ProcesbevillingsnævnetEn person, der siden 2016 var anbragt på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og i længere perioder var underlagt døraflåsning efter psykiatrilovens § 18 a, fik afvist en del af sin sag om døraflåsningernes lovlighed, fordi indbringelsesfristen i retsplejelovens § 469, stk. 4, ikke var overholdt. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret, så det principielt kan prøves, hvordan fristen skal beregnes, når en døraflåsning gentagne gange afbrydes kortvarigt og derefter genoptages.
Den anbragte blev ved dom fra Østre Landsret den 8. juli 2016 anbragt på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland. Under anbringelsen var den anbragte i længere perioder underlagt døraflåsning af patientstuen efter psykiatrilovens § 18 a, herunder i en periode fra den 23. februar 2023 og frem.
Døraflåsningen blev ved flere lejligheder kortvarigt ophævet — f.eks. når den anbragte i stedet blev tvangsfikseret eller skulle til somatisk behandling — og derefter genoptaget.
Den anbragte anmodede den 6. august 2024 om, at den administrativt iværksatte frihedsberøvelse i form af døraflåsning blev indbragt for retten, jf. reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, med påstand om:
Det centrale processuelle spørgsmål er fristen for at indbringe en administrativ frihedsberøvelse for retten efter retsplejelovens § 469, stk. 4:
Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.
Det afgørende stridspunkt er dermed, hvornår "frihedsberøvelsens ophør" indtræder, når en døraflåsning gentagne gange afbrydes kortvarigt og derefter genoptages — og om hver geniværksættelse skal anses som en ny, selvstændig foranstaltning med sin egen frist.
Byretten afviste primært døraflåsningerne i perioden fra den 23. februar 2023 til den 9. april 2024, da fristen for indbringelse for retten ikke var overholdt, jf. retsplejelovens § 469, stk. 4, 1. pkt., jf. 3. pkt.
Vedrørende døraflåsningerne i perioden fra den 9. april 2024 og frem til hovedforhandlingen den 17. januar 2025 fandt byretten, at disse var lovlige, idet døraflåsningen havde været lægefagligt velbegrundet og udtryk for en konkret afvejning af behandlingsmæssige hensyn over for hensynet til den anbragtes frihed.
Landsretten fandt, at der i perioden fra den 23. februar 2023 og frem ikke havde været tale om en kontinuerlig aflåsning af patientstuen. Landsretten lagde vægt på overlægens forklaring om, at døraflåsningen blev ophævet ved f.eks. tvangsfiksering eller somatisk behandling, og at geniværksættelse af døraflåsningen udgjorde en ny foranstaltning, der krævede, at betingelserne herfor var opfyldt, ligesom der blev udfærdiget en ny protokol.
Landsretten inddelte herefter døraflåsningerne i seks perioder:
| Periode | Landsrettens vurdering | Udfald |
|---|---|---|
| 23. februar 2023 – 13. oktober 2023 | Indbragt mere end 6 måneder efter frihedsberøvelsernes ophør — ingen hjemmel til at tillade indbringelse | Afvist |
| 13. oktober 2023 – 17. januar 2025 | Døraflåsningerne lægefagligt velbegrundede og lovlige (samme grunde som byretten) | Lovlige |
For perioderne fra den 23. februar 2023 til den 13. oktober 2023 fandt landsretten, at der ikke var hjemmel til at tillade indbringelse, da disse dele var indbragt mere end seks måneder efter frihedsberøvelsernes ophør, jf. § 469, stk. 4, 2. pkt. Disse dele blev derfor afvist. For perioderne fra den 13. oktober 2023 og frem fandt landsretten af de samme grunde som byretten, at døraflåsningerne havde været lovlige.
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om indbringelsesfristen i retsplejelovens § 469, stk. 4 skal beregnes særskilt for hver enkelt aflåsningsperiode, når en døraflåsning efter psykiatrilovens § 18 a gentagne gange kortvarigt afbrydes (ved tvangsfiksering eller somatisk behandling) og derefter genoptages — eller om der reelt er tale om én sammenhængende frihedsberøvelse.
Procesbevillingsnævnet meddelte den anbragte 3.-instansbevilling, jf. retsplejelovens § 371, så landsrettens afgørelse om afvisning af de tidligste perioder kan prøves af Højesteret.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/05697.
