vurdering af generne ved masten, ejendommens beliggenhed og karakter samt områdets karakter, at det ikke kunne antages, at generne oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling. Mindretallet stemte for at tage teleselskabets frifindelsespåstand til følge.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet. Dommen er trykt som MAD 2024.275 Ø.
| Instans | Afgørelse | Erstatning |
|---|
Sagen rejser to principielle spørgsmål inden for naboretten:
Uenigheden mellem landsrettens flertal og mindretal — samt forskellen i forhold til byrettens fulde erstatning — understreger spørgsmålets uafklarede karakter og dermed sagens egnethed til principiel prøvelse ved Højesteret.
Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling, således at sagen kan prøves ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Tilladelse til anke af en landsretsdom som 3. instans meddeles, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/01559.
Den efterfølgende prøvelse førte til, at Højesteret ved dom af 17. april 2026 i sag BS-31573/2025-HJR fastslog, at den naboretlige tålegrænse var overskredet — også selv om ejendommen lå tæt på en lokalbane og en lokal vej — og fastsatte erstatningen skønsmæssigt til 300.000 kr.
| Byretten | Tålegrænsen overskredet — fuld erstatning | 200.000 kr. |
| Landsretten (flertal) | Tålegrænsen overskredet — differenceerstatning | 100.000 kr. |
| Landsretten (mindretal) | Tålegrænsen ikke overskredet | Frifindelse |
