ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i en forældreansvarssag om et 8-årigt barn, hvor en biologisk forælder og en social (ikke-biologisk) forælder med fælles forældremyndighed stred om forældremyndighed, bopæl og samvær. Familieretten tillagde den sociale forælder forældremyndigheden alene og fastsatte 7/7-samvær, mens Vestre Landsret ændrede dette og tillagde den biologiske forælder forældremyndigheden alene uden samvær til den sociale forælder. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilken vægt socialt forældreskab skal tillægges over for samværs- og samarbejdschikane.
Sagen vedrører forældremyndighed, bopæl og samvær for et barn på 8 år, der er født i Irland.
Den biologiske forælder kommer oprindeligt fra Mexico og kom senere til Danmark, hvor hun mødte den sociale forælder. Parterne blev gift, og den biologiske forælder og barnet flyttede ind hos den sociale forælder, da barnet var ca. 3 år.
Efter ca. to års samliv aftalte parterne, at den sociale forælder skulle have del i forældremyndigheden, og Familieretshuset godkendte en aftale om fælles forældremyndighed. Der blev desuden opstartet en adoptionssag, men adoptionen gik aldrig igennem — den sociale forælder blev altså aldrig retlig forælder gennem adoption.
Parterne ophævede samlivet i august 2022 og aftalte indledningsvis, at barnet skulle have samvær med den sociale forælder i en 7/7-ordning, da det var barnets ønske.
Derefter opstod der uenighed om forældremyndighed, bopæl og samvær, og konflikten eskalerede:
Sagen blev indbragt for familieretten, hvor parterne hver især påstod den fælles forældremyndighed ophævet og tillagt sig selv alene. Den biologiske forælder påstod desuden, at der ikke skulle være samvær mellem barnet og den sociale forælder, mens den sociale forælder påstod samvær i en deleordning.
Familieretten lagde til grund, at den biologiske forælder i en længere periode havde forhindret samværet under henvisning til, at barnet under børnesamtalerne havde sagt, at hun ikke ville se den sociale forælder. Ifølge de børnesagkyndige havde barnet imidlertid ikke udtalt sig i overensstemmelse med egne ønsker og behov og havde virket indstuderet.
Familieretten anførte videre, at den biologiske forælder:
Den biologiske forælder havde således udvist konstant samværs- og samarbejdschikane og påvirket barnet negativt i forhold til den sociale forælder til skade for barnet på sigt.
Da der efter forældreansvarsloven § 11 var konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke ville kunne samarbejde om barnet, var der grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Familieretten lagde — med henvisning til den sociale forælders ønske om samarbejde — til grund, at den sociale forælder på sigt bedst ville kunne sikre samarbejdet og en stabil hverdag for barnet, jf. hensynet til barnets bedste i § 4.
Efter en samlet vurdering ophævede familieretten den fælles forældremyndighed og tillagde den sociale forælder forældremyndigheden alene, ligesom barnet skulle have samvær i en 7/7-ordning med den biologiske forælder, jf. § 21.
Sagen blev anket til landsretten.
Landsretten var enig i, at der var konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kunne samarbejde om barnet, og at den fælles forældremyndighed skulle ophæves.
Landsretten udtalte, at:
Landsretten fremhævede imidlertid, at der var tale om en atypisk sag, idet den sociale forælder ikke var biologisk far til barnet:
Den sociale forælder var først blevet en del af barnets liv, da hun var ca. tre år, og havde ikke set barnet siden juni 2023. Barnet havde den klart tætteste tilknytning til den biologiske forælder, der måtte anses for værende barnets primære omsorgsperson.
Efter en samlet vurdering ændrede landsretten familierettens dom, således at den fælles forældremyndighed blev ophævet og tillagt den biologiske forælder alene, og der blev ikke fastsat samvær mellem barnet og den sociale forælder.
Vestre Landsrets dom er trykt i UfR 2024.5100 V.
Sagen sætter to hensyn op mod hinanden, som de to instanser vægtede modsat:
| Instans | Forældremyndighed | Samvær til social forælder | Afgørende hensyn |
|---|---|---|---|
| Familieretten | Til den sociale forælder alene | Ja — 7/7-ordning | Samarbejds- og samværschikane; fremtidsorienteret samarbejdsevne |
| Vestre Landsret | Til den biologiske forælder alene | Nej | Barnets tætteste tilknytning og primære omsorgsperson; socialt (ikke-biologisk) forældreskab |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | — | Sagens principielle karakter |
Det centrale retsspørgsmål er, hvilken vægt det sociale forældreskab — modsat et biologisk — skal tillægges ved afgørelser om forældremyndighed og samvær efter forældreansvarsloven § 11, § 4 og § 21, når den biologiske forælder samtidig har udvist vedvarende samværs- og samarbejdschikane.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling) af Vestre Landsrets dom, jf. retsplejeloven § 371.
Tilladelsen er meddelt, fordi sagen er af principiel karakter — den rejser det generelle spørgsmål om betydningen af socialt forældreskab ved afgørelser om forældremyndighed og samvær, herunder afvejningen over for samværs- og samarbejdschikane fra den biologiske forælders side.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23133.
