ProcesbevillingsnævnetEn udlejer fremsendte efter en fraflytning en flytteopgørelse og påkravsskrivelse til lejerens sidst kendte adresse — det netop fraflyttede lejemål — og indgav derefter et betalingspåkrav til fogedretten. Da skyldneren var uden fast bopæl, var påkravsskrivelsen ubestridt ikke kommet frem, og både fogedretten og landsretten afviste sagen. Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling til Højesteret.
I 2023 fraflyttede en lejer et boliglejemål. Ved fraflytningen oplyste lejeren ikke udlejeren en ny adresse, og lejeren anmeldte heller ikke en ny adresse i folkeregistret. Lejeren var herefter uden fast bopæl.
Forløbet op til fogedsagen:
Fogedretten lagde til grund, at det efter retsplejeloven § 477 b, stk. 2 forud for indleveringen af et betalingspåkrav skal være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i inkassoloven § 10, stk. 2 og 3. Fremsendelse kan dog undlades, hvis betingelserne i inkassoloven § 11 er opfyldt — dvs. når overholdelse af påkravskravet vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke kan inddrives.
Fogedretten fandt:
Det var ubestridt, at påkravsskrivelsen ikke var kommet frem til skyldneren, idet skyldner på tidspunktet for fremsendelsen ikke havde bopæl på den adresse, hvortil påkravet var fremsendt.
Fogedretten fandt endvidere ikke, at betingelserne i inkassolovens § 11 var opfyldt, og afviste herefter sagen, jf. retsplejeloven § 477 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 477 b, stk. 2.
Landsretten fandt, at der ikke var leveret en påkravsskrivelse til skyldneren i medfør af retsplejelovens § 477 b, stk. 2, jf. inkassolovens § 10, idet skyldneren var uden fast bopæl. Landsretten fandt endvidere, at betingelserne i inkassolovens § 11 heller ikke var opfyldt, og stadfæstede fogedrettens afgørelse om afvisning.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Fogedretten | Afvisning af betalingspåkrav, jf. rpl. § 477 c, stk. 1, jf. § 477 b, stk. 2 | Sagen afvist |
| Landsretten | Stadfæstede afvisningen | Sagen afvist |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvordan inddrivelse ved betalingspåkrav kan ske, når skyldneren er uden fast bopæl, og en påkravsskrivelse efter inkassoloven § 10 derfor reelt ikke kan komme frem til skyldneren.
Kernen er samspillet mellem:
Resultatet i fogedretten og landsretten indebærer, at en fordringshaver i praksis kan være afskåret fra at anvende den forenklede inddrivelsesvej via betalingspåkrav over for en skyldner, der har unddraget sig ved ikke at oplyse en ny adresse.
Procesbevillingsnævnet meddelte den, der havde fået afvist sit betalingspåkrav, tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling) af landsrettens afgørelse, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3. Tilladelse hertil gives, når sagen er af principiel karakter, eller når særlige grunde i øvrigt taler for det.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/07032.
Højesteret skal herefter tage stilling til, om et betalingspåkrav kan fremmes, når den forudgående påkravsskrivelse efter inkassolovens § 10 ikke er kommet frem til en skyldner uden fast bopæl, herunder om undtagelsen i inkassolovens § 11 finder anvendelse i en sådan situation.
