Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om vikarlovens anvendelsesområde — hvornår er gentagne forlængelser af vikaransættelse "midlertidigt" arbejde?

Tre vikarer fik gentagne forlængelser og blev opsagt uden varsel

Sagerne udspringer af tre vikarer, der alle var ansat i samme vikarbureau, men udsendt til forskellige brugervirksomheder:

• Vikar 1 og vikar 2 blev tilknyttet den samme virksomhed, hvor deres ansættelsesforhold blev forlænget i alt syv gange. Da forholdene ophørte — uden opsigelse og varsel — havde de sammenlagt været tilknyttet virksomheden i lidt over to år.
• Vikar 3 blev tilknyttet en anden virksomhed, hvor ansættelsesforholdet blev forlænget i alt fire gange. Også dette forhold ophørte uden opsigelse og varsel, efter at vikar 3 sammenlagt havde været tilknyttet virksomheden i ca. fire år.

Vikarerne rettede henvendelse til deres fagforbund, der over for vikarbureauet gjorde gældende, at ansættelsesforholdene som følge af deres varighed var omfattet af funktionærloven med de dertil hørende rettigheder (bl.a. opsigelsesvarsel og løn under sygdom). Vikarbureauet gjorde heroverfor gældende, at vikarerne ikke var funktionærer, men derimod omfattet af vikarloven.

Den principielle tvist: Hvornår ophører arbejdet med at være "midlertidigt"?

Kernen i sagerne er afgrænsningen af vikarlovens anvendelsesområde. Loven finder efter vikarloven § 1, stk. 1 anvendelse på vikarer, der udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse. Begrebet "midlertidigt" går igen i lovens definitioner af vikarbureau, vikar og brugervirksomhed i vikarloven § 2.

Spørgsmålet er, om gentagne forlængelser og en samlet varighed på to-fire år i sig selv bringer ansættelsesforholdet uden for det "midlertidige", med den konsekvens at vikaren i stedet beskyttes af funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Hertil kommer en omgåelsesbetragtning: om forlængelserne reelt dækker over et tidsubegrænset ansættelsesforhold, der kunstigt opretholdes for at omgå funktionærlovens og vikardirektivets beskyttelse.

Byretten henviste begge sager (vikar 1 og 2 anlagt i 2020, vikar 3 i 2021) til behandling ved Sø- og Handelsretten, jf. retsplejeloven § 227, stk. 1.

Sø- og Handelsretten frifandt vikarbureauet i begge sager — under dissens

Sø- og Handelsretten frifandt under dissens vikarbureauet i begge sager.

Vikar 1 og vikar 2:

• Flertallet fandt, at vikarerne var omfattet af vikarloven § 1, stk. 1, og at forlængelserne og varigheden ikke var udtryk for tidsubegrænsede ansættelsesforhold, der kunstigt blev opretholdt for at omgå vikarloven og vikardirektivet. De var derfor ikke omfattet af funktionærloven.
• Mindretallet fandt, at vikarerne ikke havde udført arbejdet midlertidigt, og at de derfor ikke var omfattet af vikarloven, men af funktionærloven.

Vikar 3:

• Flertallet fandt — ligesom for vikar 1 og 2 — at vikar 3 var omfattet af vikarloven og ikke af funktionærloven.
• Mindretallet fandt, at vikar 3 ikke var omfattet af vikarloven, men af funktionærloven i henhold til sin kontrakt og som arbejdstager tillige af lov om tidsbegrænset ansættelse.

Landsretten stadfæstede for vikar 1 og 2, men gav vikar 3 medhold

Landsretten nåede til forskelligt resultat i de to sager:

Vikar 1 og vikar 2: Landsretten stadfæstede frifindelsen. Forlængelserne og varigheden bragte ikke i sig selv forholdene uden for vikarlovens anvendelsesområde, jf. vikarloven § 1, stk. 1, og der var i øvrigt ikke tale om omgåelse. Vikarerne var derfor omfattet af vikarloven og hverken af funktionærloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse.

Vikar 3: Landsretten ændrede dommen og bestemte, at vikarbureauet skulle betale 282.338,09 kr. til vikar 3. Selv om længden og varigheden ikke i sig selv bragte forholdet uden for vikarloven, kunne det arbejde, vikar 3 udførte, ikke karakteriseres som midlertidigt, og forholdet var derfor alligevel ikke omfattet af vikarloven. Landsretten fandt desuden, at forlængelserne udgjorde misbrug og omgåelse af reglerne i funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Vikar 3 havde derfor krav på løn i opsigelsesperioden og løn under sygdom efter funktionærlovens regler samt godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Sagerne rejser et principielt spørgsmål om afgrænsningen af vikarlovens anvendelsesområde — nærmere bestemt, hvornår gentagne forlængelser og en længere samlet ansættelsesvarighed bevirker, at arbejdet ikke længere kan anses for "midlertidigt" efter vikarloven § 1, stk. 1, med den konsekvens at vikaren i stedet beskyttes af funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse, herunder spørgsmålet om misbrug og omgåelse.

De modstridende resultater for henholdsvis vikar 1 og 2 og vikar 3 — på trods af parallelle faktiske forløb — understreger behovet for en principiel afklaring fra Højesteret.

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/13493 og 24/13494.