3.-instansbevilling i patientskadesag om bevislempelse for årsagssammenhæng mellem behandlingsudløst ketoacidose og demenslignende tilstand

Amputation, manglende blodsukkermåling og udvikling af ketoacidose i juni 2016

Skadelidte fik den 14. juni 2016 amputeret sit højre ben på et hospital som følge af koldbrand, der var en følgetilstand til hans diabeteslidelse. Under den efterfølgende indlæggelse blev det den 15. juni 2016 konstateret, at skadelidte havde udviklet ketoacidose (syreforgiftning).

Skadelidte søgte Patienterstatningen om erstatning med henvisning til, at han var blevet påført en senhjerneskade som følge af den diabetiske ketoacidose i forbindelse med behandlingen, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Der var mellem parterne enighed om, at behandlingen på hospitalet ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, idet skadelidtes blodsukker ikke var blevet målt i en længere periode efter operationen, og at han derved var blevet påført en skade i form af ketoacidose. Tvisten angik herefter alene årsagssammenhængen mellem ketoacidosen og skadelidtes demenslignende tilstand.

Patienterstatningens anerkendelse og Ankenævnets ændrede afgørelse

Patienterstatningen anerkendte den 14. december 2018 skaden i form af en varig demens-tilstand efter ketoacidose og tilkendte skadelidte erstatning.

Ankenævnet for Patienterstatningen ændrede den 26. juni 2018 Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet lagde til grund, at der alene var tale om en mindre skade af midlertidig karakter, og lagde blandt andet vægt på, at skadelidtes kognitive svækkelse/demenstilstand ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives udviklingen af ketoacidose. Skadelidte havde derfor efter Ankenævnets opfattelse ikke ret til erstatning og godtgørelse.

Skadelidte anlagde herefter ved stævning af 20. december 2019 sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen med påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at han var påført en skade i form af ketoacidose og deraf følgende demenslignende tilstand som følge af behandlingen den 15. juni 2016. Ankenævnet påstod frifindelse.

Byretten gav skadelidte medhold under anvendelse af bevislempelse

Under byrettens behandling afgav Retslægerådet en besvarelse. Det fremgik blandt andet, at en kombination af a) skadelidtes eventuelle forudbestående kognitive funktionsnedsættelse, b) en hjerneskade som følge af ketoacidose og c) andre forhold med mere end 50 % sandsynlighed var årsag til den demenslignende tilstand, men at ketoacidosens isolerede rolle ikke kunne vurderes.

Byretten fandt det indledningsvist bevist, at skadelidte havde udviklet en demenslignende tilstand. Retten bemærkede, at bevisbyrden for årsagssammenhæng påhviler skadelidte, og fandt, at han ud fra Retslægerådets besvarelse ikke havde godtgjort, at behandlingsskaden med overvejende sandsynlighed havde medført tilstanden.

Retten bemærkede dog herefter, at der forelå en fejl, der — blandt andet med henvisning til Højesterets dom af 12. januar 2011 (UfR 2011.1019) — måtte føre til, at kravene til bevis for årsagssammenhæng skulle lempes.

Retten fandt på baggrund af sagens beviser og vidneforklaringer, herunder navnlig den tidsmæssige sammenhæng mellem behandlingsskaden og demenssymptomernes opståen, at det var mere sandsynligt, at den demenslignende tilstand skyldtes ketoacidosen, end at den var forårsaget på anden vis. Der forelå dermed den fornødne årsagssammenhæng og en erstatningsberettiget patientskade omfattet af § 20, stk. 1, nr. 1. Byretten tog herefter skadelidtes påstand til følge.

Østre Landsret frifandt Ankenævnet efter den lempede beviskravsstandard

Under landsrettens behandling afgav Retslægerådet en supplerende besvarelse, hvori rådet fandt det muligt, at ketoacidosen havde bidraget til de kognitive klager, men ikke kunne angive graden af sandsynlighed, da der var konkurrerende årsager.

Landsretten lagde indledningsvist til grund, at det følger af Højesterets domme af 29. maj 2024 (U 2024.3803) og 11. september 2024 (U 2024.5157), at betingelsen om, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forøger risikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade faktisk er indtrådt.

Landsretten fandt, at hospitalet ikke alene havde tilsidesat specialiststandarden, men at der også klart var begået en ansvarspådragende fejl, hvorfor der var grundlag for bevislempelse. Spørgsmålet var herefter, om det var påvist med en vis større sandsynlighed, at skadelidte ikke havde udviklet en demenslignende tilstand, hvis fejlen ikke var begået.

Landsretten fremhævede, at Retslægerådet ikke kunne angive betydningen af ketoacidosen isoleret, at der forelå en tidsmæssig sammenhæng mellem symptomernes opståen og indlæggelsesforløbet, at langvarig skade på nervesystemet er beskrevet efter gentagne ketoacidoser, men også at skadelidte havde en række risikofaktorer for kognitive symptomer, ligesom der havde været et blodtab ved operationen, og at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, om de diagnostiske kriterier for demens var opfyldt.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at skadelidte ikke med en vis større sandsynlighed havde godtgjort, at han ikke havde udviklet en demenslignende tilstand, hvis fejlen ikke var begået.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte skadelidte 3.-instansbevilling til at indbringe Østre Landsrets dom for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Sagen er principiel, fordi byret og landsret nåede modsatte resultater i anvendelsen af den bevislempede beviskravsstandard på en situation med samvirkende skadesårsager, hvor Retslægerådet ikke kunne angive ketoacidosens isolerede bidrag til den demenslignende tilstand. Sagen rejser dermed spørgsmålet om, hvilken grad af sandsynlighed for årsagssammenhæng der kræves under bevislempelse efter § 20, stk. 1, nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, når en behandlingsfejl indgår som én blandt flere medvirkende årsager.

Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/12741. Højesteret afgjorde efterfølgende sagen ved dom af 22. juni 2026 (BS-49638/2025-HJR), hvor Højesteret — under henvisning til, at der ved samvirkende skadesårsager ikke kan stilles krav om, at fejlbehandlingen har været hovedårsagen — fandt den fornødne årsagssammenhæng og stadfæstede byrettens dom.