ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at to straffesager kunne indbringes for Højesteret. Begge sager angik, om en gerningsmand, der under en særlig form for søvngængeri (sexsomnia) begår seksuelle overgreb i sovende tilstand, kan anses for at have handlet forsætligt, når han er utilregnelig efter straffelovens § 16, stk. 1. Østre Landsret nåede modsatrettede resultater i de to sager — domfældelse i den ene, frifindelse i den anden — og begge afgørelser blev afsagt under dissens.
De to sager rejser samme principielle strafferetlige spørgsmål: Kan en person, der begår et seksuelt overgreb under søvn, anses for at have handlet med det fornødne strafferetlige forsæt?
Efter de lægelige oplysninger befandt de to tiltalte sig på gerningstidspunktet — med forskellig grad af sikkerhed — i en tilstand af sexsomnia, en særlig form for søvngængeri (NREM-parasomni), som er en neurologisk lidelse, der medfører atypisk seksuel adfærd under søvn. Tilstanden må sidestilles med sindssygdom og er derfor omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, hvorefter personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes.
Det centrale fortolkningsspørgsmål er, om den objektiverede forsætsbedømmelse, som Højesteret fastslog i U.2018.491 H, også finder anvendelse, når gerningsmanden — modsat en sindssyg, der normalt er ved bevidsthed — er fuldstændig ubevidst på grund af søvn.
Ifølge U.2018.491 H kan der ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, ikke lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed, idet der foreligger det nødvendige strafferetlige forsæt, når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig.
Tiltalte var tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 2), ved at have skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med den forurettede, som var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet tiltalte udøvede oralsex på forurettede, mens hun sov.
Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. dagældende § 216, stk. 1, nr. 2. Retten henviste til forurettedes troværdighed og klare erindring om hændelsesforløbet, fandt at tiltalte havde realiseret gerningsindholdet, og at det efter karakteren af overtrædelsen var bevist, at der var tale om en forsætlig handling.
På baggrund af de lægelige oplysninger blev tiltalte henført til straffelovens § 16, stk. 1, og byretten bestemte, at han blandt andet skulle undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid. Tiltalte ankede med påstand om frifindelse; anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom under dissens (afsagt 14. maj 2024, SS-2764/2023-OLR, jf. landsrettens dom).
Flertallet lagde til grund, at tiltalte havde udøvet oralsex på forurettede, der på grund af søvn var ude af stand til at modsætte sig, og at handlingen objektivt faldt inden for gerningsindholdet. Tiltalte befandt sig i sovende tilstand, idet han med overvejende sandsynlighed led af sexsomnia, og Retslægerådets vurdering om utilregnelighed efter § 16, stk. 1, blev ikke tilsidesat.
Med henvisning til U.2018.491 H lagde flertallet til grund, at handlingen var af klar seksuel karakter og af en sådan beskaffenhed, at en normal gerningsmand under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse:
Det findes alene at være i kraft af tiltaltes neurologiske lidelse, at de seksuelle handlinger er udøvet uden, at tiltalte har haft en bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede.
Flertallet tiltrådte herefter, at tiltalte måtte anses for at have handlet forsætligt.
Mindretallet fandt, at der ikke var ført et til domfældelse tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte havde realiseret gerningsindholdet, og ville frifinde.
Landsretten tiltrådte, at tiltalte var straffri efter § 16, stk. 1, og skulle undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid, jf. straffelovens § 68.
Tiltalte var tiltalt for voldtægt efter dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 1 (nu § 216, stk. 1), ved at have tiltvunget sig samleje med den forurettede ved vold eller trussel om vold, mens hun sov i samme seng som tiltalte.
Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 1 (nugældende § 216, stk. 1). Retten henviste til forurettedes sammenhængende, detaljerede og troværdige forklaring, der var understøttet af andre omstændigheder.
Under henvisning til Retslægerådets erklæring om, at tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand af sexsomnia, der kunne sidestilles med sindssygdom, fandt byretten, at tiltalte var utilregnelig og derfor ikke kunne straffes, jf. § 16, stk. 1. For at forebygge nye lovovertrædelser skulle han undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid. Tiltalte ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse; anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Østre Landsret frifandt tiltalte under dissens (afsagt 15. maj 2024, SS-2620/2023-OLR, trykt i U 2024.3636 Ø, jf. landsrettens dom).
Landsretten fandt det bevist, at tiltalte objektivt havde begået de beskrevne handlinger, lagde til grund at han befandt sig i en tilstand af sexsomnia, der måtte sidestilles med sindssygdom, og tiltrådte, at han var utilregnelig efter § 16, stk. 1. Landsretten henviste også til U.2018.491 H og udtalte, at gerningen i det foreliggende tilfælde fremtrådte på samme måde som en forsætlig voldtægt begået af en tilregnelig person.
Flertallet udtalte, at søvn er karakteriseret ved blandt andet, at den sovende ikke er ved bevidsthed — også når den sovende under søvngængeri udfører atypisk seksuel adfærd. I modsætning til en sindssyg gerningsmand, som normalt er ved bevidsthed (omend med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse), måtte det lægges til grund, at tiltalte:
som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig.
Under disse omstændigheder kunne tiltalte ikke anses for at have haft forsæt, hvorfor han skulle frifindes.
Mindretallet fandt, at U.2018.491 H's princip om, at der ikke kan lægges vægt på manglende forståelse eller målbevidsthed, også gælder, når denne mangel er en følge af søvngængeri. Da den objektive gerning klart ville tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, stemte mindretallet for domfældelse som fastslået af byretten. Tiltalte blev herefter frifundet.
De to sager illustrerer en uafklaret og modstridende praksis ved Østre Landsret om netop samme principielle spørgsmål:
| Sag | Handling | Landsrettens flertal | Resultat |
|---|---|---|---|
| 1. sag (24/13962, SS-2764/2023-OLR) | Oralsex på sovende | Objektiv forsætsbedømmelse anvendes — forsæt foreligger | Domfældelse (behandlingsdom) |
| 2. sag (24/14001, U 2024.3636 Ø) | Tiltvunget samleje | Søvn udelukker enhver bevidsthed — intet forsæt | Frifindelse |
I begge sager voterede landsdommerne uenigt, og det bærende skel går på, om den objektiverede forsætsstandard fra U.2018.491 H kan strækkes til den situation, hvor gerningsmanden ikke blot har en ufuldstændig bevidsthed (som en sindssyg), men er fuldstændig ubevidst under søvn. Den modstridende vurdering af samme retsspørgsmål gør spørgsmålet egnet til principiel afklaring ved Højesteret.
Procesbevillingsnævnet meddelte i begge sager tilladelse til, at sagerne kunne indbringes for Højesteret som 3.-instansbevilling, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagerne rejser et principielt strafferetligt spørgsmål om tilregnelse og forsæt ved seksuelle overgreb begået under en særlig form for søvngængeri (sexsomnia) hos personer, der er utilregnelige efter straffelovens § 16, stk. 1 — et spørgsmål, som Østre Landsret havde besvaret modsatrettet i de to sager.
Med bevillingerne kan Højesteret tage stilling til, om den objektiverede forsætsbedømmelse fra U.2018.491 H også gælder, når gerningsmanden var fuldstændig ubevidst som følge af søvn.
