ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i en sag om, hvorvidt der efter forældreansvarslovens § 20 a skal fastsættes samvær eller anden kontakt mellem et bortadopteret barn og dets biologiske forældre. Sagen var anden runde i samme sagskompleks, efter at Højesteret i U 2023.2114 H havde ophævet og hjemvist de første domme på grund af utilstrækkeligt oplyst grundlag. På det nye, fuldt oplyste grundlag afslog både familieretten og Østre Landsret på ny samvær, og nævnet har nu tilladt, at landsrettens dom kan prøves ved Højesteret.
Barnet blev kort efter fødslen anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Da barnet var ca. tre måneder gammelt, traf Ankestyrelsen afgørelse om, at barnet skulle frigives til adoption.
Afgørelsen blev indbragt for byretten, der ved dom stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse til adoption. Byrettens dom blev ikke anket.
De biologiske forældre havde herefter samvær med barnet hver 3. uge i 1½ time. Samværet ophørte, da barnet var ca. 4 måneder gammelt, idet barnet blev midlertidigt placeret hos sine adoptivforældre. Der blev i alt gennemført fire samvær.
Herefter anmodede de biologiske forældre Familieretshuset om fastsættelse af samvær i henhold til forældreansvarslovens § 20 a.
Familieretshuset indbragte spørgsmålet om samvær for Familieretten, der ved dom i 2021 bestemte, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem barnet og de biologiske forældre. Østre Landsret stadfæstede efterfølgende familierettens dom.
Procesbevillingsnævnet havde tidligere under j.nr. 22/02684 meddelt tilladelse til anke til Højesteret. Højesteret ophævede familierettens og landsrettens afgørelser og hjemviste sagen til fornyet behandling i familieretten.
Højesteret tillagde det afgørende vægt, at familierettens og landsrettens domme ikke byggede på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Højesterets dom er trykt i U 2023.2114 H.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Familieretten (2021) | Ikke samvær efter § 20 a | Anket |
| Østre Landsret | Stadfæstede | Anket (3.-instansbevilling) |
| Højesteret (U 2023.2114 H) | Ophævede og hjemviste | Utilstrækkeligt oplyst grundlag |
Familieretten genoptog behandlingen og sørgede for et udvidet oplysningsgrundlag:
Familieretten anførte, at der efter forældreansvarslovens § 20 a kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, særligt hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, der anmoder. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, på grundlag af en helhedsvurdering af barnets samlede situation på både kort og lang sigt.
Det er barnets ret til samvær, der er centralt – ikke de oprindelige slægtninges ret.
Familieretten fremhævede, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
Familieretten lagde til grund, at der ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at fastsætte samvær eller anden kontakt, da det ikke var til barnets bedste. Retten lagde vægt på, at der havde været begrænset samvær forud for anbringelsen, og at disse samvær ikke umiddelbart kunne antages at have skabt en betydningsfuld og positiv relation mellem barnet og de biologiske forældre.
Hensynet til, at barnet kunne få mulighed for at kende sine rødder, samt betragtninger vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kunne ikke føre til et andet resultat. Familieretten bestemte herefter, at der ikke skulle fastsættes samvær eller anden kontakt.
Landsretten henviste navnlig til den børnesagkyndige erklæring, sagens øvrige oplysninger og den af familieretten anførte begrundelse.
På denne baggrund fandt landsretten, at der ikke på nuværende tidspunkt skulle fastsættes samvær eller anden kontakt mellem barnet og de biologiske forældre, da det ikke ville være til barnets bedste. Landsretten stadfæstede herefter familierettens dom.
Procesbevillingsnævnet har under j.nr. 24/23186 meddelt de biologiske forældre tilladelse til anke til Højesteret af Østre Landsrets dom, jf. retsplejeloven § 371.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår der efter forældreansvarslovens § 20 a skal fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem et bortadopteret barn og dets biologiske forældre — herunder den nærmere afvejning af barnets bedste, betydningen af den begrænsede forudgående kontakt og forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sagen giver Højesteret lejlighed til på ny at tage stilling til området efter, at det første sæt domme blev ophævet og hjemvist ved U 2023.2114 H netop med henblik på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Med tilladelsen kan Højesteret prøve, om landsretten på det nu fuldt oplyste grundlag med rette nåede frem til, at samvær eller anden kontakt ikke skal fastsættes.
