ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at en straffesag kan indbringes for Højesteret. Sagen angår, om en bandetilknyttet person, der blev dømt for besiddelse af bl.a. en skarpladt fuldautomatisk riffel, 500 gram sprængstof, geværgranater, en håndgranat og en panserværnsraket efter straffelovens § 192 a, jf. § 81 a, kan frakendes sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1. Både byretten og landsretten frifandt tiltalte for frakendelsespåstanden.
Den ene tiltalte i sagen var bl.a. tiltalt for at have været i besiddelse af 500 gram formbart sprængstof, tre geværgranater, en håndgranat, en panserværnsraket og en skarpladt, fuldautomatisk riffel med ammunition, magasiner og kikkertsigte, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og 2.
Tiltalte var tilknyttet en bande, og anklagemyndigheden havde derfor endvidere rejst tiltale om, at forholdene skulle henføres under straffelovens § 81 a (skærpelse ved bandekonflikt).
Under sagen nedlagde anklagemyndigheden tillige påstand om, at tiltalte skulle frakendes sin danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1.
Indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, blev ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021 ændret, således at den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, eller som ifalder straf efter straffelovens § 81 a, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Det er en betingelse, at den pågældende derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, og frakendelse må ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder statsborgerretskonventionen.
Det fremgår af forarbejderne, at alvorlig kriminalitet ikke i sig selv vil kunne begrunde frakendelse af statsborgerskab; der skal foretages en konkret vurdering af handlemådens art, karakter og følgevirkninger.
Tiltalte blev af byretten fundet skyldig i besiddelse af de nævnte våben, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og 2, og byretten fandt, at forholdene skulle henføres under straffelovens § 81 a, stk. 1.
Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdenes karakter og omfang, herunder navnlig antallet og karakteren af våbnene, som tiltalte havde besiddet flere gange inden for en periode på flere år, samt tiltaltes fremtrædende rolle i forhold til anskaffelsen af våbnene. Tiltalte blev idømt fængsel i 15 år.
Byretten frifandt derimod tiltalte for påstanden om frakendelse af dansk indfødsret. Efter en samlet vurdering af handlingens art, karakter og følgevirkninger — sammenholdt med bemærkningerne i forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B om, at alvorlig kriminalitet ikke i sig selv kan begrunde frakendelse, og henset til, at tiltalte ikke tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet — fandt byretten, at der ikke var grundlag for at frakende tiltaltes danske indfødsret.
Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, hvor påstanden om frakendelse af tiltaltes danske indfødsret blev gentaget.
Landsretten fandt tiltalte skyldig i nogenlunde samme omfang som byretten. Landsretten lagde til grund, at besiddelsen af våbnene og eksplosivstofferne havde baggrund i tiltaltes tilknytning til banden og konflikten mellem to andre bander, hvor der som led i konflikterne blev anvendt skydevåben, som på grund af deres særdeles farlige karakter var egnet til at forvolde betydelig skade, hvorfor forholdene var omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1. Tiltalte blev idømt fængsel i 13 år og 6 måneder, fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.
Landsretten anførte, at tiltalte var fundet skyldig i navnlig besiddelse af en skarpladt riffel med ammunition, magasiner og kikkertsigte, 500 gram formbart sprængstof og tre geværgranater i en periode forud for og efter den 1. juli 2021 og frem til den 12. januar 2023 — dvs. i anvendelsesperioden for de seneste udgaver af indfødsretslovens § 8 B — og at tiltalte for overtrædelserne var idømt straf efter straffelovens § 81 a.
Landsretten bemærkede, at våbnene og eksplosivstofferne ikke blev besiddet på offentligt tilgængeligt sted: riflen mv. lå i et loftrum over tiltaltes opgang, og sprængstoffet og geværgranaterne var nedgravet i en kolonihave.
Efter en samlet vurdering af handlingernes art, karakter og følgevirkninger fandt landsretten, at besiddelsen af de anførte våben og sprængstoffer ikke kunne anses som en handlemåde, der var til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser, som det efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, og statsborgerretskonventionen måtte kræves.
Landsretten tiltrådte derfor, at tiltalte var frifundet for frakendelse af dansk indfødsret. Dommen er trykt i TfK 2026.93 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret, jf. reglerne om 3.-instansbevilling i straffesager, retsplejeloven § 932.
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om — og under hvilke betingelser — besiddelse af et tungt våben- og sprængstofarsenal med tilknytning til en bandekonflikt, der ifalder straf efter straffelovens § 81 a, kan udgøre en handlemåde, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser, og dermed kan begrunde frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1. Herunder har det betydning, hvilken vægt der skal lægges på, at våbnene ikke blev besiddet på offentligt tilgængeligt sted.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/09245.
