ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse fra Vestre Landsret, der under dissens tillod en region at fremlægge to rapporter indhentet efter sagens anlæg som led i regionens myndighedsudøvelse efter jordforureningsloven. Det principielle spørgsmål var, om sådanne rapporter er ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer omfattet af retsplejelovens § 341 a. Sagen blev efterfølgende afgjort af Højesteret.
Ved Miljøstyrelsens afgørelser af 12. oktober 2021 overgik ansvaret for håndtering af nogle gamle jordforureninger til en region. Regionen var ikke enig i afgørelserne og anlagde efterfølgende retssag med påstand om, at afgørelserne var ugyldige.
Sagen behandles af Vestre Landsret i 1. instans.
Under den verserende sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt regionen skulle tillades at fremlægge to rapporter, som regionen havde indhentet efter sagens anlæg som led i regionens myndighedsudøvelse efter jordforureningsloven.
Rapporterne indeholdt bl.a. en risikovurdering af forureningsforholdene i et konkret område og var udarbejdet af en rådgivende ingeniørvirksomhed, som tidligere havde udført tilsvarende rådgivning for regionen.
Miljøstyrelsen protesterede mod fremlæggelsen og anførte, at der var tale om ensidigt indhentede erklæringer, der var tilvejebragt efter sagens anlæg, og at der ikke var grundlag for undtagelsesvist at tillade erklæringerne fremlagt, jf. retsplejelovens § 341 a.
Regionen gjorde gældende, at der ikke var tale om sagkyndige erklæringer i § 341 a's forstand, idet de ikke var indhentet til brug for retssagen, men som led i regionens lovpligtige myndighedsudøvelse efter jordforureningsloven.
Landsretten afsagde under dissens kendelse, hvorved rapporterne blev tilladt fremlagt.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Vestre Landsret (1. instans) | Kendelse under dissens om fremlæggelse | Rapporterne tilladt fremlagt |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om kæretilladelse til Højesteret | Tilladelse meddelt |
Sagen rejste det principielle spørgsmål, om rapporter indhentet som led i en myndigheds lovpligtige opgavevaretagelse — og altså ikke specifikt med henblik på retssagen — er omfattet af reglerne om ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i retsplejelovens § 341 a, når de fremlægges af myndigheden i en verserende sag mod modpartens protest.
Spørgsmålet havde ikke tidligere været afklaret af Højesteret for så vidt angår erklæringer indhentet i anden sammenhæng end retssagen, og landsretsdommerne var uenige om netop dette punkt.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse kunne kæres til Højesteret. Sagen er behandlet under j.nr. 25/11608.
Kæretilladelse til Højesteret af en kendelse afsagt af landsretten som 1. instans forudsætter, at sagen er af principiel karakter, eller at særlige grunde i øvrigt taler for det, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3.
Efterfølgende afgørelse: Højesteret afsagde den 19. februar 2026 kendelse i sagen (BS-48050/2025-HJR) og ændrede landsrettens kendelse. Højesteret fastslog, at rapporterne måtte anses for ensidigt indhentet i § 341 a's forstand, og at det var uden betydning, at de var indhentet som led i regionens forpligtelser efter jordforureningsloven og dermed i anden sammenhæng end retssagen. Rapporterne kunne herefter ikke fremlægges mod Miljøstyrelsens protest.
