Procesbevillingsnævnet: Kæretilladelse om hvorvidt en digitalt indleveret ankestævning kunne anses for indleveret af parten selv eller af advokat uden møderet

Byrettens frifindelse og modpartens digitale anke

Ved en dom afsagt af byretten den 1. marts 2024 blev den nu appelindstævnte frifundet. Modparten ankede dommen til landsretten ved en ankestævning, der blev indleveret den 14. marts 2024 via domstolenes digitale sagsportal.

Selve indleveringen rejste imidlertid tvivl om, hvem der reelt stod bag anken — appellanten selv eller en advokat uden møderet for landsret. Det er netop dette procesretlige spørgsmål, og ikke den underliggende materielle tvist, der gør sagen principiel.

Modstridende oplysninger om partsrepræsentation i de to processkrifter

Ankesagens dokumenter gav et uensartet billede af, hvem der havde anket:

• I den autogenererede ankestævning var en advokat uden møderet for landsret anført som partsrepræsentant for appellanten.
• Af den automatisk dannede ankestævnings overskrift fremgik derimod, at ankestævningen var indleveret af appellanten selv.
• Samtidig blev der uploadet et supplerende processkrift, ligeledes benævnt "Ankestævning", hvoraf fremgik, at det var advokaten uden møderet, der som advokat for appellanten havde anket dommen. Processkriftet fremstod underskrevet af både advokaten og appellanten selv.

Dertil kom, at det af domstolenes sagsbehandlingssystem fremgik, at ankesagen var oprettet af en person, hvis relation til appellanten ikke var oplyst for landsretten. Over for landsretten oplyste advokaten uden møderet, at det var appellanten, der havde indleveret ankestævningen på egne vegne.

Appelindstævnte påstod herefter ankesagen afvist.

Det retlige spændingsfelt: selvmøderet over for møderetskravet ved anke

Sagen ligger i spændingsfeltet mellem to bestemmelser i retsplejeloven:

• Efter retsplejeloven § 259, stk. 1 kan enhver gå i rette for sig selv — både som sagsøger og sagvolder (selvmøderet). En part kan altså som udgangspunkt selv indlevere sin ankestævning.
• Efter retsplejeloven § 261, stk. 2 skal retten derimod på embeds vegne afvise personer, der ikke er berettigede til at give møde for andre, og tilbagevise processkrifter fra andre end parten og de mødeberettigede personer. Kun advokater med møderet for landsret, jf. § 133, kan indlevere processkrifter i ankesager for landsretten.

Det afgørende var derfor, om de to processkrifter — efter en helhedsbedømmelse — måtte anses for indleveret af appellanten selv (lovligt, jf. § 259, stk. 1) eller af advokaten uden møderet (skal afvises, jf. § 261, stk. 2).

Efter Højesterets praksis afvises en anke, hvis ankestævningen indleveres af en advokat uden møderet for landsret, jf. UfR 2019.510 H (Krav om møderet for landsret ved indlevering af ankestævning, BS-19935/2018-HJR). Ved Højesterets kendelse af 30. marts 2020 (BS-42674/2019-HJR) er det yderligere fastslået, at det ikke er nødvendigt, at en mødeberettiget advokat selv har udført taste- eller skrivearbejdet ved oprettelsen på sagsportalen, men at advokaten skal have formuleret eller godkendt indholdet af ankestævningen eller det supplerende processkrift.

Landsrettens dissens: flertallet afviste ikke, mindretallet ville afvise

Landsretten tog stilling til afvisningspåstanden med dissens.

Flertallet — ankesagen skulle ikke afvises

Landsrettens flertal anførte, at enhver efter § 259, stk. 1 som udgangspunkt kan gå i rette for sig selv, og at appellantens navn fremgik som underskriver på det supplerende processkrift. Da advokaten desuden over for landsretten havde oplyst, at ankestævningen var indleveret af appellanten på egne vegne, fandt flertallet, at der ikke var grundlag for at afvise sagen.

Mindretallet — ankesagen skulle afvises

Landsrettens mindretal anførte, at bedømmelsen af, om en ankestævning er indleveret af parten selv eller af en partsrepræsentant, skal bygge på en helhedsbedømmelse, der både inddrager oplysningerne om repræsentation i den automatisk dannede ankestævning og i det supplerende processkrift, og om processkrifterne fremtræder som udarbejdet af parten selv eller dennes repræsentant.

Mindretallet lagde til grund:

• at ankesagen ikke var oprettet af appellanten selv, men af en anden navngiven person,
• at det supplerende processkrift fremtrådte som udarbejdet af advokaten, og
• at det af både den automatisk dannede ankestævning og det supplerende processkrift fremgik, at advokaten repræsenterede appellanten.

På denne baggrund anså mindretallet ankestævningen og det supplerende processkrift for indleveret af advokaten uden møderet for landsret og stemte for at afvise ankesagen.

Procesbevillingsnævnets kæretilladelse (j.nr. 24/12116)

Appelindstævnte ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe landsrettens afgørelse for Højesteret. Da landsretten ved kendelse havde bestemt, at ankesagen ikke skulle afvises, sker prøvelsen ved kære, jf. retsplejeloven § 392. En sådan 3.-instansbevilling meddeles efter § 392, stk. 3, når kæren rejser spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Spørgsmålet er principielt, fordi det vedrører, hvilke kriterier der skal indgå i helhedsbedømmelsen af, om en automatisk dannet ankestævning og et tilhørende supplerende processkrift på domstolenes sagsportal må anses for indleveret af parten selv efter § 259, stk. 1 eller af en advokat uden møderet med deraf følgende afvisning efter § 261, stk. 2 — herunder hvilken vægt der skal lægges på, hvem der oprettede sagen, hvem processkrifterne fremstår underskrevet af, og advokatens efterfølgende oplysninger til retten.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kunne prøves, og behandlede sagen under j.nr. 24/12116. Nævnet tager med tilladelsen ikke stilling til, om ankesagen skal afvises — det afgøres af Højesteret.