Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om hvornår kortvarigt ophold i Sverige udgør udrejse og indrejse i udlændingelovens forstand

Udvist palæstinenser tiltalt for indrejse i strid med indrejseforbud for bestandig

Tiltalte er statsløs palæstinenser fra Libanon og var tidligere ved dom blevet udvist af Danmark, senest med et indrejseforbud gældende for bestandig. Efter udvisningen havde han haft ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård.

I den foreliggende straffesag var tiltalte tiltalt for at være indrejst i Danmark i strid med sit indrejseforbud, jf. udlændingeloven § 59 b. Forløbet op til sigtelsen var, at ansøgeren først blev antruffet i Sverige af svensk politi og få dage senere antruffet af politiet i Danmark.

Det retligt afgørende stridspunkt var, om den korte tur over grænsen til Sverige og tilbage overhovedet kunne kvalificeres som en udrejse af og en efterfølgende indrejse i Danmark i udlændingelovens forstand.

Tiltaltes forklaring: faldet i søvn i toget og under 12 timer i Sverige

I byretten forklarede tiltalte bl.a., at han ved en fejl var faldet i søvn i toget og først vågnede i Sverige. Efter hans egen forklaring havde han opholdt sig i Sverige i ikke over 12 timer.

Tiltalte forklarede samtidig, at han på tidspunktet havde været bekendt med, at han var udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende for bestandig.

Forklaringen rejste dermed spørgsmålet om, hvorvidt et utilsigtet og ganske kortvarigt ophold på under et halvt døgn i et naboland kan udløse strafansvar for indrejse i strid med et indrejseforbud, når den pågældende vender tilbage til Danmark.

Byretten: fængsel i 1 år og udvisning med indrejseforbud i 6 år

Byretten fandt tiltalte skyldig og fastsatte straffen til fængsel i 1 år samt udviste tiltalte af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Byretten lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren var blevet antruffet i Sverige af svensk politi, og at han derefter var indrejst i Danmark. Byretten fandt ikke, at forklaringen om, at han var udrejst til Sverige ved en fejl, kunne føre til en ændret vurdering.

Byretten fandt det herefter bevist, at tiltalte forsætligt var indrejst i strid med indrejseforbuddet.

Landsretten stadfæstede og afviste, at grænsepassagen ikke var udrejse/indrejse

Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte, at tiltalte af de af byretten anførte grunde var skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Landsretten tog udtrykkeligt stilling til det principielle spørgsmål:

Landsretten havde ikke fundet grundlag for at anse tiltaltes udrejse til Sverige og tilbagerejse til Danmark for ikke at være en udrejse af, henholdsvis indrejse i Danmark i udlændingelovens forstand.

Med andre ord anså landsretten den kortvarige tur til Sverige og tilbage for en reel udrejse og efterfølgende indrejse efter udlændingeloven. Landsretten fandt desuden straffastsættelsen passende, og byrettens dom blev herefter stadfæstet.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling om udrejse-/indrejsebegrebet

Procesbevillingsnævnet har meddelt tiltalte tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling i en straffesag), jf. retsplejeloven § 932.

Tilladelsen er begrundet i sagens principielle karakter: Sagen angår, hvornår en udlændings kortvarige ophold i et andet land og efterfølgende tilbagerejse til Danmark udgør en udrejse af, henholdsvis indrejse i Danmark i udlændingelovens forstand — og dermed hvornår strafansvaret efter udlændingeloven § 59 b for indrejse i strid med et indrejseforbud udløses. Spørgsmålet har navnlig betydning i den foreliggende situation, hvor opholdet i nabolandet efter den tiltaltes forklaring varede under 12 timer og angiveligt skete ved en fejl.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18366.