ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt appeltilladelse til Højesteret i en straffesag om hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1, hvor en kvinde havde stillet sin bankkonto til rådighed for en bekendt og modtaget og videreoverført 50.000 kr. Byretten dømte hende for hvidvask, men landsretten frifandt med den begrundelse, at det ikke var bevist, at hun havde forsæt. Sagen rejser det principielle spørgsmål om beviskravene til forsæt hos såkaldte "pengemuldyr".
Tiltalte blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 290 a, stk. 1 (hvidvask). Ifølge anklageskriftet havde hun den 2. juni 2022 overført penge fra sin bankkonto, som direkte eller indirekte var udbytte af en strafbar lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.
Det konkrete hændelsesforløb var, at tiltalte:
Det var en betingelse for tiltalen, at hun vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra en strafbar lovovertrædelse, og at transaktionen skete for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.
Byretten fandt tiltalte skyldig i tiltalen og idømte hende 30 dages betinget fængsel.
Retten lagde til grund, at de 50.000 kr. var udbytte af et bedrageri begået af en anden end tiltalte over for forurettede, som blev vildledt til at overføre beløbet fra sin konto til tiltaltes konto.
Byretten fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til hvidvask, idet hun:
indså, det var muligt, at pengene stammede fra en strafbar lovovertrædelse, og at overførslerne skete for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.
Byretten henviste navnlig til tiltaltes egen forklaring om, at hun den 2. juni 2022 blev kontaktet af en bekendt — hvis navn hun ikke ønskede at oplyse — der bad om at måtte indsætte 50.000 kr. på hendes konto, hvorefter hun skulle overføre pengene til et MobilePay-nummer. Tiltalte forklarede endvidere, at hun ikke spurgte ind til, hvorfor pengene skulle ledes gennem hendes konto og videre til et MobilePay-nummer.
Tiltalte ankede dommen til landsretten.
Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt tiltalte.
Landsretten var enig i, at der objektivt set var tale om hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1. Afgørelsen vendte derfor alene på det subjektive spørgsmål om forsæt.
Landsretten fremhævede tiltaltes forklaring om, at:
Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt fandt landsretten:
at der ikke forelå et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at tiltalte indså, at det var muligt, at de overførte penge stammede fra en strafbar lovovertrædelse, og at hun psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.
Da det således ikke var bevist, at tiltalte havde handlet med forsæt, blev hun frifundet.
Sagen angår de beviskrav til forsæt, der gælder, når en person stiller sin bankkonto og kortoplysninger til rådighed for tredjemand og lader penge passere igennem kontoen — et mønster, der er kendetegnende for såkaldte pengemuldyr (money mules).
Byretten og landsretten nåede modsatrettede resultater på det samme faktum: begge instanser tog udgangspunkt i, at der forelå hvidvask i objektiv forstand, men de vurderede forskelligt, om tiltaltes manglende efterspørgsel efter en forklaring kombineret med den usædvanlige transaktionsmodel var tilstrækkelig til at fastslå accept-/sandsynlighedsforsæt efter straffelovens § 290 a.
Forsæt til hvidvask har bl.a. været belyst i Højesterets praksis om bestemmelsens rækkevidde, jf. Højesterets dom af 29. januar 2025 (SS-64/2024-HJR), der dog primært angik den objektive afgrænsning af hvidvaskbegrebet ved omveksling af kriminelt udbytte. Nærværende sag adskiller sig ved at angå selve forsætsbedømmelsen hos den, der blot lader sin konto bruge som gennemgangsled.
Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret (3.-instansbevilling i en straffesag, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1).
Tilladelsen er meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om kravene til bevis for forsæt — herunder accept-/sandsynlighedsforsæt — hos en person, der stiller sin bankkonto og kortoplysninger til rådighed for tredjemand som led i hvidvask, og som hævder ikke at have forholdt sig til midlernes oprindelse.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/11433.
