ProcesbevillingsnævnetEn tiltalt blev i byretten fundet skyldig i en færdselsovertrædelse, men den forskyldte bødestraf bortfaldt på grund af lang sagsbehandlingstid, og der skete alene betinget frakendelse af førerretten i tre år. Landsretten afviste tiltaltes anke under henvisning til ankebegrænsningen i den nye retsplejelovs § 902, stk. 2, og Procesbevillingsnævnet har nu taget stilling til, om denne principielle problemstilling kan prøves videre.
Tiltalte blev ved byretten tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved i januar 2021 at have ført en personbil med påhængsvogn på motorvejen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Han undlod at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed efter færdselsloven § 3, stk. 1, idet han indtog et måltid på en sådan måde, at styring af køretøjet ikke var mulig, hvis den forankørende pludselig nedsatte hastigheden eller standsede.
Ved byrettens dom blev ansøgeren fundet skyldig, men retten traf to bestemmelser af afgørende processuel betydning:
Tiltalte ankede dommen til landsretten.
Med virkning fra den 15. juni 2024 blev tiltaltes adgang til at anke byretsdomme i straffesager begrænset. Det følger nu af retsplejeloven § 902, stk. 2:
Tiltalte kan kun anke, når tiltalte er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse i medfør af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for mere end 20.000 kr.
Bestemmelsen – der erstattede den nu ophævede ankebegrænsningsregel i den tidligere § 962, stk. 2 – finder anvendelse på domme afsagt efter lovens ikrafttræden. Den hævede bl.a. beløbsgrænsen for fri ankeadgang fra 6.000 kr. til 20.000 kr. og gjorde frakendelse efter færdselsloven til en følge, der ikke i sig selv giver fri ankeret, jf. forarbejderne til ændringsloven.
Landsretten afviste tiltaltes anke. Afgørelsen byggede på følgende:
Landsretten henviste til, at landsretternes praksis om § 902, stk. 2, og den tidligere § 962, stk. 2, ikke sås at være konsistent. I nogle tilfælde var det lagt til grund, at tiltalte frit kunne anke en dom med strafbortfald, mens landsretten i andre tilfælde – i hvert fald forudsætningsvis – havde lagt det modsatte til grund.
Det fremgik hverken af ordlyden eller forarbejderne til § 902, stk. 2, eller til den tidligere § 962, stk. 2, at domme med strafbortfald var undtaget fra ankebegrænsningen.
Strafbortfald sås navnlig anvendt i bødesager, herunder færdselssager, som følge af lang sagsbehandlingstid, hvor straffen i normaltilfælde eller fast praksis ville have været en mindre bøde under beløbsgrænsen på 20.000 kr. I sådanne tilfælde fandtes der ikke at foreligge særlige hensyn, der kunne begrunde, at anke burde kunne ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Da tiltalte ikke var idømt anden offentligretlig følge end dem, der er nævnt i § 902, stk. 2, og da det, han var fundet skyldig i, efter fast praksis ikke ville have medført en bøde over beløbsgrænsen, krævede anke tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejeloven § 903, stk. 1. Landsrettens afvisningskendelse er offentliggjort som Østre Landsrets kendelse af 17. juni 2025 (SS-2067/2024-OLR).
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Dom for overtrædelse af færdselsloven § 3, stk. 1; bøde bortfaldt, betinget frakendelse 3 år | Skyldig, men strafbortfald |
| Østre Landsret (SS-2067/2024-OLR) | Afviste anken, jf. § 902, stk. 2, jf. § 903, stk. 1 | Anke afvist |
| Procesbevillingsnævnet (j.nr. 25/17593) | Appeltilladelse | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afvisning af anken kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 903, stk. 1, hvorefter nævnet kan tillade anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.
Sagens principielle spørgsmål er, om en byretsdom, hvor den forskyldte bødestraf er bortfaldet på grund af lang sagsbehandlingstid, og hvor der i øvrigt alene er sket frakendelse efter færdselsloven, er omfattet af ankebegrænsningen i § 902, stk. 2 – eller om strafbortfaldet betyder, at tiltalte frit kan anke. Det principielle behov understreges af, at landsretterne selv havde konstateret en uensartet praksis på området.
Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/17593. Højesteret har efterfølgende taget stilling til spørgsmålet ved sin afgørelse i Sag 78/2025 (kendelse af 26. januar 2026), hvor Højesteret stadfæstede landsrettens afvisning og fastslog, at domme med strafbortfald af en bøde, der i normaltilfælde ville være under 20.000 kr., ikke er undtaget fra appelbegrænsningen, og at anke derfor kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
