Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling i sag om strafbar trussel mod statsministeren under corona-demonstration (mannequindukke med skiltet "HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!")

Mannequindukken med statsministerens ansigt og skiltet under corona-demonstrationen

Under en demonstration i januar 2021 om coronarestriktioner hang tre tiltalte en mannequindukke op i en lygtepæl. På dukkens ansigt var påsat et billede af statsminister Mette Frederiksens ansigt, og om dukkens hals hang et skilt, hvorpå der med store, røde versaler stod:

"Vores FÆLLES indsats er helt afgørende.

vi MÅ og SKAL bekæmpe VIRUSSEN.

Vi får brug for SAMFUNDSSIND

HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!"

De tiltalte blev efterfølgende tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7.

Straffeloven § 119, stk. 1 omfatter bl.a. den, der offentligt fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme. Efter § 81, nr. 7 skal det ved straffastsættelsen indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.

Byretten frifandt: ytringen var objektivt ikke en trussel

Byretten frifandt de tiltalte. Retten fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ophængningen af dukken var udført på en sådan måde, at den skulle illustrere en hængning. Herefter var det alene ordlyden af skiltet sammenholdt med de øvrige omstændigheder og den kontekst, hvori ytringen måtte forstås, der kunne indgå i bedømmelsen af, om ytringen objektivt kunne anses for en strafbar trussel omfattet af § 119, stk. 1.

Efter en samlet vurdering af indholdet af ytringen, fremsættelsesmåden og konteksten fandt byretten, at der ikke var tale om en ytring, der objektivt var en trussel omfattet af bestemmelsen, hvorfor de tiltalte allerede af den grund blev frifundet.

Byretten bemærkede, at der efter EMRK artikel 10 måtte udvises en vis tilbageholdenhed med i en demokratisk retsstat at fastslå, at ytringer fremsat under en lovlig demonstration — der sigtede på kritik af en regerings magtudøvelse og dens indgreb i borgernes frihedsrettigheder under en omfattende samfundsmæssig krise — var strafbare, medmindre der var en høj grad af sikkerhed for, at ytringerne ikke med rimelighed kunne forstås som andet end trusler eller opfordringer til vold. Retten lagde vægt på, at ytringen netop var fremsat under en sådan demonstration, hvor statsministeren ikke var til stede, og at sagen dermed adskilte sig fra retspraksis, hvor ytringer var fremsat direkte over for den, som ytringen var rettet mod.

Landsretten dømte alle tre tiltalte 40 dages fængsel

Landsretten ændrede byrettens dom og fandt samtlige tre tiltalte skyldige i overtrædelse af § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, og fastsatte straffen til fængsel i 40 dage.

Landsretten lagde vægt på, at to af de tiltalte i fællesskab havde planlagt at medbringe en dukke, der skulle ligne statsministeren, og at de hertil havde erhvervet en mannequindukke i fuld legemsstørrelse, gav den tøj og paryk og påsatte et billede af statsministerens ansigt. Om halsen hang et skilt, der med store, røde versaler fremhævede udsagnet "HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!".

Retten lagde til grund, at de tre tiltalte sammen forlod demonstrationen for at hente dukken, som de ville hænge op, så andre demonstranter kunne se den. Uanset at den ene tiltalte i forbindelse med ophængningen udtalte, at det var en dårlig idé, og at det var en dødstrussel, fortsatte de alligevel i fællesskab med at ophænge dukken i en lygtepæl med en lastbilstrip rundt om halsen, hvorved dukken og skiltet blev synlige for de øvrige demonstranter og andre i området.

På denne baggrund fandt landsretten, at ophængningen af dukken med skiltet udgjorde en offentligt fremsat trussel om vold mod statsministeren i anledning af hendes udførelse af hvervet som statsminister, og at truslen havde baggrund i statsministerens lovlige ytringer i den offentlige debat. Landsretten fandt desuden, at de tiltalte havde det fornødne forsæt.

Det principielle spørgsmål: ytringsfrihedens grænse over for trusler under en demonstration

Sagen rejser det principielle spørgsmål om afgrænsningen mellem på den ene side en strafbar offentlig trussel om vold mod en person i offentlig tjeneste efter § 119, stk. 1 og på den anden side politisk kritik og satire, der nyder beskyttelse efter EMRK artikel 10 og forsamlingsfriheden efter EMRK artikel 11.

De to instanser nåede modsatrettede resultater på grundlag af den samme ordlyd og kontekst — navnlig om kombinationen af dukke, ophængning og skiltetekst objektivt udgjorde en trussel, og hvilken vægt der skulle lægges på, at ytringen blev fremsat under en lovlig demonstration rettet mod regeringens corona-politik, hvor den forurettede ikke var til stede. Den modsatrettede bedømmelse og spørgsmålets generelle betydning for grænserne for den politiske ytringsfrihed gjorde sagen egnet til prøvelse ved Højesteret.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte de tre tiltalte tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling) af landsrettens dom, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1. Tilladelse til anke af en straffesag til Højesteret gives, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08286, 24/17272 og 24/17273.

Højesteret traf efterfølgende afgørelse den 3. januar 2025 og stadfæstede landsrettens dom om skyld og straf på 40 dages fængsel, idet retten fandt, at der var tale om en offentligt fremsat dødstrussel, som ikke var beskyttet af EMRK artikel 10. Højesteret anvendte dog ikke den skærpende bestemmelse i § 81, nr. 7, da det ikke var bevist, at truslen var en reaktion på statsministerens lovlige ytringer i debatten, jf. Højesterets dom af 3. januar 2025 (AM2025.01.03H).