ProcesbevillingsnævnetTo forældreansvarssager rejser det samme principielle spørgsmål: Gælder ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. — hvorefter en familieretsdom, der alene afgør samvær, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse — også når sagen tidligere eller sideløbende har omfattet bopæl og forældremyndighed? Begge landsretter afviste mødrenes anker, fordi der ikke forelå en ankebevilling, og Procesbevillingsnævnet meddelte herefter tilladelse til at få spørgsmålet prøvet ved en højere ret.
Sagerne angår fortolkningen af retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., hvorefter:
»En dom afsagt af familieretten i en sag, hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset er indbragt for familieretten, kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det samme gælder en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær.«
Det centrale, principielle spørgsmål er, hvornår familieretten har »alene afgjort spørgsmål om samvær« — og dermed om ankebegrænsningen også gælder, når sagen i sit forløb tillige har omfattet bopæl og/eller forældremyndighed, men hvor disse spørgsmål var endeligt afgjort, frafaldet eller udskilt på det tidspunkt, hvor den indankede dom blev afsagt.
Familieretten modtog en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær og afsagde dom, hvor der blev truffet afgørelse om forældremyndighed og bopæl, mens der for samværets vedkommende blev fastsat en række overvågede samvær.
Familierettens dom blev anket til landsretten, som stadfæstede med den tilføjelse, at samværsspørgsmålet skulle fortsætte i familieretten, når de overvågede samvær var gennemført.
Familieretshuset gennemførte herefter samværene, og familieretten genoptog samværsspørgsmålet:
Under hovedforhandlingen fastholdt faren sine påstande om bopæl og samvær, men frafaldt påstanden om forældremyndighed. Moren protesterede mod bopælspåstanden under henvisning til, at landsretten allerede havde taget endeligt stilling hertil.
Familieretten traf herefter kendelse om, at sagen alene vedrørte samvær, idet bopæl fornylig var endeligt afgjort ved landsrettens dom, og der ikke forelå oplysninger om væsentligt ændrede forhold.
Familieretten modtog en sag om forældremyndighed og samvær. Familieretten afsagde dom om forældremyndigheden og anførte afslutningsvis, at den ikke kunne træffe endelig afgørelse om samvær på det foreliggende grundlag.
Familieretten udskilte derfor samværsspørgsmålet til senere afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 2, 2. pkt.
Samme dag afsagde familieretten kendelse om et nærmere bestemt antal overvågede samvær mellem barnet og faren, hvorefter sagen skulle fortsætte. Efter delvis afvikling af samværene blev der afholdt nyt retsmøde, hvor parterne nedlagde deres samværspåstande. Familieretten havde således afsagt to domme — én om forældremyndighed og én om fastsættelse af samvær.
Familieretterne vurderede i begge sager, at det ville være bedst for børnene, at der blev fastsat samvær, jf. princippet om barnets bedste, og fastsatte samværet i et nærmere angivet omfang, jf. forældreansvarsloven § 21.
Mødrene ankede i begge sager familierettens dom til landsretten.
Landsretterne henviste til retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., hvorefter en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
I den første sag bemærkede landsretten, at Østre Landsret ved dom af 2. april 2025, trykt i UfR 2025.2388, havde afvist en anke, fordi der ikke forelå ankebevilling til en samværsdom. Ankebegrænsningen fandt anvendelse, uanset at sagen tidligere havde omhandlet bopæl. Landsretten fandt, at familieretten ved den indankede dom alene havde behandlet og afgjort samvær, og at den under sagen nedlagte bopælspåstand ikke ændrede herved.
I den anden sag fandt landsretten efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at ankebegrænsningen også gjaldt, når familieretten i en sag om både forældremyndighed og samvær havde udskilt samværsspørgsmålet til særskilt afgørelse og derfor havde afsagt to domme — én om forældremyndighed og én om samvær.
Da de to indankede domme herefter kun fandtes at vedrøre samvær, kunne de kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke forelå, blev anken i begge sager afvist.
| Instans | Den første sag | Den anden sag |
|---|---|---|
| Familieretten | Dom om samvær (efter tidligere afgørelse af bopæl/forældremyndighed) | Særskilt dom om samvær efter udskillelse, jf. § 253, stk. 2 |
| Landsretten | Anke afvist — § 453, stk. 1, 2. pkt. | Anke afvist — § 453, stk. 1, 2. pkt. |
| Procesbevillingsnævnet | Tilladelse meddelt | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte i begge sager tilladelse til, at landsretternes afgørelser kunne indbringes for en højere ret.
Tilladelserne blev meddelt, fordi sagerne rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.: Hvornår har familieretten »alene« afgjort spørgsmål om samvær, når sagen i sit forløb tillige har omfattet bopæl og/eller forældremyndighed — enten fordi disse spørgsmål var endeligt afgjort ved en tidligere landsretsdom (sag 1), eller fordi samværsspørgsmålet var udskilt til særskilt afgørelse efter retsplejelovens § 253, stk. 2, 2. pkt. (sag 2).
Sagerne behandles i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/08090 & 26/14241.
