ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt en tiltalt tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse om fortsat varetægtsfængsling indtil dom i en ankesag til Højesteret. Sagen er principiel, fordi den rejser spørgsmålet om, hvorvidt den særlige bestemmelse om nægtet prøveløsladelse ved bandekonflikt (straffelovens § 38, stk. 5) kan inddrages i proportionalitetsvurderingen, så varetægtsperioden kan overstige den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid.
Tiltalte blev den 31. august 2022 anholdt og varetægtsfængslet for overtrædelse af blandt andet straffeloven § 245, stk. 1 for sammen med tre andre at have overfaldet en person, der var medlem af en konkurrerende bandegruppering. Tiltalte og de tre medtiltalte var alle enten medlemmer af eller tilknyttet henholdsvis Hells Angels MC eller AK81.
Ved byrettens dom af 18. december 2023 blev tiltalte idømt 3 års fængsel og et opholdsforbud på 5 år vedrørende en række nærmere bestemte områder for overtrædelse af blandt andet straffeloven § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 81 a. Byretten bestemte, at ansøgeren og de tre medtiltalte skulle forblive varetægtsfængslet under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse af straffen kunne iværksættes, jf. retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1.
Anklagemyndigheden ankede dommen og anmodede samtidig om, at alle fire tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet i medfør af retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1.
Landsretten bestemte ved kendelse af 10. januar 2024, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet i 4 uger.
Landsretten henviste til, at de tiltalte ved byrettens dom var fundet skyldige i overtrædelse af straffeloven § 245, stk. 1, jf. § 81 a, stk. 1, hvorfor kravet om særligt bestyrket mistanke var opfyldt. Med henvisning til, at de tiltalte ved dommen var idømt en straf af fængsel i 3 år og et opholdsforbud, og oplysningerne om forholdenes grovhed, fandt landsretten, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at de tiltalte ikke var på fri fod.
Varetægtsfængslingen blev efterfølgende forlænget flere gange. Ankesagen blev berammet til hovedforhandling over 5 dage i marts 2025, hvilket indebar, at varetægtsperioden potentielt ville overstige to tredjedele af den idømte straf.
Anklagemyndigheden anmodede om, at de tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i ankesagen, jf. retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. § 787, stk. 2.
Ved landsrettens kendelse af 24. juli 2024 blev det bestemt, at alle fire tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i ankesagen. Landsretten fandt, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, var opfyldt.
Landsretten bemærkede, at det følger af straffeloven § 38, stk. 5, at prøveløsladelse ikke kan ske,
hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180 a.
Landsretten henviste til, at de tiltalte var fundet skyldige i overtrædelse af straffeloven § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 81 a, stk. 1.
Landsretten henviste videre til, at Højesteret i en kendelse af 15. februar 2024 (U 2024.2127 H) havde udtalt, at det ikke er udelukket, at varetægtsperioden efter en konkret vurdering kan overstige varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid, og at der ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejeloven § 762, stk. 3 ikke skulle indhentes en udtalelse fra kriminalforsorgen vedrørende muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid.
På den baggrund og henset til sagens alvorlige karakter fandt landsretten, at det ikke ville være i strid med proportionalitetsprincippet at forlænge varetægtsfængslingen ud over to tredjedele af straffetiden, og at fængsling indtil dom ikke kunne anses for uproportional.
Sagen rejser et principielt spørgsmål om samspillet mellem reglerne om varetægtsfængsling indtil dom og den særlige bestemmelse om nægtet prøveløsladelse ved bandekonflikt:
En af de nævnte tiltalte indgav ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse af 24. juli 2024 om fortsat varetægtsfængsling indtil dom kunne kæres til Højesteret, jf. reglerne om 3.-instansbevilling. Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/19797.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om, hvorvidt straffeloven § 38, stk. 5, om nægtet prøveløsladelse ved bandekonflikt kan inddrages i proportionalitetsvurderingen efter retsplejeloven § 762, stk. 3, og om rettens pligt til løbende prøvelse ved fængsling indtil dom.
Efterfølgende: Højesteret stadfæstede ved kendelse af 13. februar 2025 landsrettens kendelse og fastslog, at den særlige prøveløsladelsesbestemmelse i straffeloven § 38, stk. 5, kan inddrages ved proportionalitetsvurderingen, samt at retten ved fængsling indtil dom ikke er underlagt en pligt til at revurdere fængslingen hver tredje måned, idet den sigtede i stedet kan få fængslingen prøvet efter retsplejeloven § 767, stk. 2 og § 768.
