ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte konkursboet efter et selskab (B) 3.-instansbevilling til at indbringe Østre Landsrets dom for Højesteret. Sagen angik, om en advokat (A) var erstatningsansvarlig for at have tilbageført 16.650.200 kr. fra sin klientkonto til klienten dagen efter et skifteretsmøde, hvorefter beløbet straks blev ført tilbage til et koncernforbundet selskab og dermed unddraget kreditorerne. Både byret og landsret havde frifundet advokaten.
Et selskab (B) var begæret konkurs af de britiske skattemyndigheder på baggrund af et bestridt krav, der byggede på en deldom fra High Court of Justice i London om medvirken til momsunddragelse.
Forud for et møde i skifteretten rådgav selskabets advokat (A) B til midlertidigt at inddrive fordringer på et koncernforbundet selskab og indbetale beløbet på A's klientkonto. B inddrev fordringerne og overførte ad tre omgange i dagene op til skifteretsmødet i alt 16.650.200 kr. til klientkontoen.
Dagen efter skifteretsmødet overførte A efter instruks fra B hele beløbet tilbage til B, der samme dag videreoverførte det til det koncernforbundne selskab.
Fire dage efter skifteretsmødet begærede de britiske skattemyndigheder arrest i beløbet på klientkontoen. Ved fogedforretning to dage senere kunne det imidlertid konstateres, at klientkontoen var tom.
Efter et videre sagsforløb — herunder kravets materielle behandling ved de danske domstole — indgik B forlig med de britiske skattemyndigheder. Forliget viste sig efterfølgende uerholdeligt, og B blev erklæret konkurs med fristdag i henhold til den oprindelige begæring.
Konkursboet efter B rejste herefter erstatningskrav mod A på 16.650.200 kr. på baggrund af udbetalingen af klientkontoindeståendet til B.
Sagen blev behandlet i to instanser, der begge frifandt advokaten — men på dels overlappende, dels supplerende grunde.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Retten i Lyngby (BS-26819/2021-LYN) | Tab og årsagsforbindelse opfyldt, men ikke ansvarsgrundlag | Frifindelse |
| Østre Landsret (BS-7613/2023-OLR) | Stadfæstede; vægt på formålet med indeståendet | Frifindelse |
Byretten fastslog, at konkursboet havde lidt et tab, og at overførslen fra klientkontoen isoleret set havde været medvirkende til den manglende dækning for kreditorerne. Betingelserne om tab og årsagsforbindelse var dermed opfyldt.
Det afgørende var herefter, om A havde handlet ansvarspådragende. Byretten foretog en afvejning af A's forpligtelse til at udbetale klientmidlerne til B over for forpligtelsen til at sikre, at midlerne kunne tjene til fyldestgørelse af kreditorerne i et muligt kommende konkursbo. Trods A's dybdegående kendskab til koncernens økonomiske forhold fandt byretten efter en konkret afvejning, at A ikke var forpligtet til at bidrage til, at klientkontomidlerne blev sikret til et eventuelt kommende konkursbo. A blev frifundet.
Landsretten tiltrådte, at betingelserne om tab og årsagsforbindelse var opfyldt, men lagde ved ansvarsvurderingen vægt på med indeståendet:
Sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af en advokats erstatningsansvar ved håndtering af klientkontomidler i en insolvenssituation:
Det er netop sondringen mellem midler, der på forhånd indgår i skyldnerens formue, og midler, der tilføres med et proforma-formål, der gør sagen egnet til principiel prøvelse ved Højesteret.
Procesbevillingsnævnet meddelte konkursboet efter B 3.-instansbevilling til at indbringe Østre Landsrets dom for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, stk. 1. Bevillingen blev meddelt, fordi sagen — om grænserne for en advokats erstatningsansvar ved tilbageførsel af klientkontomidler i en konkurssituation — blev anset for at være af principiel karakter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/30488.
Efterfølgende afgørelse: Højesteret ændrede ved dom af 4. februar 2026 (BS-18297/2025-HJR) landsrettens resultat og fandt advokaten erstatningsansvarlig. Højesteret fastslog, at advokatens pligt til at følge klientens instruks viger, når advokaten ved, at dispositionen har til formål at bringe midlerne i "kreditorly", og dømte advokaten til at betale de 16.650.200 kr. samt sagsomkostninger for alle tre instanser.
Ved overførsel til klientkontoen til illustration af, at fordringerne på de koncernforbundne selskaber let kunne inddrives, var der ikke samme ansvarsgrundlag som i situationer, hvor en advokat medvirker til, at midler, der på forhånd indgår i skyldnerens formue, unddrages fra at tjene skyldnerens kreditorer.
Landsretten lagde desuden vægt på, at det ikke var godtgjort, at A's adfærd i forbindelse med skifteretsmødet i øvrigt havde forhindret afsigelse af konkursdekret. Byrettens dom blev stadfæstet.
