ProcesbevillingsnævnetEn tyrkisk statsborger, der var kommet til Danmark som 8-årig, blev dømt for bl.a. voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang og udvist med indrejseforbud i 6 år. Trods at han havde del i forældremyndigheden over og en 7/7-samværsordning med et 8-årigt barn med dansk statsborgerskab, stadfæstede landsretten udvisningen. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kan prøves ved Højesteret.
En tyrkisk statsborger blev i 2023 i byretten og i 2024 i landsretten fundet skyldig i overtrædelse af:
Straffen blev udmålt som en tillægsstraf til tiltaltes to tidligere domme på henholdsvis 6 og 9 måneders fængsel samt advarsel om udvisning. De tidligere domme angik bl.a. straffeloven § 245, stk. 1 om grov vold, straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1 om røveri og straffeloven § 252, stk. 1 om forsætlig fareforvoldelse.
Ud over fængselsstraffen blev tiltalte udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Tiltalte var kommet til Danmark som 8-årig. Han havde et barn, der havde dansk statsborgerskab, og som på tidspunktet for landsrettens domsafsigelse var 8 år.
Tiltalte havde del i forældremyndigheden over barnet og havde forud for sin igangværende afsoning en 7/7-samværsordning, således at barnet opholdt sig hos ansøgeren hver anden uge. Spørgsmålet om udvisningens forhold til barnets interesser stod dermed centralt i sagen.
Ved afgørelsen af udvisningsspørgsmålet fandt byretten det usikkert, om tiltalte havde opnået rettigheder efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 (Associeringsaftalen). Byretten fandt uanset dette, at tiltaltes adfærd udgjorde en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn, hvorfor udvisning burde ske.
Byretten foretog en samlet vurdering af kriminalitetens alvorlige karakter og omfang sammenholdt med tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Tyrkiet. Retten lagde vægt på, at tiltalte ikke ville være uden forudsætninger for at kunne klare sig i Tyrkiet, og at det forhold, at han havde et mindreårigt barn her i landet, under omstændighederne ikke kunne føre til, at udvisning skulle undlades.
Byretten fandt herefter, at udvisning ikke med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og udviste tiltalte med et indrejseforbud på 6 år.
Landsretten lagde ved afgørelsen til grund, at tiltalte var omfattet af Associeringsaftalen, og foretog herefter en vurdering af, om udvisning ville være i strid med Associeringsaftalen og EMRK artikel 8.
Landsretten fandt efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet og en samlet vurdering af de hensyn, der talte for udvisning, at disse hensyn var så tungtvejende, at de havde større vægt end hensynene imod udvisning på baggrund af tiltaltes tilknytning til Danmark.
Landsretten bemærkede i den forbindelse, at tiltaltes barn kunne blive i Danmark, og at de kunne opretholde kontakten ved kommunikation via telefon og internet og senere ved besøg i Tyrkiet.
Landsretten fandt herefter, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke ville udgøre et uproportionalt indgreb i strid med Associeringsaftalens artikel 14, stk. 1, eller EMRK artikel 8, og stadfæstede byrettens dom.
| Instans | Afgørelse om udvisning | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten (2023) | Udvisning med indrejseforbud i 6 år | Udvist |
| Landsretten (2024) | Stadfæstede byrettens dom | Udvist |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte tiltalte tilladelse til anke til Højesteret af landsrettens dom, jf. reglerne om 3.-instansbevilling i straffesager i retsplejeloven § 932.
Tilladelsen er meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om proportionalitetsvurderingen ved udvisning af en udlænding, der er omfattet af Associeringsaftalens artikel 14, stk. 1, og som er beskyttet af retten til familieliv efter EMRK artikel 8 — navnlig hvor den udviste har del i forældremyndigheden over og en fast 7/7-samværsordning med et mindreårigt barn med dansk statsborgerskab.
Procesbevillingsnævnet har behandlet sagen under j.nr. 24/13573.
Nævnet tager ikke selv stilling til, om udvisningen skal opretholdes — det er nu op til Højesteret at prøve sagen.
