ProcesbevillingsnævnetSagen udspringer af det erstatningsretlige opgør efter børsnoteringen og den efterfølgende konkurs af et selskab. En advokat, der under hele landsretssagen havde repræsenteret en af de sagsøgte, men først blev beskikket undervejs efter retsplejelovens § 259, blev kun tilkendt 2.000.000 kr. ekskl. moms ud af de indstillede 7.800.000 kr., fordi beskikkelsen ikke fik tilbagevirkende kraft. Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at salærspørgsmålet kan indbringes for Højesteret.
Sagen angik det erstatningsretlige opgør i anledning af børsnoteringen af et selskab og selskabets efterfølgende konkurs, der indtrådte relativt kort tid efter noteringen.
Konkursboet anlagde den 12. december 2016 sag mod en række ejere, ledelses- og bestyrelsesmedlemmer samt selskabets revision ved byretten. Byretten henviste den 17. december 2017 sagen til behandling i landsretten som 1. instans, hvor den blev sambehandlet med en række andre sager, der ligeledes angik det erstatningsretlige opgør efter konkursen.
Sagen var af ganske betydeligt omfang:
I landsretten var én af de sagsøgte repræsenteret af en advokat. Advokaten repræsenterede den sagsøgte under hele sagens behandling i landsretten, men blev først senere under sagens behandling — ved retsbog af 11. maj 2023 — beskikket for den sagsøgte efter retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu § 259, stk. 4, 2. pkt.).
Det centrale stridspunkt blev herefter, om beskikkelsen skulle have tilbagevirkende kraft ved salærfastsættelsen, dvs. om advokaten kunne honoreres for arbejde udført før beskikkelsestidspunktet.
Advokaten indgav salærindstilling til landsretten, hvori han indstillede til et salær på 7.800.000 kr. ekskl. moms under henvisning til sagens varighed, omfang og kompleksitet.
Landsretten tilkendte advokaten et salær på 2.000.000 kr. ekskl. moms.
| Aktør | Beløb (ekskl. moms) |
|---|---|
| Advokatens salærindstilling | 7.800.000 kr. |
| Landsrettens tilkendte salær | 2.000.000 kr. |
Landsretten anførte, at advokaten først ved retsbog af 11. maj 2023 blev beskikket, at beskikkelsen ikke havde tilbagevirkende kraft, og at advokaten derfor som udgangspunkt kun kunne kræve salær for det arbejde, der var udført efter beskikkelsen.
Landsretten fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, der gjorde det rimeligt at fravige dette udgangspunkt, henset til det arbejde advokaten havde udført — herunder det begrænsede antal processkrifter og indholdet heraf — hvorfor beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen ikke skulle have tilbagevirkende kraft.
Landsretten anførte endvidere, at salær til en beskikket advokat i en civil sag i overensstemmelse med mangeårig praksis burde fastsættes med udgangspunkt i de vejledende salærtakster, dog således at der tillige kunne tages hensyn til det opnåede resultat, sagens behandling og arbejdets omfang.
Landsretten tog ved salærfastsættelsen udgangspunkt i, hvad der kunne anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter samt arbejdets omfang i den periode, advokaten havde været beskikket, og det ansvar, der havde været forbundet med sagens førelse.
Procesbevillingsnævnet meddelte ansøgeren (advokaten) tilladelse til, at salærspørgsmålet kan indbringes for Højesteret.
Det principielle spørgsmål angår, om — og i hvilket omfang — en beskikkelse efter retsplejelovens § 259 kan tillægges tilbagevirkende kraft ved fastsættelsen af salær til en beskikket advokat, der har repræsenteret parten i hele sagsforløbet, men først blev beskikket undervejs.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/02512.
