Procesbevillingsnævnet: Højesteret skal afgøre om udvendig el-ladestander er en sædvanlig installation i almen lejebolig

Lejernes opsætning af el-ladestander og udlejers påbud om demontering

To lejere lejede med virkning fra 1. marts 2000 en almen bolig, der bestod af et fritliggende hus. I 2021 købte lejerne en hybridbil og opsatte samme år en el-ladestander udvendigt på gavlen af det lejede hus.

Lejerne ansøgte først efterfølgende udlejer om tilladelse til opsætningen — efter at udlejers vicevært havde gjort opmærksom på, at el-ladestanderen var ulovligt opsat. Udlejer meddelte afslag og krævede, at:

• el-ladestanderen skulle demonteres, og
• murværket skulle reetableres.

Da lejerne ikke efterkom påbuddet, blev sagen indbragt for Beboerklagenævnet.

Beboerklagenævnet anså el-ladestanderen for en sædvanlig installation

Beboerklagenævnet traf afgørelse den 19. maj 2022 og henviste til almenlejelovens § 35, hvorefter en lejer har ret til at foretage sædvanlige installationer i det lejede:

§ 35. Lejeren har ret til at foretage sædvanlige installationer i det lejede, medmindre udlejeren kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen. Lejeren skal give meddelelse til udlejeren, inden lejeren foretager installationen.

Nævnet fandt, at en el-ladestander havde fået en sådan udbredelse i samfundet, at installationen måtte anses for sædvanlig. Der var derfor ikke grundlag for at pålægge lejerne en sanktion.

Udlejer indbragte herefter sagen for boligretten.

Boligretten pålagde lejerne at fjerne el-ladestanderen

Boligretten afsagde dom med dissens.

Flertallets begrundelse

Efter en naturlig sproglig fortolkning af almenlejelovens § 35 fandt flertallet, at bestemmelsen omhandlede installationer indvendigt i boligen, mens almenlejelovens § 36 i modsætning hertil angik anbringelse af visse installationer på ejendommen — herunder installationer udvendigt på bygningen.

Flertallet fandt, at § 36 ikke gav lejeren ret til at anbringe en el-ladestander udvendigt på en bygning. Da installationen var foretaget uden udlejers tilladelse og uden hjemmel i loven, lejekontrakten eller husordenen, kunne udlejer kræve el-ladestanderen fjernet.

Mindretallets begrundelse

Mindretallet fandt, at el-ladestanderen var tilsluttet i lejemålet og derfor omfattet af § 35. Henset til udbredelsen af el-biler og el-ladestandere i samfundet måtte en el-ladestander anses for en sædvanlig installation, hvorfor lejerne skulle frifindes.

Vestre Landsret stadfæstede: el-ladeboks ikke en sædvanlig installation

Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 11. juni 2024 boligrettens dom (BS-3982/2023-VLR, trykt i U 2024.4218 V).

Landsretten fastslog, at det måtte afgøres ud fra en konkret vurdering på installationstidspunktet, hvad der forstås ved sædvanlige installationer efter § 35. Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder — navnlig beskrivelsen af, hvad der eksempelvis udgør sædvanlige installationer (typisk hårde hvidevarer, telefon- og internetadgang m.v.) — fandt landsretten:

en el-ladeboks til opladning af en el-bil [udgør ikke] en sædvanlig installation omfattet af almenlejelovens § 35.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at el-biler de seneste år var blevet mere udbredte i samfundet.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte den 18. september 2024 de to lejere tilladelse til anke til Højesteret af Vestre Landsrets dom, jf. retsplejeloven § 371.

Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af lejerens installationsret efter almenlejelovens § 35 — nærmere bestemt om en el-ladestander til en el-/hybridbil, og navnlig en udvendigt opsat ladestander, må anses for en sædvanlig installation, som en almen lejer kan foretage uden udlejers tilladelse. Spørgsmålet har bredere betydning i takt med den stigende udbredelse af elbiler.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/17612. Den endelige stillingtagen til selve tvisten henhører under Højesteret.