ProcesbevillingsnævnetEn tiltalt, der var idømt 6 års fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og fortsat varetægtsfængslet under anken, havde forud været frihedsberøvet i Belgien bl.a. på grundlag af en dansk europæisk arrestordre. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt den relevante periode skal regnes ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse om varetægtsfængsling indtil dom kunne kæres til Højesteret.
Sagen udspringer af et internationalt straffeforløb, hvor tiltalte var omfattet af straffesager i både Belgien og Danmark.
Efter byrettens senere dom i den danske sag frafaldt tiltalte anken af den belgiske dom, der herefter blev anset for afsonet under varetægtsfængslingen i Belgien.
Byretten afsagde den 2. februar 2024 dom i den danske straffesag. Tiltalte blev:
Tiltalte ankede dommen til landsretten og blev fortsat varetægtsfængslet under anken.
Under ankesagen var anklagemyndigheden og tiltalte enige om, at straffen skulle udmåles som en tillægsstraf til den belgiske dom, jf. straffelovens § 89.
Landsretten forlængede varetægtsfængslingen ad to omgange under ankesagen.
Landsretten forlængede den 23. maj 2024 varetægtsfængslingen i 4 uger. Landsretten fandt, at fortsat varetægtsfængsling ikke var i strid med proportionalitetshensynene i retsplejelovens § 762, stk. 3, ligesom der var bestemte grunde til at antage, at tiltalte på fri fod ville unddrage sig strafforfølgningen, jf. § 762, stk. 1, nr. 1. Ankesagen blev efterfølgende berammet til januar 2025.
Ved kendelse af 20. juni 2024 forlængede landsretten varetægtsfængslingen indtil dom. Landsretten lagde til grund, at mistankegrundlaget fortsat var opfyldt, og at der var bestemte grunde til at antage, at tiltalte ville unddrage sig strafforfølgningen eller fuldbyrdelsen.
Landsretten lagde i overensstemmelse med forsvarerens oplysninger til grund, at tiltalte forud for den belgiske dom havde været frihedsberøvet i Belgien fra den 9. februar 2022 på grundlag af dels en belgisk, dels en dansk europæisk arrestordre, og at den belgiske dom var anset for udstået med varetægtsfængslingen i Belgien.
Herefter fandt landsretten, at den relevante periode ved vurderingen af proportionaliteten af frihedsberøvelsen skulle regnes fra den 8. juni 2023, hvor den belgiske byret traf afgørelse om udlevering til Danmark.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at varetægtsfængsling indtil dom, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2, jf. § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 1, nr. 1, ikke var i strid med proportionalitetshensynene i § 762, stk. 3. Landsretten tog derfor anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling indtil dom til følge.
Sagens kerne er, fra hvilket tidspunkt den relevante frihedsberøvelsesperiode skal regnes ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3, når tiltalte forud har været frihedsberøvet i udlandet.
Spørgsmålet er, om den periode, hvor tiltalte sad frihedsberøvet i Belgien — herunder også på grundlag af den danske europæiske arrestordre — skal indgå i den samlede proportionalitetsbedømmelse, eller om perioden først skal regnes fra den belgiske udleveringsafgørelse den 8. juni 2023, som landsretten lagde til grund.
Problemstillingen er principiel, fordi den angår sammenhængen mellem frihedsberøvelse i flere lande på grundlag af konkurrerende europæiske arrestordrer og den danske proportionalitetsbegrænsning ved varetægtsfængsling indtil dom.
Procesbevillingsnævnet behandlede ansøgningen under j.nr. 24/14603 og 24/17070.
Nævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse om forlængelse af varetægtsfængslingen indtil dom kunne kæres til Højesteret, jf. retsplejelovens § 392. Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser det principielle spørgsmål om beregningen af den relevante periode ved proportionalitetsvurderingen efter § 762, stk. 3, i et grænseoverskridende frihedsberøvelsesforløb.
Procesbevillingsnævnet tager ikke selv stilling til, om varetægtsfængslingen var proportional — alene til, at spørgsmålet kan prøves af Højesteret.
