ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en domfældt, der var 17 år på gerningstidspunktet, 3.-instansbevilling til Højesteret i en sag om strafudmåling for grov narkotikabesiddelse efter straffelovens § 191, stk. 2. Det principielle spørgsmål var betydningen af tiltaltes alder under 18 år for strafudmålingen efter ophævelsen i 2010 af det tidligere 8-årige strafmaksimum i straffelovens § 33, stk. 3. Sagen var anonymiseret og behandlet under j.nr. 25/16952.
Sagen angik en tiltalt, der var 17 år på gerningstidspunktet, og som var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. ved at have været i besiddelse af en betydelig mængde euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse:
| Stof | Mængde |
|---|---|
| Ecstasypiller | ca. 24.384 stk. |
| Kokain | 317,39 g |
| Narkotika i amfetamingruppen | 1.934,53 g |
Besiddelsen var efter sin art og sit omfang omfattet af den strengeste del af narkotikabestemmelsen, idet straffen for overdragelse af en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof efter § 191, stk. 1, 2. pkt. kan stige til fængsel i 16 år.
Sagens principielle kerne var samspillet mellem to strafudmålingsregler ved mindreårige gerningsmænd.
Forud for lov nr. 711 af 25. juni 2010 indeholdt straffelovens § 33, stk. 3 et fast strafmaksimum på fængsel i 8 år for en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført.
Med lovændringen blev ordlyden ændret, så bestemmelsen nu alene fastslår, at en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, ikke kan idømmes fængsel på livstid. Det tidligere absolutte loft på 8 års fængsel er dermed ophævet.
Uanset ophævelsen følger det fortsat af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 1, at det ved straffastsættelsen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført.
Spørgsmålet var herefter, hvilken vægt den unge alder skal tillægges i de groveste narkotikasager, når domstolene ikke længere er bundet af det tidligere 8-årige loft.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Fandt tiltalte skyldig efter § 191, stk. 2 | Fængsel i 7 år og 10 måneder |
| Landsretten | Stadfæstede bevisresultat og strafudmåling | Fængsel i 7 år og 10 måneder |
Byretten fandt det bevist, at tiltalte var skyldig, og fastsatte straffen til fængsel i 7 år og 10 måneder. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på sagens karakter og omfang samt — i formildende retning — at tiltalte ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet.
Landsretten stadfæstede byrettens bevisresultat og strafudmåling. Ved strafudmålingen lagde landsretten i skærpende retning vægt på arten og mængden af de fundne narkotiske stoffer samt tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet. I formildende retning henså landsretten til, at tiltalte var 17 år på gerningstidspunktet.
Procesbevillingsnævnet meddelte den domfældte 3.-instansbevilling til at indbringe landsrettens dom for Højesteret, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.
Bevillingen blev meddelt, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om strafudmålingen for mindreårige i de groveste narkotikasager efter ophævelsen i 2010 af det tidligere 8-årige strafmaksimum i straffelovens § 33, stk. 3 — herunder hvilken vægt tiltaltes alder under 18 år skal tillægges som formildende omstændighed efter § 82, stk. 1, nr. 1, når domstolene ikke længere er afskåret fra at udmåle mere end 8 års fængsel.
Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16952.
Højesteret afsagde efterfølgende dom i sagen (SS-111/2025-HJR, dom af 22. maj 2026). Højesteret fastslog principielt — under henvisning til UfR 2015.1995 — at 2010-lovændringen heller ikke i narkotikasager afskærer domstolene fra over for mindreårige at udmåle mere end 8 års fængsel i de allergroveste tilfælde, men at straffen fastsættes efter en konkret vurdering under hensyntagen til den unge alder. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 6 år og 10 måneder, jf. Højesterets dom af 22. maj 2026.
