ProcesbevillingsnævnetEn mand lånte i august 2019 sin ekskærestes uforsikrede bil og påkørte under kørslen en motorcyklist, der kom til skade. DFIM dækkede som garantifond skaden og udbetalte 142.711,50 kr., hvorefter foreningen rejste regreskrav mod manden, der var uvidende om den manglende forsikring og alene havde handlet simpelt uagtsomt. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Vestre Landsrets dom (UfR 2024.5394 V) om rækkevidden af DFIM's regresadgang kan prøves ved Højesteret.
I august 2019 lånte manden en bil af sin ekskæreste, der var registreret som ejer af bilen. Da manden ville krydse en vej, påkørte han en motorcyklist, der væltede og pådrog sig personskade.
Den lånte bil var ikke lovpligtigt ansvarsforsikret. Under sagen var det ubestridt:
Da uheldet skete med en uforsikret bil, dækkede Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) skaden i medfør af dagældende § 22, stk. 3 (nu § 21, stk. 3), i bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. DFIM virker som garantifond med hensyn til erstatning for skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede motordrevne køretøjer, jf. færdselsloven § 105, stk. 1. DFIM udbetalte godtgørelse for varigt mén til motorcyklisten.
DFIM rettede herefter et regreskrav mod manden i medfør af § 24, stk. 5, i bekendtgørelsen, hvorefter DFIM "efter dansk rets almindelige regler" kan søge regres mod eventuelle ansvarlige for erstatning.
I juli 2022 indleverede DFIM stævning mod både ekskæresten (som ejer) og manden med krav om betaling af det udbetalte beløb på 142.711,50 kr. Da ekskæresten ikke indleverede svarskrift, blev der afsagt udeblivelsesdom over hende.
Efter en gennemgang af navnlig færdselsloven § 101 og § 104 samt §§ 105 og 106 og , og under henvisning til forarbejderne til om ændring af bl.a. færdselslovens § 106, fandt byretten ud fra en af grundlaget for oprettelsen af DFIM som garantifond, at det ikke havde været hensigten med § 24, stk. 5, at DFIM skulle stilles med hensyn til regres end et ansvarsforsikringsselskab efter , i en situation, hvor skadevolderen ikke havde forsikringspligten og var uvidende om, at bilen var uforsikret.
Byretten (Retten i Kolding, sag BS-27717/2022-KOL) fandt på den baggrund, at DFIM ikke kunne gøre regreskrav gældende mod manden, og tog mandens frifindelsespåstand til følge.
Landsretten gennemgik indledningsvis de relevante bestemmelser i både færdselsloven og bekendtgørelsen og delte sig 2-1.
Flertallet udtalte, at manden som bruger havde ført bilen i egen interesse på ulykkestidspunktet og derfor var erstatningsansvarlig for skaden, jf. færdselsloven § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1. DFIM kunne efter bekendtgørelsens § 24, stk. 5, søge regres efter dansk rets almindelige regler.
Færdselslovens § 108, stk. 2, eller princippet heri, om ansvarsforsikringsselskabers regresadgang mod den, der efter § 104 er ansvarlig for skaden ved uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed, fandt ikke efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder anvendelse over for den, der som bruger af et uforsikret køretøj var ansvarlig for skader forvoldt ved færdselsuheld.
Flertallet bemærkede, at pkt. 1 i lovforslag nr. 152 af 28. februar 2018 (om dagsgebyr ved manglende betaling af ansvarsforsikringspræmie), der lå til grund for lov nr. 732 af 8. juni 2018, ikke kunne føre til et andet resultat.
Mindretallet fandt, at manden var bruger efter § 104, stk. 1, men ikke varig bruger i § 106, stk. 1's forstand, hvorfor forsikringspligten ikke påhvilede ham. Under henvisning til forarbejderne til lov nr. 495 af 27. november 1985 anførte mindretallet, at en retmæssig bruger af et forsikret køretøj ville være dækket af køretøjets ansvarsforsikring, og at selskabets regresadgang mod en retmæssig bruger var begrænset til forsæt eller grov hensynsløshed.
Da manden var retmæssig bruger og alene havde udvist simpel uagtsomhed, og da der ikke var holdepunkter for, at DFIM var tilsigtet en videre regresadgang over for en retmæssig bruger, som var ubekendt med den manglende forsikring, fandt mindretallet, at DFIM ikke kunne gøre regreskrav gældende.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor manden solidarisk med ekskæresten skulle betale det rejste krav til DFIM. Dommen er trykt i bl.a. UfR 2024.5394 V (BS-43321/2023-VLR).
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Retten i Kolding | Dom (BS-27717/2022-KOL) | Manden frifundet |
| Vestre Landsret | Dom 2-1 (UfR 2024.5394 V) | Manden dømt solidarisk til at betale 142.711,50 kr. |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagens principielle kerne er, om DFIM's regresadgang efter bekendtgørelsens § 24, stk. 5 ("dansk rets almindelige regler") begrænses af princippet i færdselsloven § 108, stk. 2, således at regres kun kan gøres gældende ved forsæt eller grov hensynsløshed — eller om DFIM kan kræve fuld regres også over for en retmæssig bruger, der alene har handlet simpelt uagtsomt og var uvidende om, at køretøjet var uforsikret.
Byretten og landsrettens mindretal nåede til, at DFIM ikke kan stilles bedre end et almindeligt ansvarsforsikringsselskab, mens landsrettens flertal nåede det modsatte resultat ud fra bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Uenigheden mellem instanserne og dissensen i landsretten understreger spørgsmålets principielle karakter.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Vestre Landsrets dom kan ankes til og prøves ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Bevilling til prøvelse ved Højesteret gives, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22888. Vestre Landsrets dom er trykt i bl.a. UfR 2024.5394 V.
