ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til at indbringe et principielt spørgsmål om sagsomkostninger for Højesteret: Skal en tiltalt, der frifindes i byretten men efter anklagemyndighedens anke dømmes i landsretten for et mindre forhold, betale sagens omkostninger for begge instanser? Sagen udsprang af en straffesag om grov vold mod to spædbørn, hvor byretten frifandt og lod statskassen betale, mens landsretten dømte og pålagde de tiltalte omkostningerne.
I straffesagen var der rejst tiltale mod tiltalte samt en medtiltalt for to forhold af overtrædelse af straffeloven § 246, jf. § 245, stk. 1 — legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt mishandling, alt under særdeles skærpende omstændigheder.
Forholdene angik, at de tiltalte i forening og efter fælles forståelse og ved gensidig tilskyndelse i flere tilfælde skulle have:
Byretten frifandt både tiltalte og den medtiltalte for de to forhold af overtrædelse af straffeloven § 246, jf. § 245, stk. 1, og bestemte, at statskassen skulle betale sagens omkostninger, herunder salær til de beskikkede forsvarere.
Anklagemyndigheden ankede dommen til domfældelse, men med en korrigeret og begrænset tiltale:
De tiltalte påstod stadfæstelse af den frifindende dom.
Landsretten fandt begge tiltalte skyldige efter anklagemyndighedens korrigerede påstand om overtrædelse af straffeloven § 245, stk. 1. Efter stemmeflertallet blev straffen fastsat til:
| Tiltalt | Straf |
|---|---|
| Tiltalte | Fængsel i 6 måneder |
| Medtiltalte | Fængsel i 6 år |
Landsretten ændrede byrettens omkostningsafgørelse og bestemte, at de tiltalte skulle betale sagens omkostninger. Statskassen blev dog pålagt at betale 8.670 kr. med tillæg af moms af forsvarersalæret som følge af aflysning af et retsmøde på grund af sygdom.
Det principielle spørgsmål var herefter, om en tiltalt, der frifindes i byretten men dømmes i ankeinstansen for et mindre forhold, skal bære sagsomkostningerne for begge instanser efter retsplejeloven § 1008 — navnlig sammenhængen mellem § 1008, stk. 1 og stk. 3.
| Instans | Afgørelse | Omkostninger |
|---|---|---|
| Retten på Frederiksberg | Frifindelse for § 246, jf. § 245, stk. 1 | Statskassen betaler |
| Østre Landsret | Domfældelse for § 245, stk. 1 (6 mdr. / 6 år) | De tiltalte betaler (dog 8.670 kr. til statskassen) |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at omkostningsspørgsmålet kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1, idet spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostninger ved frifindelse i byret og domfældelse i landsret var af principiel karakter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/13051.
Højesteret afgjorde efterfølgende spørgsmålet ved kendelse af 22. maj 2025 og fastslog, at retsplejeloven § 1008, stk. 1 sammenholdt med stk. 3 skal fortolkes således, at en tiltalt, der frifindes i byretten men dømmes i ankeinstansen, skal betale de nødvendige udgifter for begge instanser, når tiltalen angik samme faktiske begivenhedsforløb, jf. Højesterets kendelse i sag SS-93/2024-HJR.
