Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om fristen for at begære udvisning prøvet efter udlændingelovens § 50

Fristreglen i udlændingelovens § 50 om prøvelse af en ikke-iværksat udvisning

Sagen angår fortolkningen af fristreglerne i udlændingeloven § 50, stk. 1 om adgangen til at få en endnu ikke iværksat udvisning prøvet ved domstolene.

Efter bestemmelsen gælder følgende, når udvisning ikke er iværksat:

• En udlænding, der påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, kan begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse — herunder indrejseforbuddets varighed — indbragt for retten (1. pkt.).
• Begæringen kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat (2. pkt.).
• Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig (3. pkt.).

"Begæring herom kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat."

Det principielle spørgsmål er, hvordan 2-måneders-fristen og undtagelserne hertil skal forstås og anvendes, navnlig i en situation hvor anmodningen fremsættes umiddelbart efter, at den fulde straf er afsonet.

Udvisning for bestandig ved Østre Landsrets dom og anmodning efter endt afsoning

Den tiltalte var udenlandsk statsborger. Ved Østre Landsrets dom af 10. februar 2021 blev han i en straffeankesag fundet skyldig og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Sagen blev herefter overdraget til Hjemrejsestyrelsen med henblik på iværksættelse af udvisningen.

Det videre forløb:

Anmodningen blev altså indgivet tre dage efter endt afsoning.

Byretten og landsretten afviste anmodningen som for sent fremsat

Byretten afviste prøvelsen

Byretten afviste anmodningen om prøvelse af udvisningen med henvisning til, at anmodningen var fremkommet senere end to måneder før, udvisningen kunne forventes iværksat, jf. § 50, stk. 1, 2. pkt.

Landsretten stadfæstede afvisningen

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Landsretten lagde vægt på:

• at anmodningen af 5. juni 2025 var fremsat senere end to måneder før, udvisningen kunne forventes iværksat, og
• at der ikke var oplysninger om ganske særlige grunde, herunder om væsentlige ændringer i tiltaltes forhold, der kunne medføre, at anmodningen skulle realitetsbehandles trods fristoverskridelsen.

Rettens afgørelser efter § 50 træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i , jf. . Kære af en landsretskendelse til Højesteret kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til kære til Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse om afvisning kan indbringes (kæres) for Højesteret, jf. reglerne om kæretilladelse i retsplejeloven § 392, stk. 3.

Tilladelsen blev givet, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om forståelsen og anvendelsen af fristreglerne i udlændingelovens § 50, stk. 1 — herunder hvornår en udvisning "kan forventes iværksat", beregningen af 2-måneders-fristen, og hvornår en fristoverskridelse kan anses for undskyldelig eller begrundet i ganske særlige grunde, når anmodningen om prøvelse fremsættes umiddelbart efter endt afsoning af straffen.

Procesbevillingsnævnet tager med tilladelsen ikke stilling til, om udvisningen skal prøves i realiteten — alene til, at spørgsmålet om afvisning kan forelægges Højesteret.