ProcesbevillingsnævnetEn entreprenørvirksomheds sag mod et ingeniørfirma og et forsikringsselskab om fejl og mangler ved et bygge- og anlægsprojekt blev henvist til landsretten, hvor retten skulle tiltrædes af to sagkyndige dommere. Parterne indgik en procesaftale om at honorere to selvvalgte sagkyndige dommere ud over takstbekendtgørelsen, men landsrettens flertal fandt, at der ikke var hjemmel til et sådant mervederlag. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at spørgsmålet kan prøves ved Højesteret.
Entreprenørvirksomheden anlagde i 2022 sag mod et ingeniørfirma og et forsikringsselskab vedrørende påberåbte fejl og mangler ved et større bygge- og anlægsprojekt. Byretten henviste sagen til behandling ved landsretten som principiel, jf. retsplejeloven § 226.
Under sagen var der udarbejdet flere skønserklæringer, der vedrørte tekniske beskrivelser og vurderinger om bl.a. statisk projektering. Efter sagens karakter og indholdet af skønserklæringerne fandt landsretten, at fagkundskab under hovedforhandlingen ville være af betydning. Landsretten tog derfor en begæring til følge om, at retten under hovedforhandlingen skulle tiltrædes af to sagkyndige dommere, jf. retsplejeloven § 20.
Landsretten foreslog herefter to mulige sagkyndige medlemmer.
Parterne havde den fælles opfattelse, at de af landsretten foreslåede personer ikke besad de nødvendige faglige kvalifikationer, som sagens karakter og tekniske kompleksitet nødvendiggjorde. De fandt derfor i fællesskab to alternative forslag til personer, der kunne fungere som sagkyndige dommere.
I den forbindelse udarbejdede parterne en fælles procesaftale, hvori de havde detailreguleret:
De to sagkyndige dommere skulle efter aftalen honoreres ud over, hvad der var fastsat i bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner m.v.
Landsrettens flertal fandt, at det måtte kræve særskilt hjemmel, hvis der skulle tillægges sagkyndige dommere under sagen et vederlag ud over, hvad der følger af bekendtgørelsen om ydelser til lægdommere og vidner m.v., som er udstedt i medfør af bl.a. retsplejeloven § 93, stk. 7 om bl.a., hvilke ydelser der tilkommer sagkyndige retsmedlemmer.
Dette var også tilfældet, hvis mervederlaget afholdes af en eller flere af parterne efter aftale mellem disse.
Flertallet fandt, at der ikke forelå en sådan hjemmel, og at der derfor ikke kunne tillægges de sagkyndige dommere under sagen et mervederlag.
Landsrettens mindretal fandt derimod, at procesaftalen ikke gik ud over grænserne for, hvad parterne kunne aftale om opgørelse og fordeling af sagens omkostninger. Efter mindretallets opfattelse kunne der derfor som en del af sagens omkostninger ske merhonorering af de sagkyndige dommere i overensstemmelse med parternes procesaftale.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse kan indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 392.
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om der er hjemmel til at tillægge sagkyndige dommere et mervederlag ud over takstbekendtgørelsen, når mervederlaget afholdes af parterne selv efter en indgået procesaftale om opgørelse og fordeling af sagens omkostninger.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/09502.
